Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Smertestillende medicin sættes under skarp overvågning

Den stærke smertestillende medicin tramadol og andre lignende typer medicin sættes nu under skærpet overvågning af Lægemiddelstyrelsen.

Det skriver DR.

Det er yderst sjældent, at det sker, efter et et præparat har været mange år på markedet. Tramadol kom i 90´erne.

“Vi indfører nu et overvågningstiltag, hvor vi har mulighed for at overvåge forbruget og udskrivningsmønsteret af den allerstærkeste type smertestillende medicin, der findes i Danmark,” siger medicinsk enhedschef og overlæge Nikolai Brun fra Lægemiddelstyrelsen til DR.

Det omstridte smertestillende præparat tramadol, som sælges under flere navne som Dolol, Nobligan og Mandolgin, fik tidligere i år misbrugscentre og smerteklinikker til at advare om, at medicinen er lige så afhængighedsskabende som andre morfinpræparater. Det på trods af, at de fleste mærker har angivet i medicinpakkerne, at risikoen for afhængighed er lav eller meget lav.

For at få et overblik over problemets omfang indførte Lægemiddelstyrelsen derfor en skærpet indberetningspligt for stoffet med virkning fra 11. september.

Lægerne har således i knap en måned haft pligt til at indberette alle formodede bivirkninger ved stoffet. Og siden har Lægemiddelstyrelsen modtaget 49 indberetninger om tramadol. Det er lige så mange, som styrelsen har fået om stoffet gennem de seneste 20 år tilsammen.

“Vi ved historisk set, at når vi kan overvåge udskrivningen af et lægemiddel, så sker der generelt et fald i forbruget. Og det vil helt ærligt ikke være dårligt,” siger Nicolai Brun fra Lægemiddelstyrelsen.

Patienter, der har behov for den stærkeste medicin - det kan være cancerpatienter eller andre uhelbredeligt syge patienter med stærke smerter - skal dog fortsat skal have adgang til medicinen.

En tidligere opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen har vist, at antallet af tramadol-brugere fra 2001 til 2013 steg med cirka 70 procent.

Udover at overvågningen af Tramadol skærpes, skærpes den også for præparaterne buprenorphin, codein, nalbuphin og opium.

Lægemiddelstyrelsen, tramadol, buprenorphin, codein, nalbuphin, opium, overvågning, smertestillende, Nikolai Brun

Del artikler