Medicinsikkerhed kræver autorisation – farmaceuter og farmakonomer skal tages alvorligt nu

Farmaceuter og farmakonomer spiller en central rolle i patientsikkerheden, men mangler stadig autorisation og adgang til sundhedssystemer. I dag løses det i en juridisk og etisk gråzone, hvor læger og sygeplejersker stiller deres personlige autorisations-ID til rådighed. Det skaber problemer for ansvar og tilsyn i et presset sundhedsvæsen, hvor medicinering ofte er præget af fejl og utilsigtede hændelser, påpeger ledende overlæge Zandra Nymand Ennis i dette debatindlæg.

I en tid, hvor sundhedsvæsenet er presset fra alle sider – med mangel på arbejdskraft, stigende kompleksitet og et politisk ønske om mere behandling uden for sygehusene – er det afgørende, at vi organiserer os klogt og ansvarligt. Én stor og strukturel svaghed er den manglende autorisation af farmaceuter og farmakonomer – faggrupper, der i dag spiller en central rolle i patientsikkerheden, men som ikke er omfattet af de sundhedsfaglige rammer, der sikrer kvalitet og ansvarlighed i patientbehandlingen.

Fra lægemiddelproduktion til patientkontakt

Traditionelt har farmaceuter og farmakonomer haft deres virke inden for medicinproduktion og logistik. Derfor har der historisk ikke været krav om eller behov for autorisation. Men det billede har ændret sig markant. Særligt over de seneste 15 år har farmaceuter og farmakonomer i tiltagende grad fået patientnære funktioner, der er centreret omkring medicinering. I dag følger de patienternes medicinforløb på tværs af sektorer, foretager medicinanamnese, medicingennemgang, medicinsamtaler og udskrivelsesnotater om medicinændringer under indlæggelsen. De rådgiver patienter og sundhedsprofessionelle – kort sagt de yder en faglig indsats, der direkte påvirker patienternes sundhed og sikkerhed.

Kliniske farmaceuter og farmakonomer har været en del af det danske sundhedsvæsen siden 1980’erne, og efterspørgslen er kun steget. Som led i denne udvikling oprettede Syddansk Universitet en kandidatuddannelse på Farmacistudiet med særlig klinisk profil, som blev akkrediteret i 2010, og de første studerende begyndte samme år. Denne målrettede uddannelse illustrerer tydeligt, at farmaceuter i dag uddannes og arbejder med patientkontakt som et kerneområde.

Et fagligt ønske og en demokratisk blind vinkel

Grundtanken bag autorisation af sundhedsfaglige er ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, at befolkningen skal kunne have tillid til, at det sundhedsfaglige personale i Danmark leverer sikre og fagligt kvalificerede sundhedsydelser. 

I dag løses manglende adgang til systemer med sundhedsdata ved at autoriserede sundhedspersoner såsom læger eller sygeplejersker stiller deres personlige autorisations-ID til rådighed. Disse konstellationer er nødvendige for, at en række medarbejdere kan løse deres arbejdsopgaver. Det er alt fra lægefaglige direktører på sygehusene til sygeplejersker i primærsektoren, der systematisk må stille deres personlige autorisations-ID til rådighed, for at farmaceuter og farmakonomer kan løse deres arbejdsopgaver i klinikken.

Dybest set er løsningerne dybt problematiske i forhold til målet med autorisation, idet en farmaceut eller farmakonom ikke kan spores gennem autorisationsregisteret. Således kan en farmaceut, der fyres for at levere ydelser til fare for patientsikkerheden, blot flytte til en ny arbejdsplads og fortsætte med at være til fare for patientsikkerheden. 

Når autorisation udebliver, betyder det i praksis, at farmaceuter og farmakonomer ikke har selvstændig adgang til centrale sundhedssystemer som for eksempel FMK (Det Fælles Medicinkort). For at kunne varetage deres funktioner er det nødvendigt at kunne tilgå sundhedsdata i systemer for at se aktuel medicin, tidligere ordinationer og receptindløsninger som udtryk for adhærens (hvor godt en patient følger lægens anvisninger for medicinbrug, red.) Desuden er informationer om mulige kontraindikationer, nyrefunktion, leverfunktion mv. relevante i forhold til at tilrettelægge hensigtsmæssig medicinering.

