At være regionspolitiker og lave budget kræver fuld åbenhed

DEBAT: Regionens direktion og formand bør melde langt tidligere ud, når problemer f.eks. sander til i flaskehalse, skriver Dansk Folkepartis Finn Rudaizky i dette debatindlæg. Han efterlyser fuld åbenhed. 

Hvis det var op til Dansk Folkeparti at give karakter til de 41 regionspolitikere i Region Hovedstaden, så ville det blive gode karakterer til alle. Alle ønsker selvfølgelig det bedste sundhedsvæsen for at sikre, at den enkelte borger får den bedste og hurtigste behandling.

Det er ikke altid regionens skyld, at der sker fejl, og at der mangler penge til nødvendige og hurtige behandlinger.

Men, det bør altid, og langt tydeligere end hidtil, være regionens ansvar og pligt at tydeliggøre overfor offentlighed, folketing og alle borgere, hvor forholdene er mangelfulde og utilfredsstillende, samt ikke mindst altid komme med konkrete forslag til, hvordan vejen kan gå til forbedringer. Det er det sidste her, som er en mangelvare i hverdagen.

Vi skal som regionspolitikere ikke være bange for at gå frem på banen. På sygdomsområdet repræsenterer vi  alle borgere - og ikke kun et parti eller en fraktion af et parti. At være regionspolitiker og lave budget er derfor også et spørgsmål om fuld åbenhed, men sandelig også om visioner fra såvel politikere som ledende embedsfolk i regionen.

Fra Dansk Folkeparti vil vi kraftigt opfordre direktion og regionsrådsformand til langt tidligere udmelding og mod, når problemer f.eks. sander til i flaskehalse. Der er desværre for mange dårlige eksempler. Lad mig nævne 1813, Sundhedsplatformen, kræftbehandling incl. mammografi, psykiatri, unge med spiseforstyrrelser, migræne og der er faktisk mere endnu:

Det er mangel på indlevelse, når et flertal bestemte at nedlægge kræftudvalget.

Det er meget påkrævet at få understreget medarbejderes ret til ytringsfrihed. Det er visse steder fortsat et problem.

Det er påkrævet, at Region Hovedstaden bliver endnu bedre til at betjene de valgte politikere og dermed i realiteten de sygdomsramte borgere. Det må altså stoppe, at der kan gå to-tre måneder, før man som folkevalgt politiker kan få svar på spørgsmål om f.eks. sygdomsbehandling, som er af generel interesse for borgerne.

Vi må altså igen se på bedre muligheder for efteruddannelse til ansatte “på gulvet”. Hvis vi får bredt efteruddannelsen ud til langt flere grupper af ansatte, så står vi stærkere i mødet med de borgere, som har brug for sygehusvæsenet assistance.