Øget tilslutning til HPV-vaccinen - men store geografiske forskelle

Nye tal fra Statens Serum Institut viser, at der fra marts til august i år blev givet cirka 4.200 HPV-vaccinationer hver måned sammenlignet med cirka 2.200 vaccinationer månedligt i den samme periode sidste år.

På landsplan er mere end halvdelen (55 procent) af piger født i 2002 færdigvaccineret, mens hver tredje pige født i 2003 nu også har fået det sidste stik af HPV-vaccinen. Samtidig er andelen af færdigvaccinerede piger fra årgang 2004 ved at komme bedre med og er steget fra 12 til 22 procent på fire måneder.

Mange 12-14-årige piger har desuden fået første dosis af HPV-vaccinen i løbet af de sidste måneder, viser den nye opgørelse.

Der er tale om en stigning i alle landsdele af Danmark, men der er store regionale og lokale forskelle i vaccinationsdeltagelsen.

Vestjylland ligger i toppen med 63 procent færdigvaccinerede blandt piger, der er født i 2002, mens Sydjylland med 59 procent og Fyn og Østjylland, begge med 57 procent, følger lige efter. Fyn og Vestjylland har med henholdsvis 28 procent og 27 procent den højeste andel færdigvaccinerede piger i årgang 2004. For årgang 2003 ligger Vestjylland, Fyn og Bornholm i toppen med 37 procent færdigvaccinerede.

København by har i alle tre årgange den laveste vaccinationsandel, men har til gengæld haft nogle af de højeste vækstrater i alle tre årgange.

Udviklingen i HPV-vaccination i Danmark

I Danmark er mere end 600.000 personer blevet vaccineret mod HPV per oktober 2016.

Vaccinationstilslutningen er højest blandt piger født i år 1998-2000, hvor 92 procent har fået minimum ét stik, og 79 procent er færdigvaccinerede.

58 procent af alle piger født i år 2003 har indtil nu fået minimum ét stik, og 32 procent er færdigvaccinerede.

 

 

Fakta om HPV-vaccination

HPV-vaccination forebygger livmoderhalskræft, som skyldes HPV (human papilloma virus). HPV kan angribe cellerne i livmoderhalsen og give celleforandringer, som kan udvikle sig til kræft.

Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen anbefaler, at piger i alderen 12-17 år tager imod tilbuddet om gratis HPV-vaccination, fordi:

  • Omkring fire ud af ti danskere er smittet med HPV lige nu
  • Danmark har den højeste forekomst af livmoderhalskræft i Norden
  • Hver dag rammes en kvinde af livmoderhalskræft i Danmark
  • Hvert år dør 100 danske kvinder af sygdommen
  • HPV-vaccination kan forebygge 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft
  • WHO anbefaler HPV-vaccination, og vaccinen tilbydes piger i stort set alle lande i Europa.

 

Tags: hpv-vaccination

Like eller del denne artikel