
Den nye konstituerede administrerende sygehusdirektør Anna-Marie Bloch Münster.
Regionsdirektør fik 8 ansøgninger til job som hospitalsdirektør. Den rigtige var der ikke – men hvem er den rigtige?
Kun otte personer ønskede at blive hospitalsdirektør for Esbjerg og Grindsted Sygehus, og den rigtige var der ikke. Men hvem er den rigtige? Regionsdirektør Jane Kraglund erkender, at den kommende rapport fra Sundhedsstrukturkommissionen måske vil indebære andre krav til sygehusenes ledelser. Derfor venter hun med at genopslå stillingen.
I stedet konstitueres den nuværende lægelige direktør Anna-Marie Bloch Münster i stillingen som administrerende sygehusdirektør på Esbjerg og Grindsted Sygehus. Samtidig bliver Mads Haugaard også konstitueret som direktør i sygehusets direktion.
Stillingen som administrerende sygehusdirektør på Esbjerg og Grindsted Sygehus har været ledig, siden Per Busk valgte at fratræde sin stilling i slutningen af marts. Stillingen har været i opslag, og stillingsopslaget resulterede i otte ansøgninger.
"Vi ønsker et lidt bredere ansøgerfelt end de otte ansøgninger, som vores jobopslag har givet os. Derfor er det nødvendigt at genopslå stillingen," siger regionsdirektør Jane Kraglund og fortsætter:
"Vi er i den sammenhæng bevidste om, at den kommende rapport fra Sundhedsstrukturkommissionen og efterfølgende beslutning om organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen måske vil indebære andre krav til sygehusenes ledelser og regionen i øvrigt. Vi ved, at Sundhedsstrukturkommissionens rapport kommer om få uger, og at det forventes, at der indgås politisk forlig i efteråret. Det korte tidsperspektiv gør, at vi har besluttet at afvente de nationale beslutninger, før stillingen genopslås."
I ventetiden bliver den nuværende lægelige direktør Anna-Marie Bloch Münster konstitueret administrerende sygehusdirektør.
