Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Hvis vi ender i et sundhedsvæsen, hvor personalet frygter GDPR mere, end de frygter at svigte patienten, så er vi på afveje," skriver Jacob Rosenberg og Line Ervolder.

Reglerne truer patienterne – læger og sygeplejersker risikerer retssag for at passe deres arbejde

Debat

Jacob Rosenberg og Line Ervolder (Kons.), 
Regionsrådet i Region Hovedstaden
og kandidater til Region Østdanmark

En sygeplejerske i Viborg er blevet bortvist, politianmeldt og tiltalt for at slå op i en patientjournal som led i sin forberedelse. Når sundhedspersonale risikerer at få ødelagt deres karriere for at gøre det rigtige, er reglerne blevet farlige for patienterne, skriver overlæge Jacob Rosenberg og sygeplejerske Line Ervolder – begge konservative regionspolitikere – der vil have reglerne ændret, så personalet kan forberede sig uden frygt.

Reglerne truer patientsikkerheden – læger og sygeplejersker risikerer retssag for at passe deres arbejde

Forestil dig dette scenarie: Du er sygeplejerske på en akutafdeling. Der meldes en patient på vej med et alvorligt traume. Du får navn og CPR-nummer, som du altid gør, så du kan forberede dig. Helt rutinemæssigt slår du patientens journal op for at orientere dig. Men i stedet for at blive anerkendt for at tage dit arbejde alvorligt, risikerer du nu at blive bortvist, politianmeldt og stillet for retten.

Det er ikke fiktion. Det er virkeligheden på et dansk hospital anno 2025.

Den aktuelle sag fra Viborg, hvor en sygeplejerske står tiltalt for at have slået ni gange op i en patientjournal – alene for at forberede sig på en patient, hun havde grund til at forvente ville komme til hendes afdeling – viser med al tydelighed, hvor grotesk vores regler om databeskyttelse er blevet. Patienten blev undervejs flyttet til et andet hospital, og derfor blev sygeplejerskens opslag betragtet som uberettigede. Resultatet: bortvisning, politianmeldelse og nu en straffesag.

Når regler bliver vigtigere end patienter

Alle sundhedsprofessionelle ved, at forberedelse er afgørende for god behandling. Man kan ikke give optimal behandling og pleje, hvis man først må åbne journalen i det øjeblik patienten er ankommet på stuen. Det er hverken tidseffektivt eller patientsikkert. Det er heller ikke realistisk at bede sundhedspersonalet om at "gætte" sig til, hvad de møder.

GDPR og patientsikkerhed er ikke hinandens modsætninger. Tværtimod bør de gå hånd i hånd. Databeskyttelse skal beskytte patienten mod misbrug af oplysninger – ikke mod at blive behandlet ordentligt. Når reglerne tolkes så rigidt, at de hindrer sundhedsprofessionelle i at forberede sig, så er systemet blevet farligt.

Konsekvenserne af frygt

Denne sag skaber ikke bare usikkerhed hos den tiltalte sygeplejerske – den skaber frygt i hele sundhedsvæsenet. Hvis sygeplejersker og læger ikke længere tør orientere sig i en journal, fordi de frygter at ende i retten, vil det føre til ringere behandling. Patienterne vil komme til at mærke det – i form af forsinkelser, dårligere forberedelse og manglende læring af tidligere forløb.

For hvad med den læge, der gerne vil slå op i journalen på en patient, der har været på afdelingen, for at se hvordan patienten er blevet behandlet senere i forløbet? Det er vigtig information for at lære af forløbet til næste gang? Eller sygeplejersken, der tjekker op på, om en patient rent faktisk blev flyttet, som varslet? Skal de også risikere fyring og retssag?

Vi har brug for klare og fornuftige retningslinjer

Sagen fra Viborg kalder på et servicetjek af vores retningslinjer. Ikke fordi vi skal lempe hensynet til patienternes privatliv – men fordi vi skal sikre, at reglerne bruges med sund fornuft. Det er jo netop patienternes bedste, der er hele formålet med vores arbejde som sundhedsprofessionelle.

Vi skal have krystalklare retningslinjer for, hvornår sundhedspersonale må slå op i en journal. Og vi skal have dem formidlet på en måde, så ingen sygeplejerske eller læge står i tvivl om, hvor grænsen går. Ellers risikerer vi, at personalet holder sig tilbage, og at patienterne betaler prisen.

Et opråb

Vi har arbejdet på hospital i mange år og har set, hvordan patientsikkerhed altid har været det vigtigste for de sundhedsprofessionelle. Vi har desværre også set, hvordan bureaukrati og frygt for at begå fejl i systemet kan dræne energien blandt dygtige medarbejdere.

Hvis vi ender i et sundhedsvæsen, hvor personalet frygter GDPR mere, end de frygter at svigte patienten, så er vi på afveje.

Vi vil derfor opfordre til, at vi i regionerne og på nationalt plan får lavet en grundig gennemgang af reglerne for opslag i patientjournaler – og det haster. Lad os sikre, at reglerne beskytter patienterne mod de meget sjældne tilfælde af misbrug – men ikke mod den pleje og behandling, de har krav på. Og husk også, at personalet har brug for læring ved at kunne se, hvad der er sket med patienten i det videre forløb, både på egen og på andre afdelinger. Det er meget vigtig information for at sikre kvaliteten til de næste patienter.

Sagen fra Viborg bør være et wakeup call. Lad os bruge den til at skabe et sundhedsvæsen, hvor både patientsikkerhed og databeskyttelse er i balance. Det er vores klare opfattelse, at fortolkningen af GDPR-direktivet og den tilhørende danske lovgivning er stukket af i en grad, at det giver dårligere pleje og behandling af vores patienter. Vi skal løsne grebet om vores dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere, for det er helt sikkert til patienternes bedste. Ansvaret for dette ligger i regionerne.

 

 

 

Relateret artikel