Per Betzonich-Wilken.
Pandemien viste behovet for flere whistleblowere
Kommentar
Per Betzonich-Wilken, dr.phil.,
censor i Folkesundhedsvidenskab
og Molekylær biomedicin
Per Betzonich-Wilken reflekterer over et tysk symposium om ansvar under coronapandemien og advarer mod gentagelser af de fejl, der blev begået. Han efterlyser større åbenhed, faglig modstandskraft og flere whistleblowere i både sundhedsvæsen og politik.
Hos vore tyske naboer blev der i de forgangne dage afholdt det første større symposium om ansvar under den udråbte coronapandemi. Selv om det var arrangeret af partiet AfD, deltog forskere, klinikere, statistikere og jurister med andre eller ingen bestemte politiske tilhørsforhold.
Det handlede dels om noget så banalt (og alligevel alvorligt) som politisk fejlstyring grundet frygt og uvidenhed, men også sundhedsfagligt, statistisk og medialt bedrageri. Fokus var både den tilhørende samfundskrise og forsøg på at gøre bivirkninger efter vaccination til et mindre problem, end andre røster har forsøgt at gøre opmærksom på (herhjemme jf. for eksempel dette indlæg i sundhedpolitisk Tidsskrift.
For den interesserede kunne det nok engang blive bekræftet, at det ikke bare handler om konspirationsteori eller cafeteriasnak. Samtidig gøres der dog fra officiel side fortsat en brav indsats for at henlede befolkningens opmærksomhed på noget helt andet (læs gerne: Ukraine). Både herhjemme og andre steder er ansvarlige således gået (eller snublet) fra det ene forsøg på krisehåndtering til det næste.
For utallige borgere med nok at se til i forvejen er et større symposium i stil med det tyske nok ikke så relevant. For alle raske under pandemien og dem uden større mén efter sygdom eller vaccination handler det jo om en dramatisk fortid og forhåbentlig ikke om noget, der gentager sig.
WHO har lagt op til, at man i givet fald er parat til at udråbe en ny pandemi. Til det formål blev der udarbejdet en aftale, som et flertal af landechefer har skrevet under på. Skeptikere kan måske beroliges med henvisning til, at national suverænitet ikke forsvinder ud i det blå. WHO vil så at sige fungere som den vagthavende, der anbefaler foranstaltninger - inkklusiv vaccination. Det udødelige spørgsmål er imidlertid, om et flertal af politikere og fagfolk har indsigt (og mod) nok til at rejse begrundet kritik af anbefalingerne. Såfremt det forgangne er retningsgivende, kan man godt få bange anelser.
Selv om fortiden ikke står til at ændre, kan den give grund til at bekymre sig om fremtiden. Det har været og er stadig svært at få tilstrækkelig tilslutning til anden oplysning end den, som åbenbart bør fylde mest. Da det handler om folkesundhed, kan en anbefaling også gælde i det ellers så hyggelige Dannevang: Både i privat og offentligt regi er der brug for flere whistleblowers.
Relateret indlæg
Kommentar
Per Betzonich-Wilken, dr.phil.,
censor i Folkesundhedsvidenskab
og Molekylær biomedic