Hver anden kræftlæge har symptomer på stress

En ny trivselsundersøgelse blandt danske onkologer tegner et billede af et speciale under pres. Hver anden kræftlæge angiver at have haft symptomer på stress inden for den seneste måned. Kræftlægernes formand Malene Støchkel Frank finder tallene bekymrende.

Resultaterne af trivselsundersøgelsen 'Bæredygtigt arbejdsliv 2025', som Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO) har gennemført blandt speciallæger og overlæger, er blevet fremlagt på DSKO’s årsmøde i april.

Det mest opsigtsvækkende fund er ifølge DSKO-formand Malene Støchkel Frank, at 49 procent af onkologerne i nogen eller høj grad har oplevet symptomer på stress inden for den seneste måned.

 

”Det er selvfølgelig stærkt bekymrende. Det vidner om, at vi er lidt for pressede på arbejdet generelt,” siger Malene Støchkel Frank. 

Ifølge formanden har der længe været en fornemmelse af, at arbejdspresset er højt. Trivselsundersøgelsen har gjort billedet tydeligt.

”Vi har haft en fornemmelse af det, fordi vores kolleger melder tilbage til os, at de efterhånden løber meget stærkt og har svært ved at nå deres arbejdsopgaver. Det er godt, at vi nu har det sort på hvidt, men det er også lidt foruroligende.” 

Udkørt og omsorgstræt

Trivselsundersøgelsen viser, at onkologerne oplever et betydeligt tidspres. I kommentarer nævner lægerne blandt andet for mange opgaver til for få hænder, stigende kompleksitet i behandlingen, tætpakkede ambulatorier, mange administrative opgaver og manglende tid til forskning og andre ikke-kliniske funktioner som årsager til tidspresset.

Andre nævner, at forskning og forberedelse foregår i fritiden, at frokosten ryger, og at arbejdet går ud over familien. En læge beskriver, at vedkommende har for lidt luft til at passe på sig selv, og at vedkommende ofte er ”utrolig omsorgstræt og udkørt,” når arbejdsdagen er overstået.

Ifølge Malene Støchkel Frank udgør stressen en risiko for udbrændthed og sygemeldinger. Samtidig peger hun på, at onkologerne fortsat leverer, selvom presset er stort.

”Man er tilfreds med egen indsats og egentlig også med indholdet i arbejdet, men man føler sig måske i tiltagende grad presset af det. Det er svært at gå ned på kvalitet, når man har med patienter at gøre,” siger hun.

Tidspres kan medføre forhastede beslutninger

Skal kræftpatienterne være nervøse over, at en betydelig andel af lægerne er pressede og stressede?

”Når vi sidder over for en patient, som har brug for os lige nu og her, så gør vi vores allerbedste – også selv om vi ikke har været på toilettet eller spist frokost. Men man skal selvfølgelig spørge sig selv, om vi – hvis det bliver værre – kan opretholde den gode kvalitet, som vi mener, vi leverer. Det er det afgørende spørgsmål, og derfor vil vi gentage undersøgelsen for at se, om vi bliver ved med at være tilfredse med kvaliteten af det arbejde, vi yder,” siger Malene Støchkel Frank.

Kan man forestille sig, at stress kan føre til dårlige eller forhastede beslutninger?

”Rent hypotetisk kunne man forestille sig, at hvis man for eksempel sidder i et presset ambulatorium med en patient, der ingen effekt har af behandlingen, så er det måske nemmere at vælge at tilbyde den næste behandlingslinje, frem for at tage en længere snak om, hvor patienten er i forløbet, og om det i virkeligheden er på tide at stoppe behandlingen. Det kræver ofte en omstilling hos patienten, som kan være tidskrævende i et presset ambulatorium,” siger Malene Støchkel Frank.

”Så ja, tidspresset kan potentielt medvirke til, at vi tager nogle hurtige beslutninger, som måske ikke altid er de rigtige. Vi ved selvfølgelig ikke, om det forholder sig sådan, men undersøgelser har vist, at tidspres kan være en faktor i forbindelse med overbehandling”

Malene Støchkel Frank henviser i den forbindelse til en undersøgelse fra Region Hovedstadens Center for Patientinddragelse fra 2024, som viste, at seks centrale faktorer driver overbehandling af patienterne. En af de seks faktorer er tidspres.

