Uanset hvor meget hjertekirurgen Christian Lildal Carranza kommer under pres, og hvor mange timer han har arbejdet i streg, forbliver han rolig og afdæmpet. Foto: DR
Ny DR-hospitalsserie er en fortjent hyldest til Rigets personale
TV: DR’s sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling genoptager sidste års velfortjente succes med at følge en række personaler på landets største hospital, Rigshospitalet, i seks nye og gribende dokumentarprogrammer. Denne gang med et større fokus på sygeplejersker og folkeoplysning og mindre på pressede beslutningsprocesser omkring patienter og behandling.
Peter Qvortrup Geisling er endnu engang lykkedes med at komme ind bag Rigshospitalets høje mure. Sammen med sit reportagehold har han tilbragt en del af den forgangne vinter 2022/23 som flue på væggen hos en række af Rigshospitalets udvalgte medarbejdere.
Det er der foreløbigt kommet en ny sæson bestående af i alt seks værdifulde public-service programmer ´Med Livet i hænderne, ud af. Programmer af cirka en halv times varighed, som kan bibringe noget vigtigt til de fleste af os, såfremt man da ikke lider af decideret berøringsangst overfor sygdom og hospitaler.
At Rigshospitalet med sine nu 15.000 ansatte er en kæmpe maskine, hvor tusindvis af tandhjul og varme hænders indsatser skal falde i hak, for at de mange daglige patientbehandlinger skal kunne fungere, fremgår tydeligt af den nye TV-serie. Og for overskuelighedens skyld har Geisling da også valgt kun at følge enkelte udvalgte personers indsatser på henholdsvis hospitalets traumecenter, Afdeling for Organkirurgi og Transplantation, afdelingen for portører og modtagelse af helikoptere samt Rigets berømte og berygtede kælder.
I Traumecenteret, hvor man dels arbejder som almindelig skadestue, men også med akut meget tilskadekomne patienter, følger vi især sygeplejersken Rie Haulik Aalbæk Madsen, som i høj grad har den nære kontakt til patienter og de pårørende, når der overhovedet er tid til dem.
Og vi møder hjertekirurg Christian Lildal Carranza, som udfører transplantation af hjerter og lunger, er særlig specialist i kikkertkirurgi i forhold til hjerter, som hele tiden udvikler nye operationsmetoder - og som i øvrigt arbejder 60-70 timer om ugen dag og nat.
Og ny medvirkende er endelig sygeplejerske Carina Mai Andersen fra Afdeling for Organkirurgi og Transplantation, som tager sig af tarmopererede patienter, når hun ikke også lige skal tage sig af andre patientgrupper på grund af personalemangel.
Men udover disse nye medvirkende er der også gensyn med et par af de medvirkende fra første sæson, nemlig portøren Michael Morsø, der fortsat har mange forskellige opgaver på blandt andet helikopterlandingspladsen, på operationsgangen og intensivafdeling, men som i forhold til sidste år er tydeligt præget af et for stressende arbejde i for lang tid og mangel på kolleger. Han har været sygemeldt i mellemtiden og forsøger nu, så godt han kan, trods de givne vilkår at passe lidt bedre på sit helbred.
Umenneskelig præstation
En anden genganger er chef for kælderen, Jan Krogshede, der styrer kælderen under hospitalet, og som fortsat forsøger sig med opfindsomme løsninger på store og små problemer som for eksempel, hvordan hospitalet kommer til at kunne flage med splitflag, til hvordan hospitalets livsvigtige, men overbebyrdede elevatorer fungerer bedst muligt. Ligesom violinist Lisbeth Sagen endnu engang spiller for patienterne.
Og det er ikke små ting, som vi konfronteres med. Christian Lildal Carranza udfordres blandt andet under en hjertetransplantation af blødninger omkring det nye hjerte og af at skulle lære en hel ny operationsmetode for en type af hjertepatienter, som man ellers ikke kan tilbyde behandling. Alt i mens at hans kontor pludselig får vandskade, og en del af hans papirer ødelægges. Men uanset hvor meget han kommer under pres, og hvor mange timer han har arbejdet i streg, forbliver han rolig og afdæmpet. En helt umenneskelig præstation, som kameraet fanger gang på gang.
Også sygeplejerskerne Rie Haulik Aalbæk Madsen og Carina Mai Andersen knokler på. Rie med sine mange skiftende patienter, som hun kun møder kort, men ofte i intense og livstruende situationer, Carina med sine ofte kræftramte patienter, som hun plejer gennem længere tid, og derfor som regel kommer til at kende ret godt, hvilket ikke altid gør det nemmere, når patienterne har det svært. Og Michael Morsø med ustandselig at skulle være to steder på én gang og i øvrigt være back-up for de af sine strejkende kolleger, der ikke som han selv er tjenestemand, hvorfor han ikke må strejke.
Alle kæmper de for patienter, hvis ve og vel de hver især gør sig mange tanker om, hvordan de tjener bedst. Men programmerne viser også på sin egen lavmælte og lidt indirekte kritiske facon, at fælles for dem er, at disse hverdagens helte er myreflittige, men alt for ofte oppe mod benhårde odds, når de skal håndtere professionel dygtighed og medmenneskelig omsorg samtidig med en presset infrastruktur, for lidt personale, for få timers søvn og aflyste fridage.
I de nye programmer har Geisling sammenlignet med første sæson gjort sig endnu mere umage med, at fagpersonalernes professionelle kommunikation konsekvent oversættes og forklares på et letforståelig dansk. Ganske flot og effektivt gennemført, men hvorvidt man synes, disse pædagogiske anstrengelser er en yderlig styrke eller i stedet nærmere en svaghed i form af tab af tempo og måske også nogle gange flow er en smagssag.
Tilsvarende vil nogle nok også kunne opleve, at der i den nye sæson er sket et tab af elementær spænding ved den større fokusering på sygeplejen. I den første serie fulgte vi to læger, der nærmest dagligt måtte træffe beslutninger, der betød, at de og deres patienter havde deres respektive karrierer eller liv på spil. Her er vi – sammen med de sygeplejersker, vi følger - langt længere væk fra der, hvor de lægefaglige beslutninger om liv eller død træffes, hvilket naturligvis giver de nye programmer en anden og mindre farlig dynamik.
Det ændrer dog ikke ved, at programmerne fortsat er vigtige, vedkommende og værdige repræsentanter for et public service-TV, der her giver os borgere, hvad det er sat på jorden for at gøre. Og på den måde har de i programmerne medvirkende sundhedspersoner måske nok mere til fælles med redaktionen bag denne serie, end man lige skulle tro.