1. ”Det helt overskyggende problem er manglen på ressourcer – primært i form af personale. I de seneste år har jeg set, hvordan udgiften per patient er blevet lavere, fordi der simpelthen er blevet overført flere opgaver til sundhedsvæsnet, uden at der er fulgt ressourcer med. Og det er i takt med, at der er kommet flere patienter og flere udgifter til medicin. Det har gjort, at personalet er blevet så presset, at det går ud over arbejdsmiljø og patientsikkerhed og det faglige miljø på sygehusene. Det anser vi helt klart som det største problem hos Enhedslisten,” siger Peder Hvelplund.
”Lægeforeningen har være ude og sige, at med det forventede ressourcerbrug i fremtiden skal vi nok have et løft af udgifterne til sundhedsvæsnet på omkring to procent. Meget peger på, at der har været en massiv underfinansiering i de seneste mange år," siger han.
2. ”Den stigende ulighed i sundhed, som også hænger sammen med underfinansiering. Som vi nu kan se det i Sundhedsreformen, så er der flere opgaver, der bliver flyttet fra sygehusvæsnet i regionerne til det nære sundhedsvæsen i kommunerne. Der kan vi konstatere, at der er stor forskel på, hvordan kommunernes økonomi er skruet sammen, og hvor stor kapacitet kommunerne har til at løse opgaven. Det betyder, at uligheden i sundheden vokser både i forhold til geografi og i forhold til patientgrupper, hvor især de ældre medicinske patienter bliver presset.
Det handler jo naturligvis om en generel strukturel ulighed, hvor vi kan konstatere, at vi får flere og flere grupper i samfundet, som er økonomisk dårligt stillet, og som derfor ikke har råd til ordentlig sundhed. Der er folk på kontanthjælp, der ikke har råd til at købe lægeordineret medicin, og der er folk, der ikke har råd til at gå til tandlægen. Det går ud over både tandhygiejnen og kan resultere i somatiske sygdomme. Det, at man bliver presset økonomisk, ved vi jo betyder, at man potentielt set får reduceret antallet af leveår, fordi den generelle sundhedstilstand simpelthen bliver forværret af fattigdom. Dét, sammenholdt med at der er mangel på ressourcer i sundhedsvæsnet, gør, at der er en stor risiko for, at uligheden i sundhed stiger.
Enhedslisten vil tilføre flere ressourcer til sundhedsvæsnet generelt - og så handler det også om at gøre op med den strukturelle ulighed generelt – eksempelvis ved at at sikre at tandlægen bliver gratis for dem med de laveste indkomster, så folk har råd til at opnå en rimelig og ordentlig sundhedstilstand. Vi skal have styrket den forebyggende indsats i kommunerne, og hvis man giver dem med de laveste indkomster et løft i indkomsten, så ved man, at det forbedrer sundhedstilstanden, fordi man så får råd til at købe bedre madvarer, træffe sundere valg og giver mere oveskud til at hæve sundhedsstatus.
Vi har et velfærdsudspil, hvor vi tilfører 10 milliarder kroner til den kommunale velfærd. Derudover foreslår vi et akut løft på to milliarder kroner til sundhedsvæsnet til somatikken og én milliard til psykiatrien – og så skal vi se på den løbende vækst i sundhedsudgifter. Det er forslag, vi har fuldt finansieret.
I denne regeringsperiode er der gennemført skattelettelser for 23 milliarder kroner, og det er klart, at de skattelettelser skal rulles tilbage samtidig med, at man fjerner fradraget for indbetalinger til pensionsindbetalinger i topskatten og en sikrer øget formueskat og genindførelse af topskatten.”
3. Psykiatrien er det tredje store områder, vi kan se, er blevet massivt underfinansieret igennem de seneste mange år. Lægeforeningen har for nyligt lavet en undersøgelse, som viser. at 56 procent af psykiaterne oplever ugentligt eller dagligt, at de udskriver patienter, de ikke vurderer er færdigbehandlet. Samtidig kan vi jo se, at for patienter i psykiatrien, som har komorbiditeter, er behandlingstilbuddene blevet væsentligt forringet i de seneste år.
