Den forsømte side af sagen – alvorlige bivirkninger efter coronavaccinationer

Per Betzonich-Wilken kritiserer myndigheder og medier for at modarbejde åbenhed om alvorlige bivirkninger efter coronavaccination og mener, at de dermed er med til at holde befolkningen fast i uvidenhed.

Det har ikke været nemt at få belyst alvorlige bivirkninger ved de hasteudviklede coronavacciner. Herhjemme er det blandt andre Allan Randrup Thomsen og Christine Stabell Benn, der har måttet indse, at der ikke er stor samarbejdsvilje fra officiel side (artikel herunder).

Mainstreammedier har heller ikke gjort en nævneværdig indsats for at komme dybere i den side af sagen. Og som borger uden større mén efter vaccination kan man fortsat berolige sig med, at alvorlige bivirkninger er sjældne.

Men når også fagfolk alligevel har svært ved at slå koldt vand i blodet, har det sine grunde. Der er nemlig betingelser for at gøre videnskabelig formidling troværdig. Og her kniber det åbenbart.

Det handler grundlæggende om at tage forbehold for egne konklusioners gyldighed. Selvfølgelig begynder den røde lampe at blinke, når interesserede ikke kan få adgang til information, som både er i deres og offentlighedens interesse. Men lampen lyser konstant, når det kategorisk afvises, at der er et problem, som kan og bør undersøges.

I sagen om alvorlige bivirkninger efter covidvaccinationer er alment praktiserende og forskere i udlandet også løbet panden mod muren hos offentlige instanser. Det har dog ikke fået bølgerne til at lægge sig, og en del af den tilhørende argumentation er fortsat tilgængelig på tryk og digitalt (hvoraf sidstnævnte dog har det med at blive slettet kort efter offentliggørelse).

Kernen i argumentationen (og kritikken) tager udgangspunkt i tiden under den udråbte pandemi. Som fantasifuld erstatning for grundige kliniske data blev offentligheden fodret med medicinalindustriens laboratoriedata (se kommentar under artikel, red.), computersimulationer, nytteløse pcr-tests og politikeres stigmatisering af ulydige borgere, som ikke tog plads i vaccinationskøen. Når det så efterfølgende kategorisk hedder sig, at alvorlige bivirkninger efter (gentagne) vaccinationer er sjældne, begynder troværdigheden at vakle i faretruende grad. Dermed har man for eksempel ikke indkalkuleret konkurrerende evidens, mulig underrapportering, fordomme og andre svagheder, der også kan kendetegne sundhedsvidenskab. Som en slags krølle på halen kan der heller ikke ses stort på, at alvorlige bivirkninger viser sig gradvist i langtidsstudier, der fortsat er langt fra at være afsluttede. Med tanke på det ved man simpelthen ikke nok om det, man drager en konklusion om.

Det hører til hverdagspsykologi, at et problem ikke forsvinder af, at man benægter dets eksistens. Det gælder også, at man ikke altid bør kritisere fagfolk for at være uvidende. Men de kan godt anklages for at holde andre fast i uvidenhed.   

Kommentar fra Pfizer 20. oktober:

Det er ikke korrekt, at ”offentligheden [blev] fodret med medicinalindustriens laboratoriedata” som erstatning for ”grundige kliniske data”. Tværtimod deltog knap 44.000 personer i fase III-forsøget (publiceret her i NEJM).

Kommentar fra Per Betzonich-Wilken 20. oktober:

For at komme yderligere kommentarer i forkøbet blot en enkelt replik: Som det også fremgår af indlægget, stammer substansen af kritikken fra både forskere og alment praktiserende. Den er til dels tilgængelig online, men for den interesserede er der (trods populariserede bogtitler) omfangsrigt kildemateriale fra henholdsvis mikrobiologisk, molekylær genetisk og samfundsmedicinsk hold - for eksempel: 

- Bhakdi, S. Og.a.: Infektionen verstehen - statt fürchten: Von Mythen, Wahn und Wirklichkeit. 2025.
- Nehls, M: The Indoctrinated Brain. How to Successfully Fend Off the Global Attack on Your Mental Freedom. 2024.
- Frank, G: Das Staatsvebrechen: Warum die Coronakrise erst dann endet, wenn die Verantwortlichen vor Gericht stehen. 2023.