TV2-dokumentar taber sine patienter med Parkinson på dansegulvet

DOKUMENTAR. TV 2’s ´Så længe vi danser´ forsøger at undersøge dansens helbredende potentiale for mennesker med Parkinsons. Selvom filmen har rørende øjeblikke, mangler den empati og nærvær, hvilket gør den mere til en skildring af andres ulykke end en engagerende film om dansens transformerende kraft.

En lang række videnskabelige studier viser, at dans og musik hos mennesker med Parkinson kan forbedre bevægelse, fysisk aktivitet, velvære og livskvalitet samt mindske depression og frigive den dopamin, som bidrager til at forbedre Parkinsonsygdommens symptomer.

Dette er da også baggrunden for TV 2’s nye dokumentar ´Så længe vi danser´, der handler om en række patienter, der sammen med deres nærmeste pårørende er rejst på danseferie til Mallorca. Her møder de danseinstruktør Elisabeth Dalsgaard, der har fået til opgave i løbet af en uge at lære de tydeligt bevægelseshæmmede kursister at danse (igen).

Deltagerne

Ét af de par, der er med, er Frank Holst og hans kone, Anja Aalund. Frank Holst fik i 2017 konstateret Parkinson, og i 2018 fik han den invaliderende og livsforkortende diagnose Lewy Body demens.

Frank Holst er gammel maratonkæmper, men sygdommen har tæret alvorligt på ham, og da vi møder ham først i programmet, er han tydeligt fysisk og mentalt svækket. Tanken om, at han vil komme til at danse igen, er fjern for den gamle, seje sportsmand, og man mærker, at det nok især er hans kone, som har valgt at give sydens sol og danseferien en chance. Selv føler han, at han har så dårligt styr på sine bevægelser, at han ikke tør gå ud på altanen og helst vil melde afbud til turens første danseøvelser næste morgen.

En anden deltager er Bjørn, der, indtil sygdommen begyndte at spænde ben, ellers hele livet har været ivrig danser sammen med sin hustru, som han mødte på danseskole og har været gift med i 53 år. Han holder sig gående ved hjælp af sin medicin, men både han og konen tvivler på, at de igen skal kunne danse. Men de giver håbet en chance.

En tredje er Sofie, der fik konstateret Parkinson allerede som 37-årig for 8 år siden. Hun har store problemer med overvældende træthed og kan nogle gange ikke overkomme at skrive en sms, men skal nu danse med sin kæreste.

At det er svært for de medvirkende, hvis antal forbliver uoplyst, men som synes at være omkring 30-40, ses blandt andet ved, at de første dage går med opvarmningsøvelser. Men som dagene går, lykkes det alligevel instruktøren Elisabeth Dalsgaard at få deltagerne til at bevæge sig rundt i små danse. Og der opstår efterhånden små bevægende og livsbekræftende øjeblikke med glade og dansende par på hotellets tennisbane. Men hvordan det egentlig går for denne store brogede skare af syge og pårørende, som vi aldrig kommer i nærkontakt med, aner vi ikke.

Stærkest indtryk og meget overbevisende om dansens kraft er en vidunderlig lille scene mellem Bjørn og Elisabeth Dalsgaard, der – til ægteparrets totale lykke og mange glædestårer – med stor indføling får danset Bjørn fri af sygdommens greb om hans krop, så han og hustruen pludselig kan danse rigtigt igen sammen.

Men dansescenen mellem Bjørn og Elisabeth Dalsgaard er stort set også den eneste gang, at filmen inviterer sine seere til et stærkt engagement i de medvirkendes kamp på dansegulvet. Så trods dette moment af stor skønhed er det begrænset, hvad dokumentaren får formidlet af indføling, empati og oprigtigt nærvær med de syge og deres ofte også hårdt ramte pårørende. Det er vanskeligt ikke at få en ubehagelig følelse af, at deltagerne primært bliver set og brugt som statister i dokumentarens tjeneste.

At filmen ikke i højere grad viser og udnytter den kompetente Elisabeth Dalsgaards tilsyneladende oprigtige ønsker om at hjælpe deltagerne, men kun rigtigt udfolder dette én eneste gang, nemlig i scenen med Bjørn, synes at være forspildte muligheder. Vi får aldrig en klar fornemmelse af, hvordan og hvor mange det lykkes hende at få til at udnytte dansens potentiale. Hendes engagement vises kun sporadisk, selv om hun, hvis hendes rolle ellers havde fået ordentligt fokus, givetvis kunne have bidraget væsentligt til den dybde, varme, nærvær og fokus, som filmen mangler.

At dokumentaren ikke formår at holde sit fokus, illustreres bizart nok af dens omfattende optagethed af Frank Holsts kone, der har udvidet familien med en ny kæreste, som nu indgår på lige fod. En langstrakt fortælling, der kunne have været relevant i en udsendelse om, hvordan ægtepar eller pårørende håndterer alvorlig sygdom, men som virker helt malplaceret i en film, der burde handle om dansens betydning for mennesker med Parkinson.

Tuttenuttet speakertekst

En yderligere svaghed ved programmet er dets manglende spænding i narrativet. Jo, vi ved, de skal få det bedre ved at danse, men hverken tilrettelæggernes, de medvirkendes eller danseinstruktørens mål og ambitioner træder på noget tidspunkt frem. Ingen har noget rigtigt på spil i forhold til dokumentarens fremdrift.

For eksempel er det først hen imod slutningen, at det står klart, at de medvirkende den sidste aften skal danse og optræde sammen for hotellets ansatte. Men hvad der skal forestille at være et klimaks, er så svagt introduceret, at det hverken skaber forventning eller forløsning, da vi til slut ser parrene danse. Havde vi fra starten vidst, at optrædenen var målet, kunne det have givet historien en naturlig spændingskurve og gjort seeren mere involveret i deltagernes udvikling.

Bedre bliver det ikke af, at filmens tuttenuttede speakertekst, som i stedet for at give nogle meningsfulde fakta, er spækket med floromvundne og ukonkrete banaliteter, som tenderer det nedladende over for de medvirkende og på ingen måde forklarer, hvorfor dans og musik kan være så effektivt over for de syges motorik, balance og mentale helbred.

Tabes på gulvet

´Så længe vi danser´ kunne have været en dybt rørende og oplysende film om, hvordan dans kan fungere som et helbredende redskab for mennesker med Parkinsons sygdom og deres pårørende. Men trods enkelte glimt af deltagere, som genfinder kontrol og glæde, taber dokumentaren sine Parkinsonsyge medvirkende på dansegulvet. For disse momenter er alt for få, for sporadiske og for dårligt forankrede i den større fortælling, som filmen kunne have været om, at der findes andre og supplerende behandlingsmetoder end de traditionelle, som kan støtte mennesker med Parkinsons sygdom til bedre førlighed og større livskvalitet.

I stedet giver filmen associationer til det, som man i især ugebladsbranchen altid har kaldt for ’Ugens glade krøbling’, hvilket er en særlig skabelon for historier om syge eller skæbneramte mennesker, der med mod på livet gør ting, som han eller hun ikke burde kunne. Skabelonen er en klassiker. Ikke et øje er tørt, og den sælger, hvad enten det er ugeblade eller TV-programmer, når den som her bliver presset ned over sine medvirkende.

´Så længe vi danser´ kan ses på TV2Play