Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Flere læger er på vej, men udfordringerne er ikke løst endnu, siger Bo Libergren (V).

Regionsrådsformand: Alle skal have en læge, de selv har valgt, tæt på

Debat

Bo Libergren (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark
Stiller op for Venstre i Region Syddanmark 18. november

Den praktiserende læge er borgernes vigtigste indgang til sundhedsvæsenet, men valgfriheden er under pres uden for universitetsbyerne. Region Syddanmark arbejder målrettet på rekruttering og nye løsninger for at sikre, at alle fortsat kan vælge en læge tæt på. Det er afgørende for tillid og kvalitet i behandlingen, skriver Bo Libergren (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, i dette debatindlæg.

Den praktiserende læge – familielægen, egen læge, speciallægen i almen medicin – kært barn har mange navne – er et fuldstændigt centralt omdrejningspunkt i sundhedsvæsenet.

I et stadig mere specialiseret og dermed kompliceret sundhedsvæsen, er egen læge typisk den eneste læge, man selv vælger.

Egen læge er også det, vi med fine ord kalder tovholder og gatekeeper – den, der samler trådene, sender os hen til den relevante specialist, den der forklarer, hvad der er svært at forstå, og i den ideelle verden også den læge, der i dialog med én selv prioriterer, hvad der er vigtigt for den enkelte patient – og hvad der måske skal vælges fra.

Egen læge er med et fint ord generalist – én, der kan lidt af det hele, i et sundhedsvæsen, hvor de fleste kan mere og mere om mindre og mindre.

Derfor har vi i høj grad bygget vores sundhedsvæsen op omkring, at man som patient kan vælge mellem mindst to praktiserende læger inden for 15 km fra sin bopæl. For egen læge skal jo helst være en læge, man har tillid til, og en læge, man selv har valgt.

Sådan er det da heldigvis også for langt de fleste borgere. Aktuelt kan borgere i Odense kommune for eksempel vælge mellem hele 26 lægepraksis med åbent for patienttilgang.

Men i de senere år er valgfriheden kommet under pres – især, når man bor lidt længere fra Universitetsbyerne.

Ud over en vis lægemangel skal årsagerne søges i samfundsudviklingen, hvor læger stifter familie og etablerer sig med hus og børn i den ret lange (studie)tid, det tager at blive speciallæge, og dermed er svære at flytte væk fra Universitetsbyerne og nærmeste omegn, men også i ønsket om at indgå i faglige fællesskaber med andre læger.

Konsekvensen har været, at hvor det for eksempel på Fyn og i Trekantområdet går ret godt med at tiltrække praktiserende læger, så er der områder i Sydvest- og Sønderjylland, hvor det er sværere.

Derfor har vi fra Region Syddanmarks side målrettet arbejdet med rekruttering af praktiserende læger lige siden regionens oprettelse i 2007. Jeg ved det, fordi jeg var udvalgsformand på området fra regionens oprettelse og indtil, at jeg afløste Stephanie Lose som regionsrådsformand.

Vi har i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og med afsættelse af væsentlige økonomiske midler til opgaven, drøftet hvad der skal til, hvor rekruttering kræver investering i nye læge- eller sundhedshuse, hvor problemerne kan løses med redskaber fra overenskomsten, og vores rekrutteringsteam er i tæt dialog med læger under uddannelse til praktiserende læger for at matche de nye læger med ældre kolleger med behov for nyrekruttering.

Ikke alt er lykkedes – for vi har aktuelt fire såkaldte ”udbudsklinikker” i Syddanmark, der er den nødløsning, vi griber til, hvis alt andet svigter, så borgerne under alle omstændigheder er sikret lægedækning. Ikke den lægedækning med faste læger, der ejer deres egen klinik, og som virker i en menneskealder eller mere i deres lokalområde, men trods alt lægedækning i lokalområdet.

Men det er i høj grad lykkedes os at sikre en god, normal lægedækning. Faktisk i så høj grad, at de centrale myndigheder i forbindelse med sundhedsreformen var ved at tage hele Region Syddanmark ud af definitionen af områder med lægemangel – og dermed potentielt berøve os de redskaber, vi har brugt til at sikre en – trods alt – ret god lægedækning.

Med en lydhør ministrer i Sophie Løhde (V) – og mange gode folks indsats, lykkedes det heldigvis at bevare de muligheder, vi bruger i arbejdet.

Vi er ikke i mål. Men der er lys for enden af tunnelen. Med oprettelsen af lægestudiet i Esbjerg og uddannelse af massivt flere læger er der grund til at tro på, at vi inden for få år vil have praktiserende læger nok til at sikre alle borgere en læge tæt på.

Indtil da fortsætter vi benhårdt arbejdet med at sikre lægedækningen.

For alle borgere fortjener en læge tæt på, man selv har valgt!

 

 

Ønsker du at deltage med et indlæg i valgkampen? Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

valg25, regionsvalg