Europa blev erklæret fri for polio i 2002 - nu er sygdommen fundet igen
Debat
Af Janus Tarp, formand PolioForeningen (foto),
Dr Siddhartha Datta, WHO Regional Office for Europe
samt Distriktsguvernør Jakob Volther, Rotary Distrikt 1470
DEBAT. For 20 år siden blev Europa erklæret fri for ’vild’ polio, men de seneste par år er polioen igen fundet flere steder i verden. I Europa har man den seneste tid fundet spor efter polio i spildevandet i London og Israel.
For 20 år siden blev Europa erklæret poliofrit ved en stor kongres i København, hvilket var en historisk begivenhed, som er værd at mindes og tænke tilbage på. I Danmark var det sidste tilfælde af polio i 1976.
Det er ikke mere end 70 år siden, at Danmark blev ramt af en voldsom polioepidemi med 350 døde børn og derudover flere tusinde lammede børn, der den dag i dag lever med følgerne af den frygtede sygdom. I Danmark er der ca. 5-6000 poliooverlevere; mange af dem stærkt plagede af den polio, de fik som børn tilbage i 1940´erne og 1950´erne, inden poliovaccinerne blev opfundet og udrullet rundt om i verden. I Danmark begyndte man at vaccinere som det blot andet land i verden efter USA i 1955.
Indtil da havde polio været en hyppig gæst med små og store udbrud i såvel Danmark som andre steder i verden.
Kampen mod polio syntes lys og løfterig, men…
Tilbage i 2002 syntes kampen mod polio at gå den rette vej, og det er da også gået den rette vej siden. Men de seneste par år er polioen igen fundet flere steder i verden, hvor vi ellers havde troet, at den var forsvundet. For at udrydde polio på verdensplan kræver det faktisk blot, at man bliver vaccineret mod den, og at alle bliver vaccineret mod den. Det er derfor, at blandt andet WHO og Rotary er engagerede i at samle ind til poliovacciner og efterfølgende få vaccinerne ud til mennesker i sårbare situationer.
I Europa har man den seneste tid fundet spor efter polio i spildevandet i London og Israel. Der har også været egentlige poliotilfælde i blandt andet Tajikistan og Ukraine. I New York var der derudover i juli måned en enkelt person, der blev smittet med polio og indlagt med lammelser. Analyser af polioen derfra viser, at der er en genetisk forbindelse til de polio-spor, der blev fundet i England og Israel.
