Den nye strukturkommissionen, som i foråret 2024 skal komme med dens bud på et langtidsholdbart sundhedsvæsen 2.0, skal ledes af formand for Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker. 

Det kom frem på et pressemøde, som regeringen holdt i formiddag. Temaet for mødet var 'fremtidens sundhedsvæsen', og Jesper Fisker blev her præsenteret som formand for den nye strukturkommission, som Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne forud for regeringsdannelsen var enige om at nedsætte og nu er en del af regeringsgrundlaget "Ansvar for Danmark".

Fisker blev ved mødet flankeret af statsminister Mette Frederiksen (Soc.), Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen. Det var med andre ord regeringens øverste top, som var mødt op, hvilket understregede, at sundhedsvæsenet er en af regeringens øverste prioriteter. 

"Vi vil skabe et sundhedssystem i verdensklasse, og patienterne skal have tillid til, at man som patient får den bedste behandling," sagde Mette Frederiksen blandt andet og adresserede også kræftskandalen i Aarhus, hvor 293 tarmkræftpatienter ikke er blevet opereret indenfor 14 dage, som de har krav på. »Det er en alvorlig situation, og det er et tillidsbrud, der i vores øjne er uacceptabelt,« sagde hun på pressemødet. 

"Fordomsfrit"

"Vi kan ikke blive ved med at gøre det samme i sundhedsvæsenet og forvente det samme. Status Quo vil være tilbagegang. Derfor skal der kompetente folk til nu kigge fordomsfrit på sundhedsvæsnets indretning," sagde Lars Løkke og tilføjede, at han var utrolig glad for, at Jesper Fisker havde sagt ja til at stå i spidsen for arbejdet med at kigge sundhedsvæsenet efter i sømmene. "Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre mand end ham til det," sagde Lars Løkke. 

Også Sophie Løhde tog ordet:

"Med Sundhedsstrukturkommissionen sætter vi længere lys på, så vi kan få sat gang i nogle grundlæggende, men nødvendige forandringer. Jeg er meget tilfreds med sammensætningen af kommissionen, som nu har de helt rigtige kompetencer til fordomsfrit at gentænke organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen. Vi har oplistet 8 punkter, som kommissionen skal igennem. De får til opgave at opstille og belyse forskellige modeller for fremtidig organisering af sundhedsvæsenet," sagde hun.

Det var tydeligt, at ordnet "fordomsfrit" gik igen i flere af talepapirerne.  

De otte punkter er:

  1. Den regionale struktur i sundhedsvæsnet.
  2. Rammerne for den kommunale sundheds- og forebyggelsesindsats.
  3. Samspillet mellem det specialiserede sundhedsvæsen på sygehusene og det nære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis.
  4. Organisering og styring af almen praksis.
  5. Finansierings- og incitamenstsstrukturer samt kultur og ledelse i sundhedsvæsnet.
  6. Koordinering og kvalitetsudvikling på sundhedsområdet.
  7. Organisering af digitale løsninger og it-infrastruktur.
  8. Frit valg og patientrettigheder.

Baggrunden for nedsættelsen af Sundhedsstrukturkommissionen er blandt andet de demografiske forandringer, hvor stadig flere borgere får behov for pleje og behandling, mens der er problemer med at få læger og sygeplejersker nok næsten alle steder i sundhedsvæsenet. Et andet forhold er de store forskelle i sundhedstilbud på tværs af landet, og at de nære sundhedstilbud ikke er fulgt med udviklingen i det specialiserede sundhedsvæsen. Sundhedsstrukturkommissionens opgave er derfor at udarbejde et beslutningsgrundlag, der tegner modeller op for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet.

Modellerne skal understøtte et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed, nærhed og bæredygtighed.

Kommissionens medlemmer er følgende:

  • Formand: Jesper Fisker, Administrerende direktør, Kræftens Bekæmpelse, og bl.a. tidligere departementschef, tidligere Adm. direktør i Sundhedsstyrelsen og tidligere direktør for sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. 
  • Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi, VIVE
  • Peter Bjerre Mortensen, professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
  • Dorthe Gylling Crüger, afgående koncerndirektør, Region Hovedstaden
  • Sidsel Vinge, konsulent og tidligere projektchef i Vive og tidligere sundhedschef i Gladsaxe Kommune
  • Mogens Vestergaard, overlæge, seniorforsker og professor i almen medicin, Aarhus Universitet
  • Marie Paldam Folker, centerchef, Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark
  • Søren Skou, tidligere administrerende direktør, A.P. Møller Mærsk
  • Gunnar Bovim, formand for Helsepersonelkommisjonen og rådgiver på Norges teknik-naturvidenskablige Universitet

"Jeg er beæret over at være udpeget og takker regeringen for tilliden. Det er en stor opgave, kommissionen står overfor, og jeg vil sammen med de øvrige kommissionsmedlemmer gøre mit bedste for at løfte ansvaret," sagde Jesper Fisker.

