Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Skrivning Andrea Heick Gadeberg og Clint Ruben spiller Mona og Nikolaj i ’Nøjsomheden’. Deres skildring af en spirende forelskelse er en af filmens store styrker, mener Marianne Dalsgaard.

Kulturkassen: ’Nøjsomheden’ er en lille sukkerknald

KULTUR-KASSEN

Kulturkassen grafik

Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.

Mads Moltsen

Denne gang med
Marianne Dalsgaard

 

Andrea Heick Gadeberg og Clint Ruben gør den spirende forelskelse i Hella Joofs ’Nøjsomheden’ til en fornøjelse. Filmen er mere pastelfarvet eventyr end socialrealisme, men rummer både ømme øjeblikke og en varm hyldest til bøger, mener Marianne Dalsgaard.

Jeg burde egentlig skrive dette på en post-it, som ’Nøjsomhedens’ hovedperson Mona gør, når hun anmelder bøger og lader anmeldelsen følge med bogen til næste læser. Men nu er Stine Askovs bog jo blevet til en film, og jeg ved ikke, hvor jeg skal placere den gule mærkat.

Det skulle da lige være på ryggen af hovedrolleindehaveren, Andrea Heick Gadeberg, for det er især hendes præstation, som gør filmen seværdig – den og samspillet med Clint Ruben i rollen som Nikolaj. Jeg faldt pladask for deres skildring af en spirende forelskelse.

Jeg husker også, at jeg var imponeret over Gadeberg i ’Retfærdighedens ryttere’. Den indbragte hende Robert-prisen for Årets kvindelige hovedrolle i 2021, hvor hun kun var 22 år.

I ’Nøjsomheden’ spiller hun en ung kvinde, der er vokset op med sin psykisk syge mor (Maria Rossing) i et socialt boligbyggeri, som også i virkeligheden bærer navnet Nøjsomheden og ligger i Helsingør. Mona har efter eget udsagn overlevet takket være ’Harry Potter’, og hendes handlekraftige moster Tut (Iben Hjejle) har bestemt også gjort sit. Mona får sin egen lejlighed i Nøjsomheden, men hjælper stadig dagligt sin mor og andre familiemedlemmer, heriblandt moster Tut, der er terminalt syg af lungekræft. Hun får arbejde i en lille boghandel og møder den litteraturstuderende Nikolaj. Sideløbende med at deres sårbare relation udvikler sig, kompliceres den af Monas forsøg på at få Tuts kriminelle søn til at besøge sin døende mor en sidste gang. Eller rettere af hans og hans venners voldelige handlinger, men det vil jeg ikke spoile.

Filmen er helt klart mere et pastelfarvet eventyr end betongrå socialrealisme. For eksempel er der rent og nærmest nydeligt hjemme hos Monas mor, selvom hun blandt andet lider af samlermani – det ser ikke så hyggeligt ud i virkeligheden. Men så kan vi nemmere grine af, at hun har skabet fuldt af badedragter, hun aldrig bruger.

Til gengæld er der vel en form for pointe i, at alkoholen flyder i både over- og underklassen. De rige drikker som svin, og de fattige drikker og kaster perler. Da Mona tropper op til fest hos Nikolajs velbjergede forældre og har gjort sig umage med tung makeup og tårnhøje stiletter, falder hun igennem i det hørklædte selskab. De byder hende glas efter glas, men får hende ikke til at føle sig velkommen.

Filmen har et særligt smukt øjeblik, da den stærke Mona et kort øjeblik bliver så svag, at hendes svage mor pludselig rejser sig fra sofaen og er stærk.

Den fungerer også godt som en hyldest til bøger (ikke litteratur, bøger). “Hvis man kan læse, kan man alt,” lyder mantraet i filmen.

På min post-it skal der stå “romantisk komedie” med streg over komedie, for den er ikke særlig sjov. Men det er en sød film, en lille sukkerknald, som passer godt til en kop te og en doven regnvejrsdag, når den bliver tilgængelig på streamingtjenester.

’Nøjsomheden’ er instrueret af Hella Joof, baseret på bogen af samme navn af Stine Askov, og manuskriptet er skrevet af Bo Hr. Hansen

kultur, kulturkassen, topartikel