Forbedring af området skal ske igennem et akut løft på en milliard kroner til psykiatrien samt Enhedslistens velfærdsudspil på 10 milliarder til kommunal velfærd. Generelt handler det om at få mere personale og flere pladser i psykiatrien, da forskningen viser, at mere personale vil nedbringe brugen af tvang. Så det handler i høj grad om at få tilført flere ressourcer. Brist og underfinansiering på psykiatriområdet har ført til personfarlig kriminalitet, så det får både store konsekvenser for borgere, patienter, pårørende og ansatte sundhedsprofessionelle, når området underfinansieres,” siger Peder Hvelplund.
Hvad er dine mærkesager inden for sundhedspolitik?
”Psykiatrien ligger mig meget nært, for jeg synes ikke, at vi kan være den behandling bekendt, som vi tilbyder til borgere med psykisk sygdom i Danmark. Det handler både om de dobbeltdiagnosticerede, om mistrivsel og om mangel på relevante boliger. Vi ved, at gennemsnitsalderen for borgere med psykisk sygdom ligger et sted mellem 20-25 år under gennemsnitslevealderen i øvrigt. Det synes jeg er fuldstændigt uacceptabelt.
Vi skal have lavet en ny psykiatrihandlingsplan med finansiering fra den milliard, vi vil overføre akut til området. Der skal opstilles nogle bindende og konkrete mål – og så skal der nedsættes en følgegruppe, som består af både brugere og pårørende samt repræsentanter fra de faglige organisationer og det politiske system, som kan følge op på, at vi opnår de mål, vi har sat os. Et mål kunne være at få øget gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom eller i forhold til at få nedbragt antallet af dem, der har behov for genindlæggelse. Hvis man ikke opnår de bindende mål, skal der tages fornyet politisk handling,” siger Peder Hvelplund.
Hvordan mener du, at Medicinrådet fungerer?
”Medicinrådet fungerer rigtig godt. Der vil altid kunne foretages justeringer i forhold til de afgørelser, de træffer, men overordnet set så synes jeg, at det fungerer rigtig godt. Jeg har fuld tillid til de afgørelser, de træffer i Medicinrådet,” siger Peder Hvelplund.
Hvem skal afgøre, hvilke medicinske behandlinger der er for dyre?
"Det primære er det, vi har gjort nu, hvor vi har nedsat et medicinråd, OG hvor vi har vedtaget de syv principper, som de skal vurdere et lægemiddel ud fra. Jeg mener, at det er den politiske opgave at udstikke de politiske rammer i forhold til det – og den konkrete opgave må man så overlade til Medicinrådet. Der må vi fra politisk hånd have tillid til de beslutninger, der bliver truffet i rådet. Hvis vi ikke respekterer de afgørelser, de træffer i Medicinrådet, så mister det jo sin berettigelse. Derfor er det klart, at vi politikere kan træffe nogle helt overordnede valg - og vi ser sådan set gerne, at man gjorde det samme i forhold til et behandlingsråd,” siger Peder Hvelplund.
Hvad er din holdning til, at Danmark ikke er på højde med lande, vi sammenligner os med, når det kommer til medicinsk behandling med Revlimid, Ocrevus og Spinraza?
”Helt overordnet så mener jeg, at vi skal have tillid til de afgørelser, Medicinrådet træffer, ud fra de kriterier, vi har stilet op for dem.
