Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Vi mangler akut læger i yderområderne og i landdistrikterne, og derfor bliver vi nødt til at tage utraditionelle metoder i brug," siger Danmarksdemokraternes partiformand Inger Støjberg. Foto: Danmarksdemokraterne

Parti vil betale lægers SU-gæld, hvis de flytter på landet

Danmarksdemokraterne foreslår at eftergive lægers SU-gæld med 30.000 kroner for hvert år, de er ansat i en almen praksis i et område med lægemangel.

"Vi mangler akut læger i yderområderne og i landdistrikterne, og derfor bliver vi nødt til at tage utraditionelle metoder i brug," siger Danmarksdemokraternes partiformand Inger Støjberg til TV2.

Hun og resten af Danmarksdemokraterne afslutter fredag deres sommergruppemøde på Lolland.

Danmarksdemokraterne foreslår at lave en rekrutterings- og fastholdelsespulje, som blandt andet skal bruges på løntillæg til læger, som har eller planlægger at starte en lægepraksis i landdistrikterne. Men pengene skal også bruges til initiativer, der hjælper de yngre læger til at blive forankret i lokalsamfundene i yderområderne.

267.000 danskere har ikke en fast familielæge, og det tal har aldrig været højere. Samtidig bliver 17 procent af de opslåede stillinger for læger på landsplan ikke besat.

Det er dog tvivlsomt, om det lige er en eftergivelse af SU-gæld, der kan tiltrække de yngre læger, mener  Thomas Purup, der er formand for de kommende praktiserende lægers organisation, Fyam. Til Ritzau siger han, at når man spørger de uddannelseslæger, der er i almen medicin, hvad der vægter for dem, er det blandt andet sociale og faglige netværker.

Inger Støjbergs gamle parti, Venstre, har tidligere foreslået 20.000 kroner i eftergivelse af SU-gæld for at løse samme problematik.

Del artikler