Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ifølge Christian Wegener Jørgensen viser erfaringerne fra Brøndby, at tæt samarbejde mellem almen praksis og psykiatrien kan forbedre behandlingen.

Sundhedsreformen giver en chance for bedre psykiatrisk behandling – lad os gribe den

Debat

Christian Wegener Jørgensen – praktiserende læge i Brøndby
Kandidat for Enhedslisten til Regionsrådet i Region Østdanmark

Psykisk sygdom er en stor byrde – for den ramte, de pårørende og samfundet. Derfor er det afgørende, at behandlingen sker hurtigt og effektivt. Christian Wegener Jørgensen, praktiserende læge i Brøndby og kandidat for Enhedslisten, peger på, at et tættere samarbejde mellem almen praksis og psykiatrien – som i shared care-modellen Collabri – kan sikre, at patienter får hurtigere og bedre hjælp.

Psykisk sygdom er enormt byrdefuldt – først og fremmest for den, der rammes, men også for pårørende og samfundet generelt.  Det er derfor vigtigt, at behandling heraf sker hurtigt og effektivt, således at patientens tilstand ikke forværres. 

I min praksis i Brøndby har vi haft gode erfaringer med at deltage i shared care-modellen Collabri for behandling af lettere affektive psykiske lidelser – det vil sige lettere angst og depression.

Shared care-modellen går ud på, at den enkelte almen praksis klinik får tilknyttet en velkvalificeret psykiatrisk sygeplejerske, som er ansat i psykiatrien. Hun kan i samråd med den praktiserende læge tage samtaleterapi med patienten i praksis, det vil sige ikke noget med at skulle henvises videre til psykolog eller distriktspsykiatrien.

Den psykiatriske sygeplejerske og almen praksis er i tæt dialog. Hvis der skal opstartes medicinsk behandling, eller der er behov for faglig sparring, så kan patientens case tages op med en psykiatrisk overlæge. Overlægen har en supervisionsfunktion for et nærmere bestemt antal almene praksisser, og udfordrende cases kan drøftes med overlægen. Forskning om det projekt, som vores praksis deltog i, viser, at patienterne får det bedre hurtigere og med mindre behov for behandling i hospitalspsykiatrien. Læs mere her. 

Modellen kunne udvides til at inkludere de tungere psykiatriske sygdomme som for eksempel bipolar affektiv sindslidelse, skizofreni og autisme for de patienter, der følges i almen praksis for disse sygdomme. Modellen kan – afhængig af lokale forhold – eventuelt strikkes anderledes sammen. Det kunne også være en privatpraktiserende psykiater, der varetog supervisionen.

Det er oplagt, at de kommende lokale sundhedsråd går ind i arbejdet med at etablere et forpligtende samarbejde mellem almen praksis og psykiatrien. Det er ikke nok med floromvundne skåltaler om bedre samarbejde. Det er afgørende, at der etableres et forpligtende samarbejde mellem begge parter. Det vil sige, at der skal sættes tid og penge af til det. Både i psykiatrien og i almen praksis kunne meldingen sikkert være, at det er der ikke tid til. Men min erfaring er, at den arbejdsindsats, der lægges i dette samarbejde, er godt givet ud. Kvaliteten af behandlingen bliver bedre. Patienterne får det bedre, og vi sparer dermed også ressourcer i det øvrige sundhedsvæsen.

Sundhedsreformen med sammenlægningen af somatik og psykiatri, samt etableringen af lokale sundhedsråd, lægger op til bedre samarbejde om de psykiatriske patienter. Lad os gribe den mulighed og arbejde for fælles omsorg for alle psykiatriske patienter. 

 

Ønsker du at deltage med et indlæg i valgkampen? Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

valg25, regionsvalg