Et af de områder, hvor man bør gøre noget nu, er, når det kommer til hele gennemsigtigheden i forhold til prissætningen. Når vi diskuterer prioriteringer, kan vi konstatere, at medicinpriserne er stigende og udgør en stor del af sundhedsvæsnets udgifter. Samtidig har vi reelt set meget lidt kontrol med, hvorfor prissætningen er, som den er. Derfor mener vi, at der burde være langt større gennemsigtighed fra medicinalvirksomhedernes side. Både i forhold til, hvordan de prissætter og i forhold til de forskningsresultater, der går forud og beskriver, hvordan medicinen virker. Det er i øjeblikket ikke nogle oplysninger, de giver fra sig. Hvis der var større gennemsigtighed i forhold til prissætning og forskningsresultater fra industriens side, ville det være lettere for Medicinrådet at træffe gode og valide afgørelser samt at presse prisen på medicin. De forudsætninger synes vi ikke, at Medicinrådet har nu.
Man kan jo sige, at hvis medicinalindustrien skal gøre brug af forskning, der er foretaget på offentlige universiteter og hospitaler, så bør man også stille krav om, at man skal have gennemsigtighed og synlighed i forhold til de forskningsresultater, som medicinalindustrien efterfølgende opnår og den prissætning, man laver på præparatet. Vi mener, at det er meget rimeligt, at der stilles nogle krav, hvis forskningen skal gøres tilgængelig for industrien,” siger Peder Hvelplund.
Hvad er din holdning til, at regionerne har fyret personale på grund af stigende medicinudgifter?
”Vi har et forslag, som handler om at lave en beskatning af overnormal profit. På den måde kan man sikre, at medicinalvirksomhederne bidrager til samfundet, når de laver overnormal profit. Det er nødvendigt at se på de ulemper, der er ved det patentsystem, vi har i dag, da vi dels kan se, at det fører til stigende udgifter til sundhedsvæsnet, og vi kan se, at medicinalvirksomhederne har nogle markant store fortjenester på det. Det mener vi simpelthen ikke er rimeligt. I fremtiden skal vi sikre, at det er de rigtige tal, der kommer på bordet, når man skal træffe afgørelse om prissætning på medicin,” siger Peder Hvelplund.
Hvad er din holdning til, at Folketingetes 7. princip for prioritering af sygehusmedicin ikke altid overholdes, fordi udgifter til medicin kan påvirke afdelingsøkonomien på sygehusene?
”Det er klart, at når vi har vedtaget nogle principper, så skal vi også være sikre på, at de bliver overholdt. Det er jo rigtigt, at det 7. princip siger, at selv hvis produktet ikke bliver brugt som standardbehandling, skal det fortsat være muligt at bruge det til behandling, hvis der ligger en konkret lægefaglig vurdering bag beslutningen. Det er klart, at det skal vi jo også politisk sikre, at det så også er sådan, princippet bliver udmøntet, men jeg har ikke grund til at tro, at der foregår andet. Og hvis der ikke gør, så er det noget, man skal drøfte i Medicinrådet. Som politikere kan vi ikke blande os i de konkrete afgørelser – vi skal blot sikre, at de principper, vi har udstukket, også er de principper, der bliver overholdt. Og dér synes jeg som udgangspunkt, at vi skal vise tillid til Medicinrådet, da vi ellers vil ende i en situation, hvor deres afgørelser altid vil blive undermineret.
Det at prioritere er en utrolig vanskelig øvelse, og der vil altid være tilfælde, hvor man kan sige, at her er det urimeligt, men man kan jo ikke lave prioriteringer, hvis man ikke engang imellem er nødt til at træffe nogle helt principielle og vanskelige beslutninger,” siger Peder Hvelplund.
Hvad skal en pakke cigaretter koster?
”I Enhedslisten har vi lagt os fast på, at vi vil foreslå en pris på 60 kr. for en pakke cigaretter. Derudover foreslår vi, at cigaretpakkerne bliver gjort neutrale samt, at de kommer under disken. En pris på 60 kr. betyder en fordobling af den nuværende afgift, hvad vi forventer vil være med til at stoppe den uheldige udvikling, hvor flere unge begynder at ryge. Rygning er jo en af allerstørste årsager til ulighed i sundhed – og derfor skal vi gøre, hvad vi kan for at undgå, at flere unge begynder at ryge.
