Apotekerforening om tilskudsændring: Patienter kommer i klemme
Et datasystem understøtter ikke den kommende ændring i tilskud til medicin mod astma og KOL. Det betyder store udfordinger for både patienter, praktiserende læger, speciallæger og apoteker.
For en del af de 215.000 patienter, der skal have revurderet deres behandling, skal også have nye recepter, som er gældende efter den 19. november – en udfordring, som besværes yderligere af et datasystem, der ikke understøtter tilskudsændringen.
Præcist hvor mange af patienterne med astma og KOL, som skal have udskrevet en ny recept, der er gældende efter den 19. november, tør ingen af de involverede parter spå om.
Men hvis en patient skal fortsætte med et givent præparat, der for nuværende ikke er klausuleret, men som ændrer tilskudsstatus efter den 19. november, kræver det en ny recept. Og den kan lægerne ikke udskrive, før tilskudsændringerne er trådt i kraft – på trods af, at de er blevet opfordret til at revurdere deres patienters behandling, siden Lægemiddelstyrelsen den 18. juni offentliggjorde tilskudsændringerne.
Patienterne bliver taberne
Årsagen til at lægerne ikke kan udskrive nye recepter på forhånd, er teknisk og kan findes i datasystemet, hvori recepterne udskrives. Det er sådan, at et lægemiddel i gruppen af præparater med klausuleret tilskud, automatisk får en afkrydsningsboks til at dukke op på lægens skærm, når denne medicin ordineres til en patient. Har præparatet derimod ingen klausul, dukker boksen ganske enkelt ikke op i systemet – heller ikke selv om medicinen ændrer tilskudsstatus om få måneder.
På apotekerne oplever man - ifølge tilskudskonsulent i Apotekerforeningen, Gitte Hessner, - allerede nu kunder med astma og KOL, der er bekymrede for, hvad der skal ske i forhold til deres fremtidige behandling. Og blandt andet det får Hessner til at forvente, at den tekniske udfordring vil resultere i, at der ganske enkelt ikke er tid nok for sundhedspersonalet til at udskrive patienternes nye recepter i tide – og det er, som Gitte Hessner ser det, en stor udfordring for denne patientgruppe.
Tags: KOL-patienter, astma
