Pladser i psykiatrien står tomme
Kun 2 ud af 16 pladser er besat, når Region Hovedstaden i dag, 1. juni. åbner de første pladser til psykisk syge med særlige vanskeligheder i form af f.eks. voldelig adfærd og misbrug.
Dermed har hovedstaden præcis de samme udfordringer som de øvrige regioner, hvor kun ganske få psykisk syge har takket ja til en af de 150 særlige pladser, som enten er etableret eller er på vej.
Det skriver Jyllands-Posten.
»Det drejer sig om meget syge og psykisk sårbare mennesker, og det er en stor beslutning for dem at flytte ind hos os. Derfor har vi besøgt dem ude på deres bosteder for at fortælle om det nye tilbud, og det ser ud til at virke,« siger udviklingschef Jacob Vagner Madsen fra Region Hovedstaden til avisen.
De første 16 pladser og hovedstadens resterende 31, som åbnes senere på året, ligger alle i Frederikssund.
Opbakningen til de 150 særlige pladser, som blev besluttet på Christiansborg efter fem drab på medarbejdere på institutioner for psykisk syge i løbet af fire år, har været vigende, og senest har kommunernes forening, KL, opfordret til, at man helt opgiver projektet og i stedet bruger pengene på klassiske psykiatriske afdelinger, som mangler pladser.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har fastholdt beslutningen og i stedet skældt ud på kommunerne over, at de ikke henviser flittigt nok til de nye pladser.
