"Vi er meget glade for at opgavebeskrivelsen både rummer klare visioner for omstillingen af sundhedsvæsenet og samtidig er realistisk i forhold til udviklingen, der skal ske i den kommende tid”, siger Sundhedsstyrelsens direktør Jonas Egebart.
Almen praksis får ny national plan: Sundhedsreformens vigtigste brik falder på plads
Fra 1. januar 2027 træder en ny national opgavebeskrivelse for de almenmedicinske tilbud i kraft. Dokumentet, som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde tirsdag, er en central del af sundhedsreformen og skal definere, hvilken rolle almen praksis skal spille i fremtidens sundhedsvæsen.
På papiret handler opgavebeskrivelsen om faglighed, kvalitet og samarbejde. I praksis handler den om noget større: Hvordan tyngdepunktet i sundhedsvæsenet flyttes væk fra hospitalerne og ud i det nære sundhedsvæsen – og hvem der fremover skal have hånden på rattet.
”Opgavebeskrivelsen skaber et fælles fundament for, hvordan almenmedicinske tilbud kan udvikles, så flere patienter får en sammenhængende behandling af høj kvalitet. Vi er meget glade for at opgavebeskrivelsen både rummer klare visioner for omstillingen af sundhedsvæsenet og samtidig er realistisk i forhold til udviklingen, der skal ske i den kommende tid”, siger Sundhedsstyrelsens direktør Jonas Egebart.
Planen fastlægger både, hvilke opgaver almenmedicinske klinikker skal kunne løfte, og hvilket ansvar regionerne får for at planlægge og lede udviklingen af området frem mod 2035.
Ikke nyt – men nu bindende
Offentliggørelsen kommer ikke som en overraskelse. Udkastet har været gennem en omfattende høringsrunde i 2025, hvor lægeorganisationer, regioner, faglige selskaber og patientrepræsentanter allerede havde haft de principielle diskussioner.
Analyse. En ny national opgavebeskrivelse skal fra 1. januar 2027 fastlægge, hvilke opgaver prakti
Der var bred enighed om målet: Flere patienter skal behandles tættere på hjemmet, og egen læge skal spille en større rolle i sammenhængen mellem hospital, kommune og praksis.
Men høringen viste også, at opgavebeskrivelsen rammer ind i en gammel konflikt i dansk sundhedspolitik. Lægerne talte om kapacitet og faglig autonomi. Regionerne talte om styring og ensartethed.
Dansk Selskab for Almen Medicin roste det faglige indhold og vurderede, at dokumentet afspejler almenmedicinens kerneværdier. Samtidig advarede selskabet om, at ambitionsniveauet overstiger den nuværende kapacitet, hvis alle opgaver skal implementeres hurtigt.
Forum for Yngre Almen Medicinere lagde vægt på arbejdsmiljø og rekruttering. Organisationen pegede på, at flere opgaver uden flere læger risikerer at gøre specialet mindre attraktivt for kommende praktiserende læger.
Formand for Forum for Yngre Almen Medicinere, Malene Lindholmer Nepper, skriver tirsdag i en kommentar på LinkedIn, at specialets identitet efter hendes vurdering er bevaret i opgavebeskrivelsen. Hun peger samtidig på, at ambitionsniveauet kan blive svært at realisere hurtigt:
”Omfanget af nye opgaver er ambitiøst og jeg har svært ved at forestille mig, at vi kan rumme dem alle allerede i 2027.”
Ifølge hende bliver de kommende overenskomstforhandlinger afgørende for, om planen kan føres ud i livet: ”Meget afhænger nu af forhandlingerne om vilkår og økonomi mellem PLO og Danske Regioner, der er en forudsætning for at opgavebeskrivelsen kan føres ud i virkeligheden fra 2027.”
Praktiserende Lægers Organisation og Lægeforeningen rettede især kritikken mod styringsdelen. Her lød bekymringen, at opgavebeskrivelsen kan flytte reguleringen af almen praksis væk fra overenskomster og over mod en model med stærkere myndighedsstyring.
I en reaktion på LinkedIn kalder Praktiserende Lægers Organisation opgavebeskrivelsen ambitiøs og fremhæver, at mange af opgaverne allerede løses i dag, mens andre er nye, blandt andet behandling af senfølger efter kræft, pakkeforløb og demens.
Organisationen understreger samtidig, at udvidelsen forudsætter flere ressourcer: ”Med de nye opgaver skal også følge den nødvendige kapacitet: flere praktiserende læger og mere økonomi.”
PLO peger desuden på, at tæt samarbejde på tværs af sektorer bliver afgørende, hvis opgaverne skal kunne løftes i praksis, og ser frem til forhandlingerne med Regionernes Lønnings- og Takstnævn om en ny aftale fra 2027, som ifølge organisationen er en forudsætning for, at opgavebeskrivelsen kan omsættes til virkelighed.
Praktiserende Lægers Organisation og Lægeforeningen rettede under høringsfasen især kritikken mod styringsdelen. Her lød bekymringen, at opgavebeskrivelsen kan flytte reguleringen af almen praksis væk fra overenskomster og over mod en model med stærkere myndighedsstyring.
Danske Regioner stod omvendt fast på, at tydeligere styring er nødvendig, hvis sundhedsreformen skal skabe mere ensartet kvalitet og mindre geografisk ulighed.
Dermed blev opgavebeskrivelsen allerede i høringsfasen en markering af en ny magtbalance i det nære sundhedsvæsen.
Hospitalernes opgaver flytter ud
Bag reformen ligger en udvikling, som har