Min sidste kamp: Red vores livsvigtige små sygehuse, før det er for sent

Lene Mikkelsen, tidligere byrådskandidat og mangeårig stemme i den lokale debat, har i sine sidste dage skrevet et personligt opråb fra den smertelindrende afdeling på Farsø Sygehus. Trods svære smerter fra kræft i lever og lunger samt tab af førlighed i benene har hun fundet kræfter til at formulere et indlæg i kampen for de små, nære sygehuse – med et budskab, der udspringer af den omsorg og værdighed, hun selv møder i livets slutning.

Mens jeg skriver disse linjer, ligger jeg for døden på den smertelindrende afdeling på Farsø Sygehus. Kræften har desværre spredt sig til et punkt, hvor lægerne har fortalt mig, at min tid er begrænset – måske blot få dage eller uger. Det giver mit budskab en særlig vægt, for jeg oplever netop nu på egen krop det nærvær, den omsorg og værdighed, som de små sygehuse kan tilbyde mennesker i livets sidste fase. Den personlige pleje og ro, jeg finder her, står i skærende kontrast til den travlhed og anonymitet, jeg for nylig mødte på det store sygehus i Aalborg, hvor jeg følte mig som blot et nummer i systemet.

Som tidligere byrådskandidat og lokalengageret borgerstemme har jeg altid kæmpet for vores lokalsamfund. Og selvom jeg ikke stiller op til hverken kommunal- eller regionsrådsvalget den 18. november 2025 grundet min sygdom, så slipper I ikke for mit sidste, inderlige indlæg i denne livsvigtige sag.

Det er så nemt at nedlukke de mindre sygehuse og deres afdelinger som blandt andet den smertelindrende afdeling her i Farsø, når man sidder i mødelokaler og indgår politiske studehandler. Men når man ikke selv har været alvorligt syg eller været pårørende til en patient med terminal sygdom, som kræver særlig pleje, der ikke er mulig i hjemmet, så forstår man ikke, hvor afgørende vigtigt arbejdet på en afdeling som denne er.

Her på den smertelindrende afdeling i Farsø gør personalet et enestående arbejde for at give værdighed til patienter i den sidste tid. Hver dag ser jeg deres øjne og mærker deres hænder – mennesker, ikke blot ansatte, der sikrer, at mine sidste dage på denne jord bliver mødt med respekt og omsorg. Det er alt for nemt for beslutningstagere at sige: "Lad os lukke afdelingen og flytte funktionen til Aalborg, så vi kan bruge pengene andetsteds". Som om afdelingen og dens funktioner ikke er nødvendige. Som om min værdighed og min afsked med livet ikke har betydning.

Jeg synes, det er blevet en mani både kommunalt og regionalt at nedlukke velfungerende mindre sygehuse og afdelinger for at kunne prale med flere vindmøller eller solceller, mens man negligerer mennesker i den sidste tid af deres liv. Det er ganske enkelt uværdigt.