Vi vil bruge de penge, der kommer ind fra de hævede afgifter til skattereformer, hvor vi øger de laveste indtægter samt til at lave målrettede rygestopstilbud til socialt udsatte. Forskningen viser, at det kan godt lade sig gøre, at hjælpe socialt udsatte med at stoppe med at ryge. Mange af de tilbud, vi har i dag, er målrettet middelklassen. Derfor er der en udfordring i at målrette rygestopskurser til socialt udsatte, der har røget i mange år, men ønsker at stoppe,” siger Peder Hvelplund.
Hvordan løser vi udfordringen med manglen på læger, sygeplejersker og speciallæger?
”Det handler først og fremmest om at øge optaget. Eksempelvis ved vi, at vi kommer til at mangle omkring 6000 sygeplejersker i årene frem mod 2025, og også sosuér kommer vi til at mangle mange af. Jeg har set tal på, at op mod 40.000 sosuérr kommer til at mangle i løbet af kommende år, og det er klart, at så mange kan vi ikke nå at få uddannet. En af de positive tiltag i Sundhedsreformen er, at optaget bliver øget.
Derudover bør vi se på både løn og arbejdsvilkår, så vi kan fastholde folk i erhvervet, når de først er der. Vi ved, at frafaldet på sygeplejeuddannelsen er på omkring 25 procent, og det hænger sammen med, at når de studerende kommer ud og møder virkeligheden, så bliver de dybt overraskede og skræmt over, hvordan virkeligheden er, fordi man bliver i tvivl om, hvorvidt man kan leve op til de faglige standarder, man synes, man skulle.
En af manglerne i Sundhedsreformen er, at der er afsat midler til at uddanne flere, men ikke til at ansætte flere her og nu. Enhedslisten mener, at det er helt nødvendigt at få givet det løft, der betyder, at der kan ansættes flere. Det samme gør sig gældende inde for læge – og specialægeområdet. Det er eksempelvis ikke underligt, at vi mangler speciallæger i psykiatri, når arbejdsvilkårene er, som de er. Derfor handler det om at få givet et løft til området, så det bliver attraktivt.
Enhedslisten vil tilføje en milliard til psykiatrien, som blandt andet skal være med til at sikre medarbejderne flere kolleger, så man får et løft at det faglige niveau. De somatiske sygehuse skal have et akut løft på to milliarder kroner – med det løft vurderer vi, at de beregninger, som taler om en vækst i sundhedsudgifterne på omkring to procent, er dækket ind. Når vi får et politisk flertal, skal vi sætte os sammen og få lavet en langtidsplan for hele sundhedsområdet,” siger Peder Hvelplund.
Hvordan løser vi manglen på læger i yderkantsområder?
”Vi skal tilbyde uddannelse i de områder, hvor der mangler læger. Heldigvis kan vi eksempelvis se, at det er blevet lettere at rekruttere læger i Region Nordjylland efter, at det er blevet muligt at uddanne sig til læge i Aalborg.
Når vi taler om at skaffe flere praktiserende læger, så handler det om at få lavet nogle mere fleksible ansættelsesløsninger for målgruppen, da det er langt fra alle, der ønsker sig at være selvstændige og eje en lægepraksis.
Vi forestiller os, at man kan sætte regionsklinikkerne fri, så det foregår sådan, at klinikken først skal sendes ud som en udbudsklinik, og hvis den ikke kan afsættes som udbudsklinik, skal den udbydes som regionsklinik. Vi vil derudover gerne sikre, at der ikke er nogen tidsbegrænsning på, hvor længe en regionsklinik kan være der. Vi vil også gerne lave delte ansættelser, hvor man fungerer som praktiserende læge i en regionsklinik og samtidig kan have en ugedag eller to på et sygehus, hvor man kan være en del af det faglige miljø og deltage i forskning. Mere fleksible løsninger er noget af det, vi hører fra Yngre Læger, at de efterspørger,” siger Peder Hvelplund.
Angiv de tre største udfordringer i sundhedsvæsnet – og hvordan vi løser dem?