
"Der er en stivhed i strukturen, som man burde se på. Og jeg synes ikke, Øjenforeningen i deres udspil forholder sig klart nok til, at der simpelthen er behov for mere ledelse og styring på området,” siger Leif Vestergaard.
Leif Vestergaard: Rapport om speciallægeområdet går for let hen over behovet for ledelse
Øjenforeningen lægger op til øget fokus på speciallægeområdet. Men den aktuelle rapport fra patientforeningen er ikke klar nok i spyttet, når det kommer til at påtale behovet for øget ledelse og en styring af speciallægeområdet.
Sådan lyder kritikken fra Leif Vestergaard. Han er tidligere direktør i Region Midtjylland og Kræftens Bekæmpelse, og for nylig har han været ankermand på en rapport, der omhandler en reform af overenskomststrukturen for alment praktiserende læger.
Derfor har Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Oftalmologisk Tidsskrift bedt ham om at give sin vurdering af rapporten fra Øjenforeningen, der ønsker at rejse en diskussion om, hvorvidt der er for lidt transparens og for meget autonomi på speciallægeområdet.
”Det er meget vigtigt, at de praktiserende speciallæger ikke overses i strukturovervejelserne. Jeg synes derfor, at det er rigtig godt med et sådant grundigt arbejde som indspil fra foreningen,” siger Leif Vestergaard.
Men rapporten overser også nogle essentielle ting, mener han.
”De skulle have været lidt oppe på en større klinge, når det kommer til ledelse. Det er i dag sværere for en region at komme af med en praktiserende speciallæge, end det er at lukke et helt ambulatorie. Hvis man har brug for, at praksis skal ligge andetsteds, bør det i fremtiden være meget nemmere at flytte speciallægen. Der er en stivhed i strukturen, som man burde se på. Og jeg synes ikke, Øjenforeningen i deres udspil forholder sig klart nok til, at der simpelthen er behov for mere ledelse og styring på området,” siger Leif Vestergaard.
Mangler planlægning
Leif Vestergaard nævner en fiktiv speciallægepraksis med beliggenhed i Faaborg som eksempel.
”Hvis det viser sig, at der er mere brug for en af slagsen i Kerteminde, skal det være muligt at flytte lægepraksissen inden for rimelighedens grænser, men med tydeligt afsæt i patienternes behov. Centerbyer med akuthospitaler behøver ikke ret mange praktiserende speciallæger, men i dag er et ydernummer livsvarigt,” siger han.


