Sådan kommer Nyt Hospital Nordsjælland til at se ud.

Kommende supersygehus får nej til p-pladser

Det kommende supersygehus ved Hillerød, Nyt Hospital Nordsjælland, har fået afslag på at omdanne et 16.400 kvadratmeter stort moseområde til parkeringspladser.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har nemlig ophævet den dispensation, som Hillerød kommune tidligere på året gav. Det er Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdeling i Hillerød, som har klaget over dispensationen.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening vil etableringen af parkeringspladserne få konsekvenser for det omkringliggende moseområdes beskyttede dyrearter, som blandt tæller spidssnudede frøer og store vandsalamandere. 

For Nyt Hospital Nordsjælland, der er formet som et firkløver, kommer afgørelsen meget uheldigt, for byggeriet skal netop nu for alvor skal til at gå i gang. Per Tærsbøl, formand for regionens politiske følgegruppe for det nye supersygehus, ærgrer sig over afgørelsen.

"Jeg indrømmer blankt, at jeg er træt af sådan nogle naturklager. Jeg er normalt stor tilhænger af dem. Men et hospital, som skal servicere 300.000 mennesker, kontra nogle padder, der skal have lov til at være i fred, og som vi allerede har flyttet andet sted hen, er helt ude i hampen," siger han til TV 2 Lorry.

Afslaget på dispensationen medfører, at supersygehuset nu står og mangler et sted mellem 546 og 820 parkeringspladser ud af i alt cirka 2500 parkeringspladser, som der er projekteret med.

Regionsrådet forventes at behandle afslaget på dispensation snart.

Det er planen, at sygehuset skal stå klar i 2024.

Like eller del denne artikel