Han vil fortsat varetage sit hverv som adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, mens han er formand for kommissionen. 

Skal finde komplekse svar

Medlem af kommissionen, Jakob Kjellberg, har tidligere sagt til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at han hilste en strukturkommission velkommen.

 ”Jeg kunne godt være bekymret for, at man havde lavet en hurtig strukturløsning. Luk regionerne, alt det der har været rygter om,” sagde Jakob Kjellberg i december 2022. "Til alle store og komplekse spørgsmål er der et simpelt svar – der er forkert. Det her er et stort og komplekst område, så lad os finde komplekse svar; lad os bruge den tid, der er brug for,” sagde han.

Det er Jakob Kjellbergs erfaring, at debatten om sundhedsvæsnets udvikling ofte bliver forsimplet til et ’for eller imod regionerne’, og han mener ikke, at det er det centrale spørgsmål.

”Kernen er, at der bliver mange flere ældre og meget mere aktivitet. Det er Titanic fuld fart frem lige nu, og det kan ikke lade sig gøre. Vi er simpelthen nødt til at ændre kurs på nogle ting og finde nye måder at gøre tingene på, så vi griber opgaven anderledes an. Jeg har ingen præferencer i forhold til sundhedsmodeller, men vi må spørge os selv: De ledelsesstrukturer, vi har, er de velegnede til at støtte den forandring, vi har brug for eller ej?” siger Jakob Kjellberg.

Regionerne hilser kommission velkommen

Danske Regioner mener, at kommissoriet lægger vægt på mange af de rigtige ting, og derfor bakker regionerne også op om regeringens sundhedsstrukturkommission. Kommissionen skal se på den sammenhængende sundhedskæde – og de ting, der i dag spænder ben for den sammenhæng. Det gælder for eksempel opdelingen af sundhedsområdet i henholdsvis sundhedslov og servicelov.

"Det kan være svært og nogle gange næsten umuligt at skabe sammenhæng mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet, når de reguleres i to vidt forskellige love med helt forskellige principper. Og jeg forstår godt, hvis man som patient eller pårørende kan blive træt af den manglende sammenhæng i behandlingen, som er konsekvensen ved, at sundhedsområdet er delt mellem to love. I stedet bør alle bestemmelser om sundhed og pleje til ældre samles i sundhedsloven," siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.

Med den demografiske udvikling, som vi står midt i, er det også helt afgørende for en fremtidssikring af sundhedsvæsenet at tage stilling til, hvordan langt mere behandling foregår tættere på borgernes eget hjem, så vi undgår unødvendige indlæggelser, mener han.

"Fremover bør de praktiserende læger løse flere opgaver i sundhedsvæsenet. Vi mener for eksempel, at det er oplagt, at de fremover skal have ansvar for behandling af mennesker med kronisk sygdom, som er velbehandlet. Desuden ser vi gerne, at de praktiserende læger – ligesom medarbejdere fra hospitalerne – fremover understøtter kommunerne i deres sundhedsbehandling af særligt ældre borgere," siger Anders Kühnau.

 

 

Fra regeringsgrundlaget "Ansvar for Danmark":

Strukturkommissionens opgave bliver skabe et sundhedsvæsen der:

  • ... er sammenhængende og samarbejder på tværs af fagligheder og geografi
  • ... sikrer en opgavefordeling i sundhedsvæsnet mellem sygehuse og det nære sundsvæsen, hvor patienten er i centrum og får en sammenhængende plan for behandling
  • ... nedbringer uligheden i sundhedsvæsenet geografisk såvel som socialt

Ved udarbejdelsen af modeller skal kommissionen bl.a. se på geografi, organisering, økonomisk styring, kvalitetsstandarder, patientrettigheder og frit valg.

Strukturkommissionen nedsættes inden udgangen af 1. kvartal 2023 med henblik på at afrapportere i foråret 2024.

 

 


Jesper Fiskers CV

Adm. Direktør for Kræftens Bekæmpelse, 2018
Departementschef i Ministeriet for Børn og Undervisning, 2011
Departementschef, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2010
Departementschef, Socialministeriet, 2010
Administrerende direktør for Sundhedsstyrelsen, 2007
Administrerende direktør for Sundheds- og omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune, 2003
Kommunaldirektør, Hillerød Kommune, 2000
Socialdirektør, Brøndby Kommune, 1995
Vicesocialchef, Rødovre Kommune, 1993
Forsker, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (i dag VIVE)
Ph.d. i offentlig forvaltning, Københavns Universitet
Cand.scient.pol., Københavns Universitet, 1987​