Ny dokumentar om døende 21-årige Amalie forstår ikke egne begrænsninger  

DOKUMENTAR. Nyt dokumentarprogram, der følger den unge terminalt syge Amalie Vilslevs sidste tid, inden hun dør på grund af sin lungesygdom, er kun til at blive i dårligt humør af. Selv om programmet er del af en serie, der ifølge TV2 skal appellere til et ’mere begejstret og mere engageret liv’.

 

TV 2 ECHO fulgte første gang Amalie i 2020, da hun som kun 19 år gammel ventede på at få nye lunger i dokumentaren ’Må jeg få dine lunger’. Amalie havde to år tidligere fået konstateret den genetiske sygdom morbus osler, som blandt andet betød, at hun havde akut behov for transplantation af to nye lunger for at overleve. Det lykkes Rigshospitalet at finde et donor match. Operationen var en succes, Amalie blev student, begyndte på en uddannelse som sygeplejerske og skabte sig et aktivt liv på blandt andet de sociale medier, hvor hun med døden i hælene (gennemsnitslevetiden efter lungetransplantation er fem til syv år) flittigt delte ud af sit indre skattekammer og mange aktiviteter.

Men allerede efter to år i 2022 begyndte Amalies nye lunger en hurtig, kronisk, og uhelbredelig afstødningsproces, fremgår det af TV2 ECHO, som igen følger Amalie i sit nye program ´Amalie skal dø´, der indledes med, at Amalie i en speak under billeder af sin ligkiste, fortæller os, at hun nu er død efter at have været indlagt på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg:

”Når du ser dette, er jeg død.

Det kan godt være, at det er svært for dig at forholde dig til, men det er derfor, at det er vigtigt, at du ser med,” siger hun og fortsætter: 

”Min sidste tid har givet mig en vigtig indsigt i livet.

Den har åbnet mine øjne for så meget, jeg slet ikke så, før jeg blev syg.

Og det vil jeg gerne dele med dig. Måske kan du bruge det til noget i dit eget liv,” lyder nu afdøde Amalies stemme i den ganske vist effektfulde, men også noget makabre voice over.

Og det, som Amalie gerne vil fortælle os, er, at vi skal huske at leve i nuet. Ikke i fortiden eller i fremtiden, men nu, ud fra mottoet: Alt, vi har, er nu:

”Det lyder måske skørt, men jeg ville ikke have været min sygdom foruden. Den har lært mig at leve så meget og så intenst.

Jeg har levet et helt liv på de sidste fire år, hvor jeg var syg,” hævder en tapper Amalie.

Og så tager programmet ellers fat på Amalies allersidste dage. Ikke blot med hyppige besøg af veninder, medstuderende og familie. Men også med for Amalie tydeligvis anstrengende ekskursioner udenfor hospicets mure. Heriblandt en meget lidt ’ inspirerende’, ´engagerende’ og ’begejstrende’ tur til en tatovør med en udmattet og iltfattig Amalie, som krampagtigt forsøger at holde gejsten oppe, så hun kan leve op til sit eget motto og i øvrigt fortsat poste sine aktiviteter på de sociale medier. 

At lave et program om vigtigheden i at gribe dagen i en serie af den slags, som TV2-Epoche producerer, kan der være god mening i. Men at vise en døende Amalie og hendes dybt ulykkelige pårørende, som man gør her, fungerer ikke.

For det første ser vi aldrig rigtigt Amalie udfolde sit motto i de to år inden, at hun blev terminalt syg. At hun oplevede så meget, at hun ikke ville have været sygdommen foruden, forbliver et utroværdigt og tomt postulat, der nærmer sig dødskult, når Amalies ord herom bærer en stor del af programmets eksistensberettigelse. 

For det andet føles det at komme så tæt på en så grå og dødsenstræt Amalie, når hun på én af sine sidste dage lægger makeup eller tager til tatovøren, mere som en ubehagelig snagende iscenesættelse end noget, der kunne minde om engagerende livsbekræftelse. 

Og for det tredje så er det som om, at programmet aldrig løfter sig over sin hovedpersons udstrakte brug af de sociale medier. Journalisterne har været for lidt til stede, og når de endelig har været der, har de villet for lidt og bibringer os derfor ikke noget, der gør, at vi kommer ned under Instagram og de andre platformes arrangerede og velpolerede overflader. 

Alt i alt viser ´Amanlie skal dø´, at redaktionen ikke forstår egne begrænsninger. At gå så tæt på en døende 21-årig og dennes familie kræver et på flere niveauer andet og større format, end ECHO-serien med dens traditionelle små videovignetter giver mulighed for. En serie, som ifølge TV 2 er skabt for at få flere seere mellem 20 og 30 år, som typisk indeholder journalistiske små videovignetter om for eksempel mangel på kvindelige lastbilchauffører, lerdueterapi for PTSD, mormor på festival, skrald og stress blandt politikere. I ´Amanda skal dø´ er vignetten bare blevet pustet op med lidelse og Amandas og familiens kolossale tapperhed. Uden at vi bliver klogere på noget som helst. Nærbilleder af en tydeligt døende Amanda i sengen er decideret usmagelige.

At Amalie selv har ønsket at medvirke, kan opfattes som en formildende omstændighed. Og det sammen kan det faktum, at meget syge især unge ikke sjældent kan have stor glæde og gavn af de sociale mediers kortfattede kommunikationsform. Men ´Amanda skal dø´ er ikke Instagram. Det er derimod en sløjt tænkt TV-dokumentar, som kun i ringe omfang lever op til, hvad man burde kunne forvente sig af en TV-2-dokumentar om en ung, fortvivlet piges greb for ikke at gå til bunds i rædsel og afmagt over sin dybt tragiske og alt for tidlige død.

At hævde, at det amputerede program er egnet til at føre til et mere begejstret og engageret liv, fremstår som et figenblad, der skal trække flere seere ind til et gys til aftenkaffen, som mest af alt gør trist og i dårligt humør. Ærgerligt, for både Amalie og hendes forældre forekommer at have mere at byde på og fortjene bedre.

´Amalie skal dø´ kan streames på TV2 Play