Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Tilsynsrapporter afslører grel fejlbehandling på hospitaler

Suspenderingen af toprocentskravet bliver ikke uden grund taget imod med kyshånd af læger og sygeplejersker. Tilsynsrapporter fra Arbejdstilsynet afslører nemlig grelle tilfælde af, at de fejlbehandler patienter på landets hospitaler på grund af travlhed. 

Det er Avisen.dk og Ugebrevet A4, der ved at gennemgå Arbejdstilsynets tilsynsrapporter fra landets hospitaler fra januar 2016 til september 2017 har fundet talrige tilfælde af, at patienter på landets hospitaler får forkert medicin, får forkerte doser og må undvære basal sygepleje på grund af, at læger og sygeplejersker har alt for travlt. Det er især på landets akutmodtagelser, fødeafdelinger og medicinske afdelinger, travlheden går ud over patienterne.

I periode januar 2016 til september 2017 har Arbejdstilsynet reageret 138 gange på problemer med det psykiske arbejdsmiljø, og der er givet 30 påbud og 14 strakspåbud i sager af alvorlig karakter. Travlheden går ikke kun ud over patientsikkerheden. Det dårlige psykiske arbejdsmiljø går også ud over de ansatte, der døjer med symptomer på stress, overarbejde og følelsen af utilstrækkelighed og afmagt.

Et eksempel på triste konsekvenser af travlhed finder man ifølge Avisen.dk og Ugebrevet A4 i en rapport fra et tilsyn tidligere i år på onkologisk afdeling ved Regionshospitalet Herning. Ifølge rapporten sker der det på afdelingen i Herning, at lægerne på grund af travlhed og mange afbrydelser i arbejdet »glemmer observationer og informationer fra patientsamtaler« , og at der dagligt sker»mindre utilsigtede hændelser« som fejlmedicinering og manglende opfølgninger på ordinationer.

Af Arbejdstilsynets tilsynsrapport kan man også læse om en hændelse på samme afdeling, hvor et røntgen-billede blev set otte dage for sent. Det viste sig, at patienten havde tarmslyng, som er en alvorlig og smertefuld tilstand, der kræver akut behandling.

Ledende overlæge på afdelingen, Hanne Linnet, erkender overfor Avisen.dk og Ugebrevet A4, at 'der er sket fejl, der ikke må ske', men fortæller, at der siden blevet ansat tre nye læger, og travlheden er ved at være under kontrol.

 

Her er et udpluk af Arbejdstilsynets beretninger: 

Sygeplejerskerne undgår øjenkontakt til de patienter, der ligger på gangen, for at undgå at blive afbrudt og dermed komme endnu mere bagud i opgaveløsningen. 
- Tilsyn på akutmodtagelse. 
 
Sygeplejerskerne nedprioriterer monitorering af patienter. Det kan fx. være monitorering af blodtryk og saturation (iltmætning, red.). Denne nedprioritering foregår også, når monitoreringen er lægeordineret. 
- Tilsyn på akutmodtagelse. 
 
Der gives forkert medicin og den rigtige medicin gives i forkert dosis eller for sent. 
- Tilsyn på hjertemedicinsk sengeafsnit. 
 
Der bliver ikke målt blodsukker, blodtryk og andre værdier. 
- Tilsyn på hjertemedicinsk sengeafsnit. 
 
Det er kun under halvdelen af den medicin, der bliver givet, som bliver registeret i medicindokumentationssystemet (EPM). Det betyder, at de afdelinger, hvor den fødende rykkes hen, ikke ved hvad der er givet og hvornår. 
- Tilsyn på fødeafdeling.

toprocentskrav, fejlbehandling, ARBEJDSMILJØ, produktivitetskrav, travlhed, Regionshospitalet Herning

Del artikler