"Kom nu med konkrete bud på, hvordan almen praksis skal aflastes. Det hjælper ikke at blive ved med at tælle udbrændte læger og klynke over det," rådgiver Jonatan Schloss til PLO.
Jonatan Schloss som parterapeut: Kan et dysfunktionelt forhold blive godt?
Jonatan Schloss har været hospitalsdirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, direktør for Praktiserende Lægers Organisation og kommunaldirektør i Egedal Kommune. Han kender det primære sundhedsvæsen fra både kommuner og almen praksis og det sekundære sundhedsvæsen fra hospitalerne. Med særligt fokus på almen praksis tager Jonatan Schloss hver måned sundhedsvæsenet under (k)ærlig behandling.
Nok nåede regionerne og de praktiserende læger endelig en aftale om økonomien 30. januar, men til tider ligner forholdet mellem de to parter et fastlåst fornuftsægteskab. For en stund indtager Jonatan Schloss rollen som uformel parterapeut og deler sine råd til, hvordan samlivet kan blive mindre dysfunktionelt.
Enhver, der har fulgt forholdet mellem de praktiserende læger og regionerne, vil have konstateret, at forholdet er problematisk. Særligt forholdet mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner virker som et dysfunktionelt tvangsægteskab.
Ikke at forholdet er kærlighedsløst. Du vil med jævne mellemrum opleve kærlighedserklæringer fra politikere til almen praksis. Godt nok erindrer jeg ingen kærlighedserklæringer fra Danske Regioner til PLO og slet ikke den modsatte vej. Det mest positive her er nok noget, der ligner fornuftsægteskabet – man ved, at selv om man drømmer om noget andet, så er det nok den sædvanlige partner, man vågner ved siden af. Også i overmorgen.
Hvis vi siger, at fornuftsægteskabet mellem regionerne og de praktiserende læger nok er den højest opnåelige realistiske ambition, vi kan have, hvordan får vi så gjort forholdet lidt mindre dysfunktionelt og tvangspræget?
Enhver parterapeut vil sige, at begge parter skal ville det. Så lad os tage de to parter hver for sig:
Tre bud til regionerne
Hvad kan regionerne og deres forhandler Danske Regioner gøre for at forbedre forholdet til de praktiserende læger og deres forhandler PLO? Jeg har tre bud:
1) Anerkend at kontraktforhandlingsformen (“overenskomst” er et misvisende begreb her) har virket i årtier og faktisk ud fra et økonomisk perspektiv har vist sig ganske effektiv. Almen praksis er billig og effektiv, andre modeller er dyrere og mindre effektive. Med andre ord: Lev med, at de praktiserende læger laver præcis det, de bliver betalt for, og at nye ydelser koster nye penge. Drop fantasierne om svenske modeller, som enhver dygtig finansministeriemand altid bør søge at slå ihjel ved fødslen på grund af ineffektiviteten.
2) Sæt jer mere ind i substansen. Bevæg jer fra overskrifter som “mere digitalisering” og “mere ledelse” ned i substansen. Hvad er det helt præcist, I gerne vil have og hvordan og hvornår? Praktiserende læger er lige så elendige som ægtemanden til tankelæsning og går i forsvar, når de føler sig kritiseret. Helt præcist hvad er det, I gerne vil have og opnå med mere digitalisering og ledelse? Vær konkrete og operationelle.
3) Tal med de praktiserende læger og spørg dem til råds. Hvor meget af hospitalsledelsens og koncerndirektionens tid bliver brugt til at tale med de praktiserende læger? Både dem på gulvet og deres forhandlere? Ikke meget. Det er ikke nok med nogle sygesikrings- og kvalitetsfolk langt nede i systemet. Dialog er nu engang den mest effektive ledelsesform i Danmark.
Tre bud til PLO
Hvad kan de praktiserende læger og deres forhandlere i PLO gøre for at forbedre forholdet til regionerne og deres forhandler Danske Regioner? Også her har jeg tre bud:
1) Anerkend, at i et demokrati må folket gerne mene noget om, hvad I skal lave og bruge jeres tid på. Folket betaler regningen. Og i et folkestyre bestemmer folket, ikke fagfolket. Anerkend, at folket helt legitimt må bestemme forkerte ting, ting som ikke giver mening ud fra fagfolkenes rationalitet. For eksempel er det åbenlyst meningsløst ud fra en lægelig rationalitet at bruge ressourcer på flere lungefunktionsundersøgelser og længere åbningstid. Men det kan ud fra et demokratisk perspektiv give mening at give folket, hvad folket vil have.
2) Kom nu med konkrete bud på, hvordan almen praksis skal aflastes. Det hjælper ikke at blive ved med at tælle udbrændte læger og klynke over det. Kom nu selv med løsninger, der batter. Drop børneundersøgelserne (hvem har sidst fundet et underernæret barn i Danmark?), drop henvisningerne til fysioterapi, drop visiteringen til sundhedsforsikringerne bare for at nævne tre ting i almen praksis, som ingen sundhed giver, men som koster masser af tid. Tid, som vi savner til alle de nye opgaver, som almen praksis skal løse. Tid, som de udbrændte læger savner.
3) Kom selv med konkrete bud på de ting, som sundhedsreformen indeholder i overskriftsform. For eksempel opgaveflytning fra sygehuse til almen praksis: hvad, hvordan og hvornår? Lad nu være med at vente på sygehusene og Sundhedsstyrelsen. Kom selv med konkrete bud på, hvad faglig ledelse betyder i almen praksis anno 2030. Hvad skal alle klinikker kunne? Kvalitetsstandarder? Håndtering af klinikker, der ikke følger spillereglerne? Vær konkrete - drop slagord, automatsvar og parader. Ingen gider høre dem.
Med absolut ingen erfaring ud i parterapi er de tre bud til hver part mit bud på, hvad de to parter i fornuftsægteskabet hver især kan gøre, hvis de vil have et mere frugtbart samliv.