
“Jeg kan godt være bekymret for, om de privatpraktiserende neurologer vitterligt altid kan håndtere de særlige omstændigheder, der eksempelvis knytter sig til selve udredningsforløbet og, i den anden ende, udtrapningen af medicin,” siger Epilepsiforeningens formand Lone Nørager Kristensen.
Flere epilepsipatienter kan behandles privat – Epilepsiforeningen bekymret for behandlingskvaliteten
Epilepsiforeningen har bekymringer om kvaliteten, men de privatpraktisrende neurologer glæder sig over at skulle overtage en del patienter fra hospitalernes epilepsiklinikker.
Den 1. november trådte en ny overenskomst mellem Danske Regioner og de privatpraktiserende speciallæger i kraft. Aftalen betyder, at patienter med ukompliceret epilepsi fremover vil kunne behandles i privat regi. Aftalen er ifølge Danske Regioner godt nyt for danskere med epilepsi, hvoraf langt de fleste tilfælde er ukomplicerede. Den nye overenskomst skal nemlig sikre, at mange kan få behandling tættere på deres bopæl, samtidig med at presset på sygehusene lettes, så man her har flere ressourcer til at behandle de komplicerede tilfælde.
Hos Epilepsiforeningen ser man flere gode elementer i aftalen, men der er imidlertid også frygt for, om kvaliteten i alle faser af behandlingen er høj nok:
“Jeg kan godt være bekymret for, om de privatpraktiserende neurologer vitterligt altid kan håndtere de særlige omstændigheder, der eksempelvis knytter sig til selve udredningsforløbet og, i den anden ende, udtrapningen af medicin,” siger Epilepsiforeningens formand Lone Nørager Kristensen i en pressemeddelelse.
Lone Nørager Kristensen mener også, at aftalen kan føre til lange ventetider for nogle af de patienter, der siden 1. november har kunnet få behandling i privat regi. Og en anden ulempe kan være, at man stadig bor langt fra en af Danmarks nuværende 36 speciallægepraksisser for neurologi, som ikke er jævnt fordelt rundt om i landet.
Et tiltrængt kulturskifte
Hos Danske Nervelægers Organisation, DNO, er formand Stephen Wørlich Pedersen dog ubetinget positivt stemt over for aftalen, som han selv har været med til at forhandle på plads. “Vi er meget glade for aftalen og har allerede set en markant stigning i antallet af patienter,” fortæller han.
