
"Vores mål med rapporten er at sikre, at de knap to millioner danskere, der kommer i speciallægepraksis, ikke bliver overset, når sundhedsvæsenet skal reformeres," siger Marijke Vittrup.
Øjenforeningen svarer på Vestergaards Kritik: Der er forskel på styring og ledelse
Debat
direktør i Øjenforeningen
Replik: Øjenforeningen svarer på kritik fra Leif Vestergaard og fremhæver vigtigheden af at skelne mellem styring og ledelse, især i forhold til praktiserende speciallægers rolle. patientforeningen opfordrer til en dybere debat om effektiv styring og ledelse i fremtidens sundhedsvæsen.
På sin vis har Leif Vestergaard ret, når han i artiklen på Oftalmologisk Tidsskrift 15. december og Sundhedspolitisk Tidsskrift 5. januar siger, at vores rapport mangler noget om ledelse. Som eksempler på det peger Leif Vestergaard konkret på specifikke problemer, som ikke er taget med i rapporten.
Styring og ledelse er ikke det samme
Øjenforeningens rapport handler om styring og ikke om ledelse. Den dykker ikke ned i konkrete problemer, som vi kender dem i dag. Tilgangen i vores rapport er en anden. For os er der forskel på styring og ledelse, og styring mener vi i højere grad spiller ind i strukturdebatten.
I stedet har vi valgt at konstatere, at der er noget galt med den politisk-administrative styring i og med området for praktiserende speciallæger ikke lever op til de mål for sundhedsvæsenet, der er bred politisk enighed om. Samtidig har vi i rapporten valgt at gå lidt mere i dybden med beskrivelsen af kompleksiteten i styringen af praktiserende speciallæger. Vi kommer med en generel model til, hvordan man kan analysere og forstå et styringsdesign, det vil sige sammensætningen af forskellige typer af styringsinstrumenter. Den model anvender vi konkret på styring af området for praktiserende speciallæger. Gode analyseredskaber er nødvendige som forudsætning for en nuanceret debat.
To millioner danskere kommer i speciallægepraksis
Vores mål med rapporten er at sikre, at de knap to millioner danskere, der kommer i speciallægepraksis, ikke bliver overset, når sundhedsvæsenet skal reformeres. Samtidig er rapporten vores forsøg på at skabe et grundlag for at forstå og debattere, hvordan de forskellige styringsinstrumenter kan sammensættes, så de politiske mål for sundhedsvæsenet kan indfris.
Derfor har vi i stedet for løsninger på konkrete problemer i dagens struktur formuleret tre spørgsmål, der er rettet mod indretningen af fremtidens sundhedsvæsen: Hvordan skal området prioriteres? Hvordan skal området styres? Hvordan skal samspillet være med det øvrige sundhedsvæsen? Når vi kender svarene på de spørgsmål, vil fremtidens ledelsesudfordringer stå mere klart.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at de ledelsesudfordringer, Leif Vestergaard tager frem i sin kritik af vores rapport, bør tænkes med i Sundhedsstrukturkommissionens forslag til modeller for fremtidens sundhedsvæsen.