Det er i realiteten en juridisk og etisk gråzone, som ingen andre sundhedsprofessionelle ville acceptere. At denne systematiske praksis har været nødvendighed i årevis er i sig selv et argument for en mere holdbar og forsvarlig løsning.

Det skal ikke underkendes, at farmaceuter og farmakonomer længe har haft et ønske om autorisation, og debatten er således ikke ny. Tværtimod har den været rejst gentagne gange gennem faglige organisationer, arbejdsgivere og patientinteresser. Alligevel er Danmark det eneste land i EU, hvor disse faggrupper fortsat ikke er autoriserede sundhedspersoner. I lande vi normalt sammenligner os med, som eksempelvis i Storbritannien, er farmaceuter bærende aktører i sundhedssystemet. I programmer som Pharmacy First aflastes almen praksis, og tilgængeligheden af sundhedstilbud øges, ved at farmaceuter på primær apoteker varetager den initiale behandling af visse ukomplicerede sygdomme. 

Medicinering er et risikoområde uden passende kontrol

Medicin er efterhånden en kompleks størrelse. Sektorovergange, polyfarmaci, aldersrelaterede udfordringer, multisygdom, økonomiske hensyn, restordrer og reguleringer gør det til en krævende opgave at sikre korrekt medicinering. Det kræver faglighed og overblik, og det er netop den rolle, farmaceuter og farmakonomer spiller.

Men samtidig viser alle data, at medicinering er det område i sundhedsvæsenet med flest utilsigtede hændelser. Tilsyn finder gang på gang fejl i medicinadministrationen på plejecentre og i hjemmeplejen. Det anslås, at op mod 100.000 danskere hvert år indlægges som følge af uhensigtsmæssig brug af lægemidler, og at meget af dette kunne være forebygget gennem korrekt tilrettelæggelse, håndtering og rådgivning. Forskning viser, at farmaceutisk medicingennemgang kombineret med et udskrivelsesnotat til almen praksis og en samtale med patienten om deres motivation for at tage ansvar for den medicinsk behandling efter udskrivelsen forebygger genindlæggelser. 

Det er derfor et sundhedsfagligt paradoks, at de faggrupper, der er specialiseret i lægemidler, stadig står uden den autoritet og systemadgang, der skal til for at løse opgaverne fuldt ud. 

En hindring for fleksibel opgaveløsning

I takt med at Sundhedsstrukturreformen rulles ud, skal sundhedsopgaver flyttes fra hospitaler og nærmere patienterne. Her bliver behovet for fleksibel opgaveløsning og tværfaglige kompetencer endnu mere presserende. Almen praksis overtager løbende mange og komplekse opgaver fra hospitalerne, herunder tovholderfunktion på den medicin, der opstartes i forskellige specialiserede forløb samt opfølgning og behandling. Her kan farmaceuter og farmakonomer aflaste læger og sygeplejersker, men det kræver, at de får formelt ansvar og beføjelser.

Robusthedskommissionen har også anbefalet autorisation af farmaceuter og farmakonomer som led i en styrket, bæredygtig sundhedsstruktur. Samtidig understøttes ønsket om autorisation af både arbejdsgivere, samarbejdspartnere og undersøgelser, der dokumenterer de daglige udfordringer og barrierer, fravær af autorisation skaber.

Tid til at handle

Vi ved, at autorisation ikke blot er et papir. Det er et værktøj til at sikre kvalitet, tilsyn, ansvarlighed og klageadgang. Når vi ser på de opgaver, farmaceuter og farmakonomer i dag varetager, er det åbenlyst, at autorisation ikke bare er relevant – den er nødvendig.

Vi står over for en sundhedsstrukturreform, hvor patienten i højere grad skal tilbydes sammenhængende forløb. Det kræver, at vi tænker anderledes og tør organisere sundhedsvæsenet omkring funktion frem for faggrænser. Her er autorisation af farmaceuter og farmakonomer en forudsætning.

Derfor er tid til at tage stilling. Skal vi fortsat overlade medicinske kerneopgaver til faggrupper uden autorisation? Eller skal vi sikre, at dem, der er uddannet til opgaven, også får de nødvendige rettigheder og pligter?

Jeg mener det sidste – først og fremmest for patienternes skyld.