Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Overlæge: Skandale at overvægt ikke er nævnt i udkast til reform

Overlæge og leder af Enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk Sygehus, Jens-Christian Holm, er skuffet og forundret over, at forslag til en ny sundhedsreform ikke benytter lejligheden til at gribe fat om et af de helt store sundhedsproblemer.

{snippet tunge}

”Forslaget til en ny sundhedsreform understreger, at vi stadig lever i den mørke middelalder med hensyn til at forstå og handle på den voldsomme udvikling af danskere med overvægt,” siger overlæge og leder af Enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk Sygehus, Jens-Christian Holm.

”Reformen nævner ikke overvægt med et ord og tænder end ikke et lille lys i mørket. Der er meget tale om tættere samarbejde, men der er ingen arena, hvor forebyggelse og behandling af overvægt effektivt kan iscenesættes. Og det er en skandale.”

Diabetes – blot en følge af overvægt

Regeringen sætter navne på kroniske sygdomme, som er i vækst, og som man med  reformen vil gøre noget ved. Men Jens-Christian Holm finder det besynderligt, at man vælger at fokusere så stærkt på f.eks. diabetes, når man ved, at en af hovedårsagerne til udvikling af en lang række kroniske sygdomme er en stigende udvikling i antallet af danskere med overvægt.

”Det er hul i hovedet og fejlagtigt at fokusere på en enkelt kronisk sygdom, når man ved, at årsagen til mindst 25 store sygdomme og komplikationer samt 25 cancersygdomme er den stigende overvægt,” siger han.”

”Det er fejlagtigt at blive ved med at reparere på symptomerne i stedet for at gøre noget effektivt ved årsagen.”

En oplagt mulighed forspildt

Ifølge Jens-Christian Holm ville en ny sundhedsreform netop have kunnet adressere det problem, som WHO og forskere over hele verden har udnævnt som en af de største helbredstrusler i dette århundrede.

”Der er hårdt brug for en central strategi, og jeg er meget skuffet over, at man ikke benytter lejligheden til at gøre noget drastisk for at bremse en udvikling, der er ved at løbe løbsk,” siger han.

”De utallige helbredsmæssige, økonomiske  og menneskelige problemer, som  stigende overvægt er skyld i, er ikke noget, man løser med et snuptag. Men lige nu har vi slet ikke en samlet indsats, og en sundhedsreform havde da været et fantastisk sted at starte – her kunne man have taget det første, vigtige skridt.”

Fine ideer – og mange floksler

Jens-Christian Holm kan sagtens se fine tiltag i udspil til den nye reform som mere nærhed, geografisk og social lighed, oprustning hos de praktiserende læger etc.

”Der er rigtig mange udfordringer i sundhedsvæsenet. Og det er fuldstændig rigtigt, som det er blevet fremhævet, at der er behov for sammenhæng og samarbejde samt for at sætte patienterne i fokus. Men hvordan? Jeg savner, at man virkelig havde gjort noget mere drastisk for at give patienterne en lægeløftebaseret service,” siger han.

”Hvad med Sundhedsplatformen? Hvordan vil man få læger til de områder, hvor lægerne ikke vil bo? Hvordan vil man undgå 500.000 indlæggelser? Jeg har venner og kolleger især på medicinske afdelinger, som arbejder utrolig hårdt og længe. Holistisk tilgang, nærhed, samarbejde. Det lyder godt og forjættende, men også lidt som gammel vin på nye flasker.”

 

LÆS OGSÅ:

 

Tags: overvægt, sundhedsreform

Del artikler