Steno Diabetes Center Copenhagen har i den grad ny direktør (Magnus T. Jensen), og han er startet som lyn og torden. Udover en ny cheflæge, som ikke skal omtales her, har direktøren dette efterår scoret to professorer:
Dermatologien, som har medicinsk medvind med mange nye lægemidler og nye behandlingsmuligheder, får dette efterår også tre professorer:
Christian Vestergaard, overlæge, er ny klinisk lærestolsprofessor i Dermato-Venerologi på Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital. Han er i forvejen en af dermatologiens store profiler. Han forsker i forvejen bredt inden for dermatologien, men vil have særligt fokus på de inflammatoriske reaktioner i huden som for eksempel børneeksem, nældefeber og hudkræft i sit professorat. Han er tidligere formand for Dansk Dermatologisk Selskab, hvor han har bidraget med mange initiativer til gavn for dermatologien og de dermatologiske patienter. Det virke vil han fortsætte: "Forhåbentlig får jeg også mulighed for at informere og oplyse beslutningstagerne i Danmark om hudsygdomme og den enorme konsekvens, de har for patienterne, så vi måske kan hjælpe patienterne på den måde," siger Christian Vestergaard.
Ditte Saunte, overlæge, er udnævnt til klinisk professor i dermatologi ved Dermatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital og ved Institut for Klinisk Medicin, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på Københavns Universitet. Ditte Saunte har i sin forskning fokus på infektioner i huden og i særdeleshed svampeinfektioner. Med denne udnævnelse har Sjællands Universitetshospital to professorer inden for dermatologien.
Lene Heise Garvey tiltræder som professor i dermato-venerologi (allergologi) med særligt fokus på anafylaksi og lægemiddelallergi ved Københavns Universitet og overlæge på Allergisygdomme klinik 1, Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital. Hun er den første professor med særligt fokus på lægemiddelallergi i Nordeuropa. Lene Heise Garvey er også daglig leder af Dansk Anæstesi Allergi Center (DAAC), som siden 2010 har haft landsfunktion for udredning af patienter, der udvikler allergiske reaktioner under operation og bedøvelse. Hun er uddannet læge ved University of Bristol, England i 1994 og speciallæge i anæstesiologi i 2006.
Sjællands Universitetshospital har store ambitioner
Sjællands Universitetshospital, Region Sjælland fine nye flagskib, tager for sig af de akademiske retter med tre professorudnævnelser.
Gesche Jürgens, overlæge, er udnævnt til professor på Klinisk Farmakologisk enhed, Sjællands Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet. Gesche Jürgens forskningsområde er psykofarmakologi. Professoratet er nyetableret, som resultat af et samarbejde mellem Klinisk Farmakologisk Enhed på SUH og Psykiatrien Region Sjælland.
Christian Pallson Nolsøe, overlæge, er startet som ny professor ved Kirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet, hvor han forsker i brug af ultralyd. Christian Pallson Nolsøe kommer til at arbejde for udbredelse af ultralyd til alle relevante specialer og faggrupper, og ganske specifikt har han fokus på at fremme brugen af ultralyd på mave-tarmområdet i det kirurgiske speciale.
Ditte Saunte, overlæge er udnævnt til klinisk professor i dermatologi ved Dermatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital og ved Institut for Klinisk Medicin, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på Københavns Universitet. Se omtale ovenfor.
Kendisser får akademisk stråleglans
Ofte udnævnes nye professorer – som de fleste af os allerede troede var professorer. Således også i denne efterårssæson.
Martin Hutchings er ny professor ved Københavns Universitet og Rigshospitalet. Med sit professorat har han store ambitioner om at løfte den kliniske forskning i lymfekræft til nye højder – til gavn for både patienter og forskningsmiljøet, skriver Rigshospitalet. Den nye professor er allerede en af sit speciales største profiler. Til daglig er han overlæge ved Afdeling for Blodsygdomme og leder af den hæmatologiske del af Rigshospitalets Fase 1-enhed, som tilbyder eksperimentelle kræftbehandlinger til patienter, der ofte ikke har andre muligheder. Enheden er med til at udvikle de nyeste kræftbehandlinger, og her spiller lymfekræft en ganske særlig rolle.
Vibeke Backer, lungemediciner, er ny professor i globale luftveje (’Global Airways’) ved Københavns Universitet og Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet. Hun skal blandt andet være med til at sikre den optimale behandling til de mange patienter med næsepolypper, som også har astma. Vibeke Backer er en af lungespecialet mest kendte læger og har siden 2019 været tilknyttet Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet som affilieret lungeprofessor fra Syddansk Universitet. På hendes initiativ holder hun som lungemediciner nu fælles konsultationer med øre-næse-halsspecialisterne. I sit professorat skal hun som den første i verden undersøge, om en kombination af kirurgi og behandling med biologisk medicin kan forbedre prognosen for patienter med kronisk bihulebetændelse.
Lars Hageman Pinborg, overlæge, er ny professor i neurologi med fokus på epilepsi ved Københavns Universitet og Rigshospitalet. Lars Pinborg, i forvejen en af epilepsiens vigtigste profiler, er til daglig leder af den epilepsikirurgiske funktion i Danmark. Han har allerede en imponerende forskningsproduktion bag sig.
Lars P. Schødt Riber er udnævnt til klinisk professor i hjertekirurgi på OUH og Syddansk Universitet. Han er ledende overlæge og funktionsleder for hjertekirurgisk sektion, Hjerte, Lunge og Karkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus (OUH). Lars Riber håndterer klinisk alle typer af hjertekirurgi, der forefindes på OUH som ledende overlæge i grenspecialet.