Komiker er god som hudløs hovedperson i myldrende ADHD-dokumentar

DOKUMENTAR. ADHD-dokumentar med den kendte komiker Christian Fuhlendorff i hovedrollen fortjener et stort publikum, da der er både relevante indsigter og fut under formidlingen. Det er hypermoderne public service om hyperaktive sind.

Christian Fuhlendorff er kendt som en sjov mand, der har gjort sig både som standup-komiker, TV-vært, skuespiller og manuskriptforfatter. 

Blandt hans nærmeste er han også kendt som en familiefar, ægtemand og søn, der har mere end almindeligt krudt i bagdelen. Som dreng gik han flere år i en specialskole, da han blev vurderet som værende grænsepsykotisk, fordi han ikke kunne sidde stille.

Nu har han påtaget sig at besvare spørgsmålet, der bærer de her programmer: ´Hvad fejler Fuhlendorff?´ Det er der kommet en dokumentarfilm i tre afsnit ud af, tilsammen har kapitlerne i fortællingen samme længde som en almindelig spillefilm.

Den kraftige mistanke er fra første færd, at komikeren har ADHD. Det bliver understøttet af flere fortællegreb. Form og indhold pingponger med hinanden. Her er brugt gamle klip fra DR-arkiverne, som bliver vittigt remixet ind i den øvrige fortælling som i en dokumentarfilm af Michael Moore, manden bag blandt andet ’Bowling for Columbine’. Her er også scener, der ligner noget fra et af DR’s børne- og ungdomsprogrammer, hvor Fuhlendorff iført neonrosa jakkesæt sidder i en dagligstue med rokokopude, rod på gulvet og et gammelt billedrørsfjernsyn. Disse scener er nok medtaget for at vise, hvordan der ser ud inden i Christian Fuhlendorff, men det hænger lidt i luften, hvad der her indslag præcis tilfører programmerne.

Rastløst trommespil myldrer på lydsporet, og ekspertkilderne bliver interviewet blandt hverdagsmylderet i en lufthavn eller i et supermarked. Sidstnævnte greb fungerer godt, fordi seerens egen koncentration bliver udfordret: Kan jeg lytte til, hvad ekspertkilderne siger, eller kommer jeg til at rette min opmærksomhed mod, hvad der sker bag ved dem? Det er vist sådan, mange konstant har det, hvis de er diagnosticeret med ADHD.

Nuancer og cases kommer i spil

Handlingsplanet er enkelt nok: Christian Fuhlendorff opsøger en praktiserende psykiater, der skal hjælpe komikeren med at få stillet en fyldestgørende diagnose af sin hvileløse mentale tilstand. Christian Fuhlendorff møder også andre, der er bekendte med ADHD, og programmerne får derfor også en mere journalistisk fornemmelse, end hvis programmerne havde været en diagnostisk enerejse.

Vi møder den unge kvinde, der måtte opgive at blive politibetjent på grund af sin ADHD-diagnose. Den purunge influencer, der laver TikTok-indhold om sin tilstand. Den ældre førtidspensionist, som fik diagnosen sent i livet. Der er samtalende gåtur med komiker-kollegaen, der har ADD frem for ADHD.  Det er fine cases, som nuancerer billedet af, hvad en person med ADHD kan være. Christian Fuhlendorff rejser også, lidt mindre nødvendigt, til Malaga for at få en kendis med ADHD, Aquas Rene Dif, i tale.

Christian Fuhlendorff er udmærket som anker, han kan lade showet være både vinklet på ham, men samtidig pege udad. Jeg skal være ærlig og tilstå, at jeg personligt altid har fundet ham en smule irriterende som komiker. Men jeg fik sympati for ham, hans hudløse tilgang til sin egen historie og hans familie. Han har en hustru, der er specialpædagog – dette faktum får han også en god joke ud af i det comedy-show,  vi ser et uddrag fra til sidst.

’Hvad fejler Fuhlendorff’ tilbyder nyttig og relevant viden for lægmand fra relevante ekspertkilder, samtidig med at der er spøjse indslag og fut under formidlingen, som det bør gøre sig gældende inden for hypermoderne public service om hyperaktive sind. Det er velfortjent og velgørende, hvis dokumentarserien når ud til en masse seere.

'Hvad fejler Fuhlendorff' kan streames på DR