Sundhedsforsikringer skaber ulighed – det må stoppe

Debat

Kristjar Skajaa, læge,
Else Kayser, sygeplejerske
spidskandidater for Enhedslisten til Region Midtjylland

Kristjar Skajaa og Else Kayser advarer mod en udvikling, hvor private aktører og sundhedsforsikringer får stadig større indflydelse på det danske sundhedsvæsen. De mener, at den frie og lige adgang er under pres, og at vejen frem er et stærkere offentligt system med fagligt begrundede ventetider, gratis tandpleje og receptpligtig medicin samt en markant begrænsning af privathospitaler og private sundhedsforsikringer.

• Et offentligt finansieret sundhedssystem, hvor alle borgere har fri og lige adgang til undersøgelse og behandling er en af velfærdssamfundets kerneværdier, som bør beskyttes mod enhver form for markedsgørelse.
• Tandpleje og tandbehandling samt receptpligtigt medicin bør være gratis
• Brugen af privathospitaler bør begrænses mest muligt
• Sundhedsforsikringer bør afskaffes helt eller i hvert fald begrænses til brug for udlandsdanskere og lignende
• De nuværende ventetids- og behandlingsgarantier bør erstattes af fagligt begrundede ventetider, så de mest syge behandles først.

Sundhedsloven giver ret til let og lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser for alle med en folkeregisteradresse i Danmark. Ydelserne omfatter ifølge loven undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, rehabilitering, sundhedsfaglig pleje og palliation samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte borger.

For at sikre lighed og lettilgængelighed til sundhedsydelserne for alle borgere uanset økonomisk status, kræver det, at ydelserne leveres gennem et offentligt skattefinansieret system, som bygger på et solidaritetsprincip, hvor de stærkeste bærer de svageste, og hvor sundhed ses som en grundlæggende menneskeret. Alle væsentlige dele af sundhedsvæsenet skal drives under fuld demokratisk kontrol gennem folkevalgte organer som kommunalbestyrelser og regionsråd samt formaliseret medindflydelse fra ansatte, brugerråd og patientforeninger.

I Danmark ydes langt det meste hospitalsbehandling stadig på offentlige hospitaler og kun en lille del på private hospitaler, men flere forhold trækker desværre i retning af et øget brug af de private tilbud.

Centraliseringen med færre sygehuse og med samling af de lægefaglige specialer og de sjældne, de mest komplicerede og de mest omkostningstunge behandlinger på få enheder, samt indførslen af kræftpakker har betydet et evident løft af behandlingskvaliteten, som medvirker til en øgning af den forventede levealder i Danmark.

Fagligt begrundede ventetider

Der bliver flere ældre borgere, vi lever generelt længere, og flere overlever sygdom i længere tid. Alt andet lige har ældre borgere et større behov for sundhedssystemet, de har tiden til at udvikle flere kroniske sygdomme, og de har oftere flere sygdomme på en gang.

Det bliver dyrere at drive sundhedsvæsenet på grund af flere og dyrere behandlinger, dyrere medicin og flere patienter. En tilsvarende øgning af finansieringen af sygehusene er desværre ikke fulgt tilstrækkeligt med. Derfor bliver det sværere for sygehusene at robustgøre kapaciteten på en række områder. Det forstærkes også af mangel på specialiserede sygeplejersker og speciallæger indenfor flere fagområder.

De gældende patientrettigheder med udvidet frit sygehusvalg og de særlige regler om maksimale ventetider for udredning og behandling af kræftsygdomme og visse hjertesygdomme har en række ikke-intenderede konsekvenser på baggrund af sygehusenes begrænsede kapacitet:

• Patienter med kræft bliver opereret først. Det vil sige, at patienter med godartede, men dog ofte alvorlige eller meget plagsomme lidelser indenfor samme speciale får lang ventetid.
• Alle ikke-kræft patienter har uanset lidelsens alvorlighed i princippet udvidet frit sygehusvalg. Det vil sige, at patienter med mindre betydelige lidelser stilles lige med patienter med mere alvorlige og plagsomme lidelser i ventetidskøen.

Patienter i denne ventetidskø har i princippet ret til at blive henvist til et privathospital, hvis det private hospital har en aftale med den pågældende region. Privathospitaler kan dog sjældent tage imod patienter med mere alvorlige og omkostningstunge lidelser, for eksempel kroniske medicinske lidelser. Det vil sige, at især patienter med medicinske kroniske sygdomme eller psykiatriske lidelser ender med lange ventetider.

Patientrettighederne bør i stedet udgøres af fagligt begrundede ventetider, så de mest syge behandles først.

Markant stigning i brugen af private sundhedsforsikringer

Specielt rettigheden med det udvidede frie sygehusvalg er fordelagtig for den private sektor. Den private sektor bliver derudover understøttet kraftigt af sundhedsforsikringerne. I de seneste år er der dog sket en markant stigning i brugen af private sundhedsforsikringer – især dem, der betales af arbejdsgivere. Desværre har mange fagforeninger gjort sundhedsforsikringer til et overenskomstkrav. 2,9 millioner danskere har nu en sådan forsikring, som dog er mindre tilgængeligt for pensionister med kun en folkepension, arbejdsløse og borgere på offentlige ydelser.

Private hospitaler, der samarbejder med forsikringsselskaber, har egen kapacitet og egne ventelister, som ofte er kortere – især til mindre komplekse behandlinger som scanninger, knæ- og skulderoperationer, psykologhjælp osv. En sundhedsforsikring fungerer som en forudbetalt adgangsbillet: Den dækker privat behandling, ofte med garanti om hurtig tid (typisk 5-10 hverdage), fordi forsikringsselskabet betaler de private aktører for hurtig adgang. Private hospitaler modtager de mere enkle og profitable behandlinger (knæ, ryg, scanninger), som er hurtigere at håndtere. Det gør det lettere at holde ventetiden nede for disse patienter. Det offentlige sundhedsvæsen prioriterer i princippet patienter ud fra
alvorlighed og behov, uanset hvem man er. Det offentlige tager sig af de dyre, tunge, komplekse og kroniske sygdomme, hvilket bidrager til længere ventetider i det system.

Private hospitaler er en uskik

Det private system konkurrerer med det offentlige system om læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale. Det private kan ofte tilbyde bedre løn, bedre arbejdstider og mindre arbejdspres. Det medfører personaleafgang fra det offentlige system, som til gengæld må bruge ekstra ressourcer på vikarer, overarbejde, og rekruttering. Ifølge Danske Regioner er vikarudgifter i sundhedsvæsenet steget markant – blandt andet på grund af afgang af personale til det private.

I det danske velfærdssamfund er private hospitaler en uskik. De er ejet af koncerner – nogen udenlandske – og er sat i verden for at tjene penge. I sidste ende bliver sundhedsydelserne derfor dyrere end i det offentlige. Det er en myte, at private organisationer altid er mere effektive. Der er uden tvivl sundhedspersonale, der i øjeblikket hellere vil arbejde på privathospitaler for at undgå en meget travl og uoverskuelig arbejdsdag, og nogle har måske en oplevelse af at have mere indflydelse på sin arbejdstilrettelæggelse. De offentlige sygehuse ville kunne tilbyde gode arbejdsforhold for alle ansatte med en tilstrækkelig finansiering, og i så fald vil personalet strømme tilbage.

De fleste privatpraktiserende speciallæger arbejder under aftale med Danske Regioner. Det betyder, at egen læge kan henvise patienter til gratis behandling hos de privatpraktiserende speciallæger. Der er dog en del privatpraktiserende speciallæger, der tilbyder konsultation mod betaling for hurtigere tid eller aftale uden henvisning. Hvis patienten har en sundhedsforsikring, betaler forsikringsselskabet for dette. Hos disse speciallæger er der derfor to ventelister – en kort for patienter med sundhedsforsikringer, og en lang for patienter uden forsikring. Det bør ikke være tilladt at have to sådanne ventelister.

Mange alment praktiserende læger føler ofte sig pressede til at henvise patienter med private sundhedsforsikringer til undersøgelser, for eksempel MR-scanninger eller behandlinger for eksempel hos psykolog, som ikke er fagligt indicerede. Det betyder, at sundhedsforsikringerne er årsag til en betydelig overbehandling, fordi patienterne ikke har tålmodighed til at vente på, at mange tilstande eller skavanker går over af sig selv.

Sundhedsforsikringer bidrager således til en tiltagende privatisering af sundhedsvæsenet og underminerer det offentlige sundhedsvæsen. Privathospitaler udfører endnu kun en lille del af den totale indsats i det danske sundhedsvæsen, men en øget rolle for det private kan føre til et todelt sundhedsvæsen som i USA og til dels i England, hvor det offentlige bliver et “sikkerhedsnet” for de svageste, mens de ressourcestærke får bedre behandling i det private system.

Sundhedsforsikringer bør afskaffes

Sundhedsforsikringer bør derfor afskaffes helt eller i hvert fald begrænses til brug for udlandsdanskere og lignende. På regionalt niveau kan man gøre alt for at sikre sygehusenes kapacitet inklusiv personale, så brugen af privathospitaler begrænses mest muligt. Det gælder selvfølgelig ikke for de non-profit organisationer, som driver for eksempel gigtsanatorier og hospices.

Regionerne sikrer borgerne vederlagsfri behandling hos alment praktiserende læger, og praktiserende speciallæger, som er selvstændige erhvervsdrivende. For behandling hos andre selvstændig erhvervsdrivende som tandlæger, fysioterapeuter og kiropraktorer er der et mindre offentligt tilskud og derudover en betragtelig egenbetaling. Apoteker drives i privat regi, og der er for borgeren et tilskud fra det offentlige til den receptpligtige og tilskudsberettigede medicin. Den receptpligtige medicin bør være gratis.

Alt sundhedspersonale og beredskab bør principielt være ansat i offentligt regi. Dog kan de praktiserende behandlere i det lokale sundhedsvæsen – alment praktiserende læger, psykologer, fysioterapeuter, kiropraktorer mv. - fortsat virke som liberale virksomheder under velregulerede rammer under den offentlige sygesikring så længe, dette kan sikre en høj faglighed, god geografisk dækning og lokal betjening, et godt serviceniveau og en rimelig økonomi samfundsmæssigt.

Med implementeringen af den nye sundhedsaftale vil der formentlig i de kommende år blive oprettet mange nye sundhedshuse, der i varierende omfang alt efter lokale behov vil få brug for tilstedeværelse af speciallæger. Regionerne bør i stedet for at oprette nye ydernumre til privat praktiserende speciallæger i sundhedshusene, ansætte disse i offentligt regi enten direkte i sundhedshusene eller på sygehusene med udkørende funktioner.

Al nødvendig tandbehandling bør være vederlagsfrit for den enkelte borger uanset alder. Tandlægeklinikkerne bør være offentlige, men kan også reguleres med lignende aftaler, som det gælder for de alment praktiserende læger.

Ønsker du et debatindlæg i Sundhedspolitisk Tidsskrift? Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.