Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Som det er nu, gøres der ingen forskel på, om der er mange ældre og syge eller mange unge og raske i et område, så alle lægepraksis har i princippet 1.600 patienter. Nu skal vi rådgive i at lave en model, der er mere hensigtsmæssig,” siger Jakob Kjellberg.

Ny ekspertgruppe skal rådgive Løhde: Her er deres tanker om patientfordelingen i almen praksis

En ny ekspertgruppe skal rådgive indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) om fordelingen af landets praktiserende læger. Professor Jakob Kjellberg fra VIVE er en af eksperterne i gruppen. Han vurderer, at en ny model næsten kun kan blive bedre end det nuværende system.

En ny national model for fordelingen af læger i almen medicin skal træde i kraft 1. juli 2025. Ekspertgruppen skal hjælpe ministeriet med at udvikle modellen, der i fremtiden skal danne grundlag for, hvorhenne regionerne kan oprette ydernumre til praktiserende læger og øvrige lægekapaciteter. 

Det fremgår af en artikel bragt i Altinget.

Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg er forskningsprofessor ved VIVE og er øverste navn på listen over eksperter (se faktaboks under artiklen).

Han udtaler sig i optimistiske vendinger om arbejdet:

”Det handler om, hvorvidt vi kan lave noget, der er bedre. Og det er svært at lave noget, der er ringere, så det er et godt udgangspunkt. Som det er nu, gøres der ingen forskel på, om der er mange ældre og syge eller mange unge og raske i et område, så alle lægepraksis har i princippet 1.600 patienter. Nu skal vi rådgive i at lave en model, der er mere hensigtsmæssig.”

Tanken er for Jakob Kjellberg, at der kommer en model, hvor der er en bedre sammenhæng mellem arbejdsbyrden og antallet af læger.

”Hvis man primært har sin praksis et sted med mange unge raske borgere, skal man måske have 1.850 borgere i en lægepraksis, og måske kun 1.350 i en lægepraksis med mange syge. Viser dén model sig efterfølgende ikke at være ramt 100 procent rigtigt, så vil modellen stadig være mere rimelig, end den fordeling vi har i dag. Vi skal lave noget, der er operationaliserbart her og nu, og hvor vi kan bruge eksisterende data på området. Så kan det godt være, at en model i fremtiden vil finde, at henholdsvis 1.900 og 1.300 borgere viste sig at være mere korrekt, men lige nu handler det om at tage et langt skridt i den rigtige retning,” siger professoren. 

 Vedsted: Fokus på nærhed og adgang

Professor Peter Vedsted er forskningsleder ved Universitetsklinik for Innovative Patientforløb, Aarhus Universitet og tilknyttet Forskningsenheden for Almen Praksis. Han er også del af ekspertgruppen. Han tilslutter sig Jakob Kjellbergs udtalelser, men påpeger samtidig, at hovedfokus hos ham ligger et andet sted end det rent kvantitative.

”For mig handler det her om at få tilgodeset alle danskeres behov for en praktiserende læge tæt på og med adgang. Den geografiske opdeling optager mig. Senere må vi  se på, om den enkelte praksis får flere eller færre patienter. Det er for mig også et honorarspørgsmål. Vi skal huske på at medtænke faktorer som sygdom og tidlig død rundt i landet, så vi ikke kun kigger på økonomiske størrelser som befolkningstal og antal ydelser udført i nuværende klinikker. Men det er en stor udfordring at finde ud af, hvilke data vi skal foreslå den her model bygget på. Og hvor meget skal nærhedsprincippet fylde? Må der være 10 kilometer til lægen i eksempelvis Region Sjælland?”

Et forandret Danmark

Allerede nu har indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og Danske Regioner indgået en foreløbig delaftale, der skal tilskynde flere læger til at søge stillinger i områder, hvor der er lægemangel. Derfor må der fremover kun slås ydernumre op i 17 bestemte kommuner, nemlig Vordingborg, Lolland, Guldborgsund, Kalundborg, Odsherred, Lejre, Holbæk, Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø, Morsø, Thisted, Næstved, Ringsted, Sorø og Slagelse. 

Camilla Høegh-Guldberg, der er tidligere PLO-lokalformand i Region Sjælland, har bemærket påLinkedIn, at 10 ud af 17 af kommunerne er beliggende i Region Sjælland.

Hun kommenterer videre, at det er ”dejligt med politisk fokus på, at der mangler praktiserende læger de pågældende steder, men det betyder jo så også, at der allerede ER ledige ydernumre dér,” skriver Camilla Høegh-Guldberg, der lige er indtrådt i PLO’s hovedbestyrelse.

Peter Vedsted erklærer sig fuldstændig enig.

 ”Hvad kommer delaftalen til at ændre? Der, hvor der mangler læger, er der allerede ledige ydernumre. Aftalen handler lige så meget om, at der ikke skal yderligere læger til Nørrebro eller Latinergadekvarteret i Aarhus, men at vi skal have de ledige kapaciteter besat. Vi har bygget vores sundhedsvæsen på demografiske modeller fra 90’erne. Region Sjælland byggede et akutsygehus i Køge, fordi det var her, de syge borgere boede før i tiden. Men nu bor de på Lolland på grund af huspriserne, og middelklassen er flyttet til Køge. Det er dynamiske størrelser, og derfor skal vi også arbejde på at lave en model, som er dynamisk.”