Regioner indfører ét fælles nummer i hele landet for akut syge
Regionerne opretter i løbet af et års tid et fælles landsdækkende akutnummer, der skal erstatte de mange forskellige telefonnumre i dag. Det skal være nemmere at komme igennem til de rigtige, hvis man er akut syg – og derfor skal nummeret været det samme i hele landet.
Ring 113, når du har akut brug for hjælp – uanset om du er hjemme hos dig selv eller på tur i den anden ende af landet. Regionerne vil oprette ét landsdækkende og døgnåbent telefonnummer, som alle borgere og pårørende kan kontakte ved akut sygdom eller skade.
Ved livsfare eller alvorlig skade er det dog stadig 112. Det vil også stadig være muligt at ringe direkte til sin egen læge – akkurat som i dag. I lægernes åbningstid er 113 således et supplement.
"I dag er der mange forskellige numre, man skal huske. Og det er let at blive i tvivl om, hvilket der er det rigtige, når man står og har brug for hjælp fra sundhedsvæsenet. Særligt hvis man så befinder sig et andet sted i landet, hvor tingene måske er struktureret helt anderledes, og numrene er nogle andre, end man er vant til. Fremover skal man kun huske ét nummer," siger Ulla Astman, næstformand i Danske Regioner, i en pressemeddelelse.
Statsrevisorerne hartidligere kritiseret, at de fem regioner har organiseret deres indsats for akut syge så vidt forskelligt, at det ikke er muligt at sammenligne dem. Der har da også tidligere været overvejelser om at indføre et landsdækkende akut-nummer. Sundhedsstyrelsen anbefalede det tilbage i 2007, og et udvalg om det præhospitale beredskab bragte det også frem i 2010.
Dengang var et af argumenterne imod, at det ville underminere praktiserend lægers funktion som "gate-keeper" i dagtimerne.
Som det er i dag, er der seks forskellige akut-numre i Danmark ved ikke-livstruende sygdom uden for de praktiserende lægers åbningstid. De fem regioner har hver deres nummer, og i Region Sjælland er der to akut-numre, alt efter om man vil i kontakt med praktiserende læger i lægevagten eller går efter at komme på skadestuen.
Tags: akutte patienter, 113