”Inddragelse af patienter i behandlingsvalg kan reducere overbehandling – men klinikerne oplever, at de mangler tid til at tage samtalen,” konkluderede undersøgelsen.

Tunge og komplekse samtaler

Presset på onkologerne hænger også sammen med, at de i stigende grad ser de mest komplekse patienter, mens de mindre tunge kontakter er skåret fra.

”I de senere år er der blevet skåret ind til benet, og det er nu skarpt prioriteret, hvilke patienter vi skal se. Hvor det før i tiden var plads til simple samtaler, så er det noget mere komplekst i dag,” siger Malene Støchkel Frank.

”Når vi ser patienterne i dag, handler det om svære scanningssvar, om stillingtagen til næste behandling, eller om patienten overhovedet er egnet til mere behandling. Det betyder, at det næsten udelukkende er de meget komplekse samtaler, vi har med patienterne, hvilket er med til, at lægerne oplever et stort pres i ambulatorierne.”

Oven i det oplever lægerne et stigende antal administrative opgaver.

”Det betyder, at folk i ny og næ får en administrationsdag til forberedelse til fagudvalgsarbejde eller andet. Dermed er der færre på arbejde, hvilket selvfølgelig presser afdelingerne.

Tilfredshed trods tidspres

På trods af det høje stressniveau er langt størstedelen af onkologerne tilfredse med deres arbejdsliv og kvaliteten af det arbejde, de yder, fremgår det af trivselsundersøgelsen.

”Det handler nok om, at vi finder stor mening i arbejdet, og så strækker man sig meget langt for at yde den bedste indsats. Selve arbejdet kan godt være tilfredsstillende og meningsfuldt, selvom man er presset af rammerne,” siger Malene Støchkel Frank.

Efterlyser flere hænder

Ifølge DSKO-formanden peger undersøgelsen på, at der er brug for handling – både på kort og lang sigt.

”Vi er klar over, at vi er et prioriteret speciale – økonomisk og politisk – men det ændrer ikke på, at vi lige nu og her er for pressede ude på afdelingerne og har brug flere hænder, hvis vi skal løfte alle de aktuelle opgaver – og de opgaver, som tilføjes med Kræftplan V,” siger Malene Støchkel Frank. 

Hun mener, der er et misforhold mellem ambitionerne på kræftområdet og de ressourcer, der er til rådighed i klinikken.

”Hvis man fra politisk side mener, at vi skal have verdens bedste kræftbehandling, så skal ambitionen også ledsages af de nødvendige ressourcer.” 

DSKO-formanden peger på den verserende diskussion om speciallægeloftet, som fra flere kanter er blevet kritiseret for at tælle speciallæger i hoveder frem for årsværk.

”Vi bliver simpelthen nødt til at tælle speciallæger i årsværk i stedet for hoveder, fordi vi efterhånden har så mange opgaver, der ligger uden for det kliniske arbejde,” siger hun. 

På længere sigt peger Malene Støchkel Frank på, at der er behov for en justering af, hvilke opgaver der skal ligge hos onkologerne.

DSKO vil derfor, sammen med de onkologiske repræsentanter i DMCG’erne og cheflægerne, tage spørgsmålet op på et møde i efteråret, hvor fremtidens onkologi skal drøftes. Her skal det blandt andet diskuteres, hvilke opgaver onkologerne nødvendigvis skal blive ved med at varetage, og hvilke opgaver der eventuelt kan flyttes til andre dele af sundhedsvæsenet.

”Det er ikke en simpel øvelse, for mange af de funktioner, der i dag ligger i specialet – herunder palliation, senfølger og det brede blik på patientforløbet – opleves som meningsfulde og som en del af den onkologiske kerneopgave. Men vi bliver nødt til at sætte os sammen og finde ud af, hvad det er for en retning, vi ønsker. Vi skal sørge for, at vi fortsat kan have et arbejdsliv, der giver mening for os og for fremtidens onkologer, så vi kan blive ved med at tilbyde vores patienter de bedste forløb,” siger Malene Støchkel Frank.