
"Sundhedspolitikerne har nogle præferencer, og det vil understøtte Medicinrådets legitimitet at få dem klart beskrevet,” mener Leif Vestergaard.
Etisk Råds formand efterlyser beskrivelse af Medicinrådets sundhedspolitiske mandat
Medicinrådets sundhedspolitiske vurderinger skal være mindre afhængige af medlemmernes skøn, mener Leif Vestergaard Pedersen, formand for Etisk Råd og tidligere medlem af Medicinrådet.
Medicinrådet begyndte for få år siden at arbejde med kvalitetsjusterede leveår (QALY) som et mål for behandlingseffekten af ny medicin. Det betyder, at Medicinrådet beregner, hvor mange raske leveår, en behandling giver, men man har endnu ikke beskrevet, hvad man er villig til at betale for et kvalitetsjusteret leveår, og det er en mangel, mener Leif Vestergaard Pedersen, der er formand for Etisk Råd og tidligere patientrepræsentant i Medicinrådet.
“Arbejdet med QALY er en sundhedspolitisk og ikke en sundhedsfaglig opgave. Spørgsmålet om, hvornår omkostningerne ved et kvalitetsjusteret leveår er for høj, og hvornår noget er for dyrt, kan man ikke finde i en bog, og derfor mangler Medicinrådet en referenceramme i arbejdet med QALY. Der findes ingen vejledning for, om man skal rette sig efter Finansministeriets vejledning om værdisættelse af et kvalitetsjusteret leveår, eller om vurderingen skal bero på Medicinrådets medlemmers skøn af, hvad vi kan være bekendt eller om den tærskelværdi, man har sat i England, skal om omregnes til danske forhold,” sagde Leif Vestergaard Pedersen på Medicinske Tidsskrifters webinar 5. februar. Webinaret havde titlen ”Kan Medicinrådets principper bane vejen for et mere robust og bæredygtigt sundhedsvæsen?”
I Danmark har der ikke været et ønske om at sætte en fast tærskel for, hvad man maksimalt vil betale for en behandling, blandt andet fordi en tærskelværdi har tendens til at få virksomheder til at sætte deres pris så højt, de kan. Men de danske sundhedspolitikere kan godt formulere nogle klare præferencer, som Medicinrådet kan basere sine skøn på, uden at sætte en tærskelværdi, mener Leif Vestergaard Pedersen.
“Sundhedspolitikerne har nogle præferencer, og det vil understøtte Medicinrådets legitimitet at få dem klart beskrevet. Det kan vi godt gøre uden at skrive det på formel. For eksempel er der et klart sundhedspolitisk ønske om lighed i sundhed, som alt andet lige betyder større betalingsvillighed til psykiatriske patienter og mennesker med handicap. Større betalingsvillighed over for børn og patienter uden anden behandlingsmulighed eller ved egentlige faglige gennembrud,” siger Leif Vestergaard Pedersen.
Relateret artikel

