Kampagne fik flere til at stemme
Ny undersøgelse viser, at kampagne op til kommunal- og regionsvalget i november 2017 fik flere til at stemme.
Uden kampagnen havde valgdeltagelsen, ikke mindst blandt de unge, været lavere, lyder det fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Jakob Linaa Jensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har i samarbejde med Danske Regioner undersøgt sammenhængen mellem valgdeltagelse og en lang række faktorer, som mediebrug, interesse – og om man har set regionernes kampagne.
"Regionernes kampagne skabte opmærksomhed om valget og ser ud til at have øget den generelle interesse for og viden om valget. Uden kampagnen havde valgdeltagelsen, ikke mindst blandt de unge, været lavere end i 2013. Vi ved til fremtidige valg, at reklamer på tv og kampagneindhold på sociale medier bliver delt, talt om og skaber engagement. Til gengæld må man heller ikke glemme traditionelle medier, der fortsat har en betydning," siger chefforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jakob Linaa Jensen, i en pressemeddelelse fra Danske Regioner.
Rapporten viser, at de yngste vælgere oplevede en stigning i deres valgdeltagelse i 2017, da de 18-åriges valgdeltagelse steg med 4 procentpoint. De 18-årige stemte dermed hele 17 procentpoint mere ved kommunal- og regionsvalget i 2017 end de gjorde i 2009. Det er den højeste valgdeltagelse nogensinde målt for denne gruppe.
I efteråret 2017 arbejdede de fem regioner i fællesskab for at skubbe til en høj valgdeltagelse ved kommunal- og regionsvalget 21. november, da valgdeltagelsen til både kommuner og regioner er væsentlig lavere end til Folketinget. Samtidig stemmer unge i 20´erne markant mindre end resten af befolkningen.
Regionerne stod i fællesskab bag en kampagne, der skulle udbrede kendskabet til regionernes arbejde, altså hvilken indflydelse en stemme til regionsrådet giver. En række fælles budskaber koblede emner, som er vigtige for vælgerne, med valget. Budskaberne blev holdt i hverdagssprog, udviklet visuelt med enkle stregtegninger og blev omsat til en lille film, der blandt andet blev vist som reklame på TV. Desuden har regionerne i fællesskab udviklet materiale til sociale medier og gennemført en fælles presseindsats.
Tags: regionsrådsvalg 2017
