Kommentar
Per Betzonich-Wilken, dr.phil.,
censor i Folkesundhedsvidenskab
og Molekylær biomedicin
Sundhed kan aldrig blive en varig ret eller et fælles gode. Sygdom har fulgt mennesket gennem hele historien, og det er mildest talt tvivlsomt, om sundhed nogensinde bliver til hvermands eje. Slogans om ”sundhed for alle” overser de uundgåelige begrænsninger, men netop derfor giver det mening at se sundhed som et livslangt eksperiment – fuld af muligheder, men uden garantier. Der er ingen grund til dominerende sortsyn, skriver Per Betzonich-Wilken.
I de mørkegrønne plakatmontrer ved busstoppesteder må reklamer for Ikea-møbler og Sloggi-trusser af og til vige pladsen for mindre håndgribelige fænomener. Det drejer sig især om den ømtålelige størrelse, der kaldes for sundhed. Også på den måde bliver borgeren med jævne mellemrum gjort opmærksom på, at der gøres en indsats for at sikre noget, der afgjort ikke er en selvfølge. I god tid før årtusindeskiftet var "Sundhed for alle år 2000" på plakaten. Senere kunne man se et andet slogan, hvor der ligefrem blev peget på den enkeltes "ret til sundhed".
Man kan føle sig fristet til at spørge, hvorfor kravet (eller løftet?) om sundhed for alle blev suppleret med en henvisning til hvermands ret til at være sund.
Forskning og uvidenhed
Har man overskud til humor midt i noget meget alvorligt, kan den slags bombastiske slogans godt virke en anelse desperate. For mange er der desværre ikke overskud til humor. Det gælder et stort antal borgere med mere eller mindre kroniske skavanker, men afgjort også for forskere, der sveder over forsøg på at forebygge og helbrede. Også når det handler om sundhed, virker det mere attraktivt at tale om muligheder end om begrænsninger. Det er jo også bedst at handle ud fra et lignende motto. Man kan og bør søge efter muligheder.
Men desværre vejer sandheden om begrænsningerne ofte mere end den om mulighederne. Den erfarne forsker ved det og kan have lyst til at tage bladet fra munden, men løber dermed faren for at blive stemplet som udbrændt og måske moden til at blive afløst. Før man ønsker forskerens afgang, bør man se på nogle af de grundlæggende begrænsninger, som efterfølgeren også må arbejde under.
Sundhedsvidenskabelig forskning fortæller ikke kun om (mulige) fremskridt. Den markerer også en aktuel uvidenhed. Når man for eksempel bekendtgør, at der skal forskes i nyere vacciners eventuelt kræftfremkaldende egenskaber, erkender man samtidig, at man stadig ikke er helt klar over, hvilken sundhedsrisiko anerkendte vacciner indebærer. Hvad skal borgeren med retten til (eller "bare" ønsket om) sundhed synes om det? Vreden og desperationen kan få ekstra næring, når der peges på, at lignende også kan gøre sig gældende for anden anerkendt medicinsk behandling.
Alternativer
Endnu en gang virker det nærliggende at udpege en forslået syndebuk: Sundhedsmyndighederne. Når der gøres opmærksom på den slags begrænsninger i
forskning, kan arbejdet for sundheden mildest talt minde om langvarige eksperimenter med tvivlsomme udfald. Men der reageres gennemgående på det fra ansvarligt hold. Også de senere års intensive forskning i såkaldt "alternative discipliner" er en bekræftelse på det. Mulighederne er atter i søgelyset, og det er i en række tilfælde påvist, at "skolemedicinen" udmærket kan suppleres på mange områder. Nogle af mulighederne søges afdækket med henvisning til bio-psyko-sociale faktorers betydning for sundhed, sygdom og helbredelse (her kan godt tales om noget "alternativt", men afgjort ikke om noget nyt, da samspillet mellem psyken og helbredet findes i antikkens lægekunst og tillige indgår i en lang akademisk tradition i blandt andet Tyskland).
På trods af mange gode resultater i historiens løb er spørgsmålet stadig, hvordan det forholder sig med begrænsningerne. Svaret er, at man heller ikke inden for den forskning er helt klar over, hvad der er sundhedsbefordrende for den enkelte. Ligeledes her må der fortsat regnes med fejltagelser; måske ligefrem også med ubehagelige "bivirkninger" - men selvfølgelig med forskel: Målt i forhold til for eksempel eventuelle gener grundet vaccination kan frustrationer over en forskers brandtale om livskvalitet ganske vist være mindre graverende. Kort sagt må borgeren på ny tage del i et eksperiment, som ganske vist i højere grad er hans eget, men som heller ikke er ensbetydende med held. Beslutninger om at tænke og handle anderledes kan vise sig at være sundhedsbefordrende et stykke tid, men ensbetydende med sygdom senere. Sorry, but that´s life.
Biologisk luksus
Som en helhed er de traditionelle og alternative tilbud om forebyggelse og behandling efterhånden blevet så talrige, at man næsten kun kan beskæftige sig med dem rent statistisk. Meget venter stadig på afklaring, men det anførte kan alligevel give indtryk af, hvad det også er, vi har med at gøre i sundhedens navn. Hvad enten man fæster lid til det ene eller det andet, er der altså grund til at tage begrænsningerne alvorligt. Det er ikke nogen sensation, at begrænsningerne var og er der, men det lader til at være sin sag at kunne affinde sig med dem. Hermed befinder vi os foran sagens følsomme kerne. Slogans om sundhed for alle, hvermands ret til samme og ikke mindst om det gode ved at forebygge i stedet for at helbrede, fortæller noget om, hvor svært det kan være at se virkeligheden i øjnene.
Så vidt man ved, har menneskeheden kendt til sygdomme i hele sin historie, og det er mildest talt tvivlsomt, om sundhed nogensinde bliver til hvermands evige eje. Der er altid risiko for at blive syg, men heldigvis også mulighed for at blive rask igen; det er en "biologisk luksus", som den franske læge og filosof Georges Canguilhem engang kaldte det. Desværre er den luksus ingen selvfølge, når der tænkes på mængden af kroniske sygdomme, hvor de berørte må være taknemmelige for kortvarige bedringer.
Hertil kommer så også, at en meget stor del af de sygdomme, vi hører om i konsultationsværelser og på hospitaler, kun kan symptombehandles, fordi naturen og livet
er så gode til at holde på hemmeligheder om årsager.
Ikke belæg for sortsyn
Det er sin sag at affinde sig med begrænsningerne. De gør det nemlig umuligt at afstikke retningslinjer for, hvad der garanterer sundhed. Som altid kan der fokuseres på tendenser, hvilket er ønskværdigt, men en ringe trøst, når man selv og éns nærmeste hører til undtagelserne. Ordet "eksperiment" har ikke noget godt rygte. Slet ikke når der tænkes på, at både forskeres og éns egne bedste hensigter kan have de ubehageligste konsekvenser. Men det behøver jo ikke altid gå galt, og det kan rette op på eksperimentets rygte. Ergo er der heller ikke belæg for dominerende sortsyn.
Slutordene kan heller ikke blive sensationelle, men måske være endnu en grund til at fortsætte i stedet for at give op: Sundhed er et livslangt eksperiment, hvor meget er muligt og mindre kan tages for givet. Det gælder i lige så høj grad for autoriserede forsøg med præparater som for private initiativer til at leve på en anden måde. Resten er et spørgsmål om personlig og offentlig etik. Og det er som bekendt heller ikke så lidt.
