Plejepersonalet løfter psykiatrien med tomme hænder

Kommentar

Nadine Benike Bernsten Høyer,
Specialsygeplejerske i psykiatrisk sygepleje,
kandidat i pædagogisk psykologi, underviser, psykodynamisk specialist og supervisor i mentaliseringsbaseret terapi (MBT)

Plejepersonalet bærer psykiatrien, men får de ringeste forudsætninger for at løfte den. Systemet lover faglighed og kvalitet, som ikke kan indfris i praksis. Det slider ikke kun på behandlingskvaliteten – men også på dem, som skal udføre den, skriver specialsygeplejerske i psykiatrisk sygepleje, Nadine Benike Bernsten Høyer.

Psykiatrien står lige nu med store ambitioner. Regeringens 10-årsplan ”En stærkere psykiatri” (2025) lover bedre behandling, nedbringelse af tvang, stærkere faglighed og et attraktivt arbejdsmiljø. Det lyder godt på papiret. Men som Carl Jung (1959) understregede, er det ikke ordene, men handlingerne, der viser vores egentlige holdninger. Og i psykiatrien er der i dag en voksende kløft mellem det, systemet siger, og de muligheder personalet faktisk får for at handle fagligt kvalificeret.

Jeg er psykiatrisk sygeplejerske, supervisor og underviser, og som led i min kandidat i pædagogisk psykologi har jeg undersøgt, hvordan arbejdsvilkår former både patienters behandlingsforløb og plejepersonalets arbejdsmiljø på psykiatriske døgnafsnit i Region Syddanmark. Selv om min undersøgelse bygger på empiri fra to afsnit, genkendes de samme mønstre i nationale rapporter, tilsyn og den brede debat om psykiatrien: Plejepersonalet bærer et tungt ansvar i psykiatrien, men får ringe muligheder for at lykkes fagligt.

Psykiatrien lover mere, end den giver

I ”Koncept for akutmodtagelse og døgnpsykiatri i Region Syddanmark” (2020) beskrives det for eksempel, at plejepersonalets opgave blandt andet er at interagere tilpasset med patienten ud fra observationer med afsæt i John Gundersons (1978) miljøterapeutiske principper. Konceptet giver dermed indtryk af en miljøterapeutisk praksis med tydelig faglig forankring.

Men i praksis er det anderledes. Langt størstedelen af plejepersonalet kan hverken redegøre for, hvad miljøterapeutisk praksis er, eller hvordan de praktiserer det. Ej heller kunne de observeres praktisere det. Og det er forståeligt! For de har hverken uddannelse, teoretisk forankring, tid eller refleksive rum til at gøre det. De miljøterapeutiske principper bliver dermed begreber på papiret og ikke en reel del af behandlingen.

 ”Relationsarbejde” kan give relationsskader

Miljøterapeutisk praksis udspiller sig som relationsarbejde og foregår i den daglige kontakt mellem plejepersonale og patienter. Og ofte er de patienter, personalet møder, relationsskadede. Hvis plejepersonalet står uden teoretisk ballast til at forstå og adækvat håndtere disse skader, skades de selv i relationen – og patienterne skades yderligere (Skårderud & Sommerfeldt, 2014).

De fleste plejepersonaler har alene deres basisuddannelse som sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent. Disse uddannelser rummer ikke dyb psykologisk forståelse eller træning i at håndtere de relationelle dynamikker, der opstår med patienters komplekse psykopatologi.

Modsat har psykiatriens psykologer (og psykiatere) fra deres uddannelser solid teoretisk ballast med obligatoriske systematiske supervisioner. Trods plejepersonalet er dem, som er omkring patienterne døgnet rundt, er de dem med mindst specialiseret uddannelse. 

Illusion om opkvalificering

I disse år investerer psykiatrien massivt i e-learning, endagskurser og korte oplæg. Det ser imponerende ud i årsrapporter, når hundredevis af plejepersonaler har deltaget i kursus om recovery, deeskalering eller selvskade. Det skaber en illusion af opkvalificering og en form for strukturel uærlighed: Systemet kan hævde at fagligheden styrkes, mens plejepersonalet fortsat mangler dyb faglighed, træning og de refleksive rum, der gør det muligt at handle kvalificeret i psykiatrisk praksis. 

Den tyske sociolog Hartmut Rosa (2014; 2024) peger på, hvorledes modernitetens acceleration får institutioner til at fokusere på at producere mere i stedet for at skabe bedre, og den danske belastningspsykolog Dorthe Birkmose (2021; 2024; 2025) beskriver hvorledes plejepersonalet betaler prisen for denne knaphed med kognitiv reduktion, forråelse og moralsk stress. 

Styrk dem, der bærer psykiatrien

Hvis psykiatrien skal lykkes med bedre behandling, nedbringelse af tvang, stærkere faglighed og et attraktivt arbejdsmiljø, kræver det, at handlingerne begynder at afspejle ambitionerne. Det betyder investering i plejepersonalets faglige uddannelse og systemiske supervisioner – ikke blot kurser, men dyb læring over tid. Plejepersonalets faglighed er ikke et ekstra lag. Den er fundamentet og en forudsætning for kvalitet, patientsikkerhed og psykiatriens bæredygtighed. Psykiatrien bliver kun stærkere ved at styrke dem, der bærer den!

Referencer: 

1. Indenrigs- og Sundhedsministeriet (2025). En stærkere psykiatri. En samlet 10-årsplan for psykiatrien
2. Jung, C. G. (1959). The undiscovered self. Princeton University press. (Oprindeligt “Gegenwart und Zukunft”, 1957)

3. Birkmose, D. (2021). Mennesket er motiveret : derfor er vores arbejde så meget mere end styring (1. udgave). Syddansk Universitetsforlag

4. Birkmose, D. (2024). Når gode mennesker handler ondt : mulige løsninger på et vildt problem. (3. udgave – ny nordisk udgave). Syddansk Universitetsforlag.

5. Birkemose, D. (2025). Moralsk stress. Når vilkårene er problemet. (1. udgave). Samfundslitteratur. 

6. Skårderud, F., & Sommerfeldt, B. (2014). Miljøterapibogen : mentalisering som holdning og handling. 1. udgave. Hans Reitzel

7. Psykiatrien i Region Syddanmark (2020). Koncept for Akutmodtagelse og døgnpsykiatri i Region Syddanmark. Kilde hentet fra Psykiatrien i Regions Syddanmarks intranet (ikke offentligt tilgængeligt)

8. Gunderson, J. G. (1978). Defining the Therapeutic Processes in Psychiatric Milieus. Psychiatry (Washington, D.C.), 41(4), 327–335

9. Rosa, H. (2014). Fremmedgørelse og Acceleration. (M. Visby, Overs.). 1. udgave, 7. oplag. Hans Reitzels Forlag. (Oprindeligt udgivet 2013)

10. Rosa, H. (2024). Resonans. En sociologi om forholdet til verden. (P. Tudvad, Overs.). 1. Udgave, 5. Oplag. Eksistensen. (Oprindeligt udgivet 2016)