Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Rigshospitalets direktion skal i dag redegøre for situationen efter tre overlægers afgang. Sagen har rejst bekymring for kapaciteten til højt specialiserede operationer og medarbejdernes mulighed for at rejse kritik. Foto: Ole Bo Jensen, Imagebureauet​​

Rigshospitalets direktion skal i dag svare på voksende kritik i kirurgsag

Operationssygeplejersker, speciallæger og bedøvelseslæger advarer om tab af erfaring og svækket patientsikkerhed efter flere overlægers afgang fra Rigshospitalet. I dag skal direktionen redegøre for situationen på et ekstraordinært politisk møde. Hospitalet fastholder, at behandlingstilbuddene kan opretholdes.

Rigshospitalets direktør Rasmus Møgelvang og vicedirektør Jannick Brennum skal i dag svare på spørgsmål om situationen på Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet. Det sker på et ekstraordinært møde i Region Hovedstadens forretningsudvalg klokken 9–10 på Bispebjerg Hospital.

Politikerne har modtaget flere bekymringsbreve fra medarbejdere, som advarer om konsekvenserne af, at erfarne overlæger har forladt afdelingen. De stiller spørgsmål ved, om hjælp fra andre hospitaler kan erstatte den mistede ekspertise og sikre sammenhængende patientforløb.

Tre overlæger, heraf to opererende kirurger, blev først tjenestefritaget. Hospitalet ønskede at afskedige dem, og der er nu indgået fratrædelsesaftaler efter forhandlinger med Overlægeforeningen. Yderligere to overlæger har selv sagt op.

Flere personalegrupper advarer

I et af brevene skriver 27 operationssygeplejersker, at afdelingen på kort tid har mistet en betydelig mængde specialiseret viden og kirurgisk erfaring. De frygter, at de tilbageværende læger mangler erfarne kolleger at rådføre sig med under komplicerede operationer.

”Den nuværende løsning med at hente hjælp fra Norden fremstår for os som en lappeløsning,” skriver sygeplejerskerne. De efterlyser et stabilt team med kontinuitet og adgang til kvalificeret kirurgisk assistance.

Ni fastansatte speciallæger fra den kirurgiske afdeling advarer i et andet brev om, at tabet af kompetencer også kan ramme andre kræftoperationer og behandlingen af komplicerede skader på blodkar og lever. De understreger, at bistand til selve operationen ikke nødvendigvis sikrer kvaliteten i hele patientforløbet, herunder behandlingen af komplikationer og eventuelle nye operationer.

Et flertal af overlægerne med ansvar for bedøvelse ved levertransplantationer rejser tilsvarende bekymringer. De peger på, at sikkerheden afhænger af faste kirurgiske og anæstesiologiske teams, som kender hinandens arbejdsgange og kan reagere hurtigt ved komplikationer. Bekymringen gælder også behandlingen før og efter transplantationen.

Rosenberg vil have klare svar

Udvalgsmedlem, professor og overlæge Jacob Rosenberg (Kons.) efterlyser svar om både behandlingskapaciteten og medarbejdernes mulighed for at rejse kritik.

De tre tjenestefritagne overlæger var blandt underskriverne på bekymringsskrivelser til ledelsen.

”Vi skal have en kultur i sundhedsvæsenet, hvor læger, sygeplejersker og andre medarbejdere trygt kan gøre opmærksom på problemer med patientsikkerheden, uden at frygte konsekvenser for deres ansættelse,” skriver Jacob Rosenberg i en kommentar i Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Han understreger, at han ikke kender alle omstændighederne bag personalesagerne. Politikernes ansvar er efter hans opfattelse at sikre ytringsfrihed og behandling med den nødvendige kvalitet og patientsikkerhed.

Kræftlæger og patientforeninger har også reageret

Tidligt i forløbet advarede kræftlægerne Inna Chen og Peter Vilmann fra Herlev Hospital over for Medicinske Tidsskrifter om, at forsinkelser af operationer kunne få livstruende konsekvenser for patienter med bugspytkirtelkræft.

Claus Fristrup, formand for Dansk Pancreas Cancer Gruppe, har ligeledes understreget over for Medicinske Tidsskrifter, at de mest komplicerede indgreb ikke kan overtages af andre danske hospitaler.

”På de øvrige danske centre har vi ikke kirurger med erfaring inden for de mest komplekse indgreb,” sagde han.

Patientforeningen Pancreasnetværket har opfordret til en hurtig løsning på konflikten. Kræftens Bekæmpelse har desuden bedt centerledelsen oplyse, hvilke konsekvenser sagen har eller forventes at få for kræftkirurgien, og hvordan patienter og pårørende vil blive informeret og betrygget.

Ledelsen afviser kritikken

Rigshospitalet fastholder, at den faglige kvalitet og patientsikkerheden er i orden. Vicedirektør Jannick Brennum har over for Sundhedsmonitor afvist kritikken fra Paul Krohn og Nicolai Aagaard Schultz som ensidig og urimelig.

”Vi tilbyder ikke behandlinger, hvis ikke vi kan stå inde for den faglige kvalitet og patientsikkerheden,” har han oplyst til mediet.

Hospitalet har begrundet forløbet med længerevarende uenighed om afdelingens faglige og organisatoriske udvikling og med, at de pågældende overlæger ikke ønskede dialog med afdelingsledelsen. Det bestrider Paul Krohn, som siger til Ugeskrift for Læger, at lægerne netop ønskede et møde med center- og hospitalsledelsen.

Koncerndirektør Erik Jylling har i et svar på en tidligere bekymringsskrivelse udtrykt tillid til Rigshospitalets håndtering og de fremlagte planer for de specialiserede funktioner, patientsikkerheden og arbejdsmiljøet.

I orienteringen til politikerne beskriver hospitalet et samarbejde med Oslo Universitetssykehus om levertransplantationer til børn. Norske kirurger kan bistå på Rigshospitalet, mens nogle transplantationer skal udføres i Oslo. Hospitalet forventer samlet set, at alle etablerede behandlingstilbud kan varetages.

Styrelsen for Patientsikkerhed har bedt Rigshospitalet om en udtalelse om, hvordan patientsikkerheden og behandlingskvaliteten sikres ved eventuelt reduceret bemanding. Det har styrelsen oplyst til Medicinske Tidsskrifter.

Sundhedsstyrelsen har desuden bedt Region Hovedstaden om en status for de berørte specialfunktioner i kirurgi og planerne for at håndtere eventuelle udfordringer.

topartikel, hjemsendte-kirurger