
”Mange kvinder vil efter graviditeten måske have en følelse af endelig at være færdige med diabetes. Vores forskning viser tydeligt, at det er mange kvinder desværre ikke,” siger Ulla Kampmann Opstrup.
Nybagte mødre glemmer at følge op på graviditetsdiabetes efter fødslen
Det er op til kvinderne selv at få målt deres blodsukker, hvis de har haft graviditetsdiabetes. Og hver femte af dem har stadig prædiabetes eller diabetes et helt år efter fødslen, viser ny forskning. Praktiserende læger og specialister skal nu i fællesskab finde tiltag, der kan skabe øget opmærksomhed på problemet.
Selvom der er gjort en stor indsats, har hver femte kvinde med graviditetsdiabetes stadig diabetes eller prædiabetes et år efter fødslen. Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse fra Steno Diabetes Center Aarhus, som blev publiceret i juni.
”Mange kvinder vil efter graviditeten måske have en følelse af endelig at være færdige med diabetes. Vores forskning viser tydeligt, at det er mange kvinder desværre ikke,” siger studiets hovedforfatter Ulla Kampmann Opstrup, der er overlæge hos Steno Diabetes Center Aarhus.
Nye retningslinjer
Dansk Endokrinologisk Selskab (DES) har netop i samarbejde med Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) og Dansk Selskab for Klinisk Biokemi (DSKB) offentliggjort en ny guideline, som skal gøre opfølgningen for kvinder med graviditetsdiabetes mere entydig. Af retningslinjerne fremgår det, ifølge Ulla Kampmann Opstrup, at kvinder, der har haft graviditetsdiabetes, selv skal gå til egen læge og få målt deres fasteblodsukker og langtidsblodsukker tre måneder efter fødslen, derefter skal de have en måling af deres langtidsblodsukker med et til tre års mellemrum resten af livet.
”Det er op til kvinderne selv at håndhæve det. Når de bliver mødre, glemmer de desværre ofte at gå til opfølgning. Vi har drøftet med praktiserende læger, om der var en måde, hvorpå man kunne lave en mere fælles og systematisk indsats, så det blev nemmere at huske at lave de regelmæssige opfølgninger hos de kvinder, der har haft graviditetsdiabetes. En sådan indsats har dog vist sig at være vanskelig at ensrette grundet forskellige arbejdsgange og IT-systemer i almen praksis,” siger Ulla Kampmann Opstrup.
Praktiserende læge Maria Krüger er DSAM-talsmand inden for medicin og IT. Hun skriver i en mail til Medicinsk Tidsskrift, at det er ”vigtigt, at information ikke går tabt ved sektorovergange. I udskrivningskortet til den praktiserende læge skal det anføres og markeres tydeligt, at kvinden har haft diabetes i graviditeten.”
