Fra venstre Roald Bergmann og Anders Morgenthaler.
Podcasts fra kreative mænd med ADHD er bestemt kommerciel, men også sjov, skør og skøn
PODCAST. De to multikunstnere Anders Morgenthaler og Roald Bergmann har begge fået konstateret ADHD i en relativt sen alder, og det har resulteret i en hæsblæsende podcastserie. De håber, at den kan være et trygt rum for andre med diagnosen – samt for dem, der mistænker, at de har ADHD, og for pårørende.
Diagnosen ADHD er ved at forandre sig fra en børnediagnose til en voksendiagnose. Frem til 2009 fik flere børn end voksne ADHD-medicin, men det er forandret. For flere voksne bliver nu diagnosticeret med ADHD, og diagnosen er i de seneste år ikke mindst blevet synlig blandt for eksempel kunstnere, influencere, celebreties, filmfolk, forfattere, skuespillere og folk i andre kreative brancher.
Og de kulturelle altmuligmænd Anders Morgenthaler og Roald Bergmann er blandt dem, der for nylig har fået stillet en ADHD-diagnose.
Den 52-årige Anders Morgenthaler, der blandt andet har arbejdet som tegner og filminstruktør, fik sin diagnose for to år siden. Indtil da havde han levet et langt voksenliv uden at forstå, hvorfor han var nødt til at tegne under møder for at kunne følge med, eller hvorfor det var nærmest umuligt for ham at færdiggøre de mange projekter, han konstant kastede sig over.
Hans kammerat, 43-årige Roald Bergmann, der blandt andet er journalist, forfatter og TV-instruktør, får derimod sin diagnose i løbet af de første programmer af ´Dopaminklubben´. Det sker efter, at Anders Morgenthaler – overbevist om, at også Roalds udfordringer skyldes ADHD – har opfordret ham til at lade sig udrede.
Bergmann og Morgenthaler udgør som værter et stærkt makkerpar, hvor deres forskellige aldre og erfaringer med ADHD-diagnosen skaber et godt miks. Morgenthaler har haft tid til at fordøje sin diagnose, reflektere over dens fordele og ulemper og forstå dens betydning for sit liv. Samtidig får lytterne mulighed for at følge Bergmanns rejse mod en mulig diagnose og høre hans umiddelbare og helt nye tanker om at få stillet den.
For både Bergmann og Morgenthaler har satire og humor altid været en del af deres kulturelle produktioner, og et af deres erklærede mål med podcasten er, at man her meget gerne "må gøre grin" med ADHD, hvilket de da også gør konsekvent i den lange og hver uge stadigt løbende serie, som snart har et års fødselsdag.
Kategorien eder og forbandelser
Men selv for dem har morskaben en grænse – nemlig, når snakken i programmerne kommer ind på dem, som betragter ADHD som en modedreven diagnose for den kreative klasse. Her går humoren nærmere over i kategorien eder og forbandelser.
Det er naturligvis altid både legitimt og relevant at diskutere, om eksplosioner i diagnoser er udtryk for overdiagnosticering, bedre diagnosticeringsmuligheder, øget bevidsthed eller noget helt fjerde. Og tilsvarende er det også et faktum, at ADHD-diagnosen i de seneste år er blevet mere synlig især blandt kunstnere, influencere, celebrities og folk i kreative brancher.
Men de to værter og de mange gæster, som de gennem programmerne berører emnet sammen med, har ret i, at en stigende synlighed ikke nødvendigvis er det samme som, at ADHD i Danmark er ved at udvikle sig fra at være en underdiagnosticeret lidelse blandt især voksne og kvinder til at blive en overdiagnosticeret modediagnose. Blandt andet også fordi diagnosen kan være nemmere at få øje på i de kreative miljøer, eftersom mennesker med ADHD i højere grad end andre mennesker er gode til for eksempel at tænke "ud af boksen", være innovative eller kunne hyperfokusere. Kvaliteter, som er en styrke i kreative brancher. Samtidigt med at de ramte dog kan have store vanskeligheder med struktur, koncentration, udbrændthed, misbrug og deadlines.
At reducere ADHD til en modediagnose kan føre til urimelige selvbebrejdelser og uretfærdig stigmatisering. Derfor er der – værtsparrets eder og forbandelser til trods – al mulig grund til at anerkende Bergmann og Morgenthalers ugentlige indsats for at skabe et rum, der både tager de diagnosticeredes daglige udfordringer alvorligt og støtter dem, der overvejer at påbegynde et udredningsforløb. En diagnose kan nemlig være afgørende for at få den rette hjælp til de vanskeligheder, der præger hverdagen.
En udfordring og en gave
For Bergmann og Morgenthaler er ADHD både en udfordring i en verden, som kræver struktur og fokus, og en gave i et professionelt liv, hvor deres netop anderledes hjerner er gode til kreative og originale løsninger.
Selv om seriens grundtone er at finde styrkerne i ADHD, at gøre varmt og indforstået grin med den og at lære at acceptere og håndtere den – sammen med det kaos, der ofte følger med – lægger Morgenthaler og Bergmann ikke skjul på, at ADHD også kan føre til store udfordringer i livet, hvor man kan snuble gevaldigt og ofte har brug for støtte.
Blandt andet indleder de fleste af deres programmer med at spørge hinanden, hvad de har glemt siden sidst – eller bare på selve udsendelsesdagen. Og det er ikke småting, der ryger i glemmebogen. De har glemt alt fra, hvem der skal i studiet samme dag, til vigtige aftaler med familien – og endda hvor kaffekoppen, de lige har haft i hånden, er blevet af.
Forglemmelser er for dem ikke kun en besværlig, men også central del af deres ADHD. Genvordigheder som de med en blanding af humor, selvindsigt og konkrete eksempler indvier os i uden at miste balancen mellem egne sjove, men frustrerende personlige skrækhistorier, og hvad der mere alment eksemplificerer den større kompleksitet, som er så typisk for ADHD-hjernen.
En tilbagevendende og central pointe for Morgenthaler og Bergmann – som også deles af deres gæster – er, at mange med ADHD lever med en konstant følelse af skyld og skam over de ting, de har svært ved, og som de derfor føler sig nødsaget til at undskylde og forklare.
For dem handler det ikke kun om en række personlige og faglige succeser, men også om de fiaskoer, der følger med, når deres hjerner har fået dem til at gabe over for meget eller forhindret dem i at fuldføre det, de har sat i gang. Disse nederlag deler de med en beundringsværdig ærlighed.
Åbenlyst kommerciel
Selv om Dopaminklubben fortjener de varmeste anbefalinger, er det dog formentligt ikke alle, der vil værdsætte Morgenthaler og Bergmanns til tider noget støjende og fragmentariske hurtigt talende univers. Ligesom det måske også vil falde nogle lyttere for brystet, at serien er så åbenlyst kommercielt baseret. Værterne reklamerer nemlig tit og ofte for egne og andres mere eller mindre relevante firmaer, produkter og arrangementer.
Men reklameringen sker åbent og ærligt, og de kommercielle aspekter er måske også det, der – sammen med værternes helt tydelige personlige og passionerede engagement – kan være med til at sikre seriens overlevelse.
Man kan kun ønske serien et langt liv, for der er ingen tvivl om, at der i disse tider er mange berørte, pårørende, særligt interesserede og fagpersoner, der kan have glæde og gavn af Morgenthalers og Bergmanns tiltrængte, sympatiske og humoristiske forsøg på at skabe større forståelse og dialog om livet med ADHD.
Ved selv at gå forrest deler de generøst ud af deres egne sorger, hemmeligheder, pinligheder og besværligheder – men også af værdifulde råd og tips til en mindre besværlig og skamfuld gang på jord.