Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Tim Wardman har i 17 år brugt cannabis som effektiv behandling mod multipel sklerose, men må stadig købe sin medicin ulovligt.

Fra misbrug til behandling – lad os ændre sproget om cannabis

Debat

Tim Wardman,
har arbejdet med IT i mange år,
men er nu førtidspensionist

Tim Wardman lever med multipel sclerose og bruger cannabis dagligt mod smerter og muskelspasmer. Han oplever, at det er den eneste behandling, der virker, men må alligevel købe sin medicin ulovligt, fordi læger afviser at udskrive den. Samtidig tjener Danmark på eksport af cannabis. I et debatindlæg kalder han det dobbeltmoral og efterlyser en lovlig regulering, der kan sikre både syge patienter og statskassen.

I Danmark taler vi om ”stofmisbrugere”. Ordet i sig selv er stemplende. Det fremkalder billeder af en heroinbruger bag Hovedbanegården – beskidt, syg, marginaliseret og på flugt fra virkeligheden. Men sandheden er, at mange mennesker bruger stoffer på en anden måde. For nogle er det ikke et misbrug. For nogle er det behandling.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Jeg ved det, fordi jeg selv lever med multipel sclerose og bruger cannabis hver dag. I 17 år har cannabis været min mest effektive medicin mod muskelspasticitet, de smertefulde kramper, der især rammer om aftenen. Jeg har prøvet alt, hvad det etablerede sundhedsvæsen har kunnet tilbyde: Sativex, Baclofen, Pramiprexol og flere andre præparater. De har ikke hjulpet mig – og har samtidig kostet både staten og mig selv dyrt. Cannabis gør derimod en forskel. Det virker hver gang.

Jeg husker tydeligt den første aften. Jeg havde købt en joint på Christiania – efter at en sygeplejerske på Rigshospitalet ligefrem havde foreslået det. Jeg røg den i gården, og da jeg kom op igen, opdagede min kæreste, at mine ben ikke længere spjættede. Jeg sov 11 timer i træk, for første gang i mange år.

Siden den dag har jeg selv finansieret min medicin. Staten har ikke betalt en krone. Jeg har undgået bivirkningerne fra de officielle præparater. Jeg har taget på i vægt og har fået en bedre nattesøvn. Og vigtigst: Jeg har fået en hverdag med færre smerter.

Alligevel kaldes jeg en stofmisbruger. Jeg køber ulovligt, fordi min nuværende læge har ”moralske problemer” med at udskrive medicinsk cannabis. Samtidig har Danmark en stor cannabisproduktion, og staten tjener fedt på eksporten, men forbyder mig at købe det lovligt herhjemme. Det er dobbeltmoral.

Jeg har skrevet til alle Folketingets sundhedsordførere. Ingen har svaret. Når politikere vender ryggen til en debat, der handler om både folkesundhed og økonomi, svigter demokratiet sit ansvar. For sandheden er, at vi har råd til at løse problemet. Med en lovlig regulering og beskatning – præcis som vi gør med alkohol og tobak – kan vi både skaffe milliarder til statskassen og sikre ordentlig behandling til dem, der reelt kæmper med afhængighed.

Det er på tide, at vi ændrer kurs. Jeg foreslår tre enkle skridt: For det første skal vi ændre sproget. Lad os tale om behandling, ikke misbrug, når cannabis bruges medicinsk. For det andet skal vi anerkende, at stoffer altid har været en del af menneskeheden – fra kulturens store kunstnere til almindelige mennesker, der bare vil kunne sove om natten. For det tredje skal vi investere i forskning og i lovlig regulering, i stedet for at kriminalisere syge mennesker.

Cannabis, dyrket af dansk landbrug, solgt gennem statsejede butikker, beskattet som alkohol og tobak. Det er ikke raketvidenskab. Det er sund fornuft.

Jeg er måske kriminel på papiret. Men jeg er smertefri om aftenen. Og det burde ikke være en forbrydelse.

 

Tim Wardman med sin søn.

 

 

 

Ønsker du også at indsende debatindlæg eller kronik? Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.