Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Danskere overforbruger opioider sammenlignet med nordmænd

Selvom der kun er omkring ni procent flere indbyggere i Danmark, så udskriver de danske læger næsten 40 procent flere af de afhængihedsskabende opioider end deres norske kollegaer.

Det skriver dr.dk på baggrun af tal fra Sundhedsdatastyrelsen og Folkehelseinstituttet i Norge.

Eksempelvis indtog danskerne over 20 millioner tramadol, som er et af de mest brugte opioider, hvilket er næsten tre gange så mange som i Norge.

Og dette 'overforbrug' gælder flertallet af de mest almindelige opioider. Og det er der særligt én årsag til, vurderer Per Sjøgren, der er professor og overlæge på palliativt afsnit på Rigshospitalet..

"Norge har indført langt mere strikse guidelines i hele deres sundhedsvæsen. De har indført retningslinjer, der siger præcist, hvem der skal sættes i behandling, hvordan man skal overvåge behandlingen, og hvordan man stopper en behandling, der ikke er hensigtsmæssig," forklarer Per Sjøgren, der til dr.dk kritiserer de danske retningslinjer på området.

"Vi har ikke gode guidelines for, hvordan vi bruger opioider til kroniske smertepatienter. Vi har Sundhedsstyrelsens vejledning om afhængighedsskabende lægemidler, men det afsnit, der omhandler kroniske smertepatienter, er meget sparsomt og slet ikke tilfredsstillende eller detaljeret nok til at kunne anvendes. Så det skal efter min mening opgraderes ganske gevaldigt, så vi får nogle guidelines på linje med, hvad man har i andre lande," siger professoren.