
Efter mange år i sundhedsvæsenet ser Merete Hansen, hvordan teknologien kan bruges klogere til gavn for både borgere og ansatte.
Vi skal bruge teknologien til at redde nærværet i ældreplejen
Debat
Merete Hansen, praktiserende læge
Stiller op for Socialdemokratiet i Thisted Kommune
Hvis hjemmeplejen skal have tid til nærvær og omsorg i stedet for skemaer og skærme, skal teknologien bruges klogt. Praktiserende læge og socialdemokratisk kandidat Merete Hansen mener, at kunstig intelligens kan frigive hænder i ældreplejen – ikke erstatte dem.

Hvis vi skal bevare det høje niveau i omsorgen for de mest sårbare borgere, skal vi vælge klogt. For der bliver flere ældre, flere kronikere – og desværre ikke flere varme hænder. Tværtimod bliver meget af personalets tid i dag brugt på dokumentation, skemaer og dobbeltindtastninger, der mest af alt kunne få selv en printer til at sukke.
FOA har opgjort, at en sygeplejerske eller SOSU i hjemmeplejen i gennemsnit bruger 50 minutter om dagen på dokumentation. Gang det op: 50 minutter × 4,33 uger × 5 dage = 18 timer pr. medarbejder pr. måned.
Det svarer til, at hver niende medarbejder i princippet ikke passer mennesker, men papirer.
Eller sagt på en anden måde: For hver ni personer, der hjælper borgerne, har vi én, der hjælper Excel.
AI kan give os hænder tilbage
Her kommer teknologien – og lidt sund fornuft – ind i billedet. MedCom, som i forvejen er national projektleder på digitale sundhedsløsninger, kan udvikle en fælles standard, hvor systemer taler sammen på tværs af kommuner og sektorer. Og med AI-genererede funktioner, der hjælper med automatisk dokumentation, opsummering og dataudveksling, kan vi spare enorme mængder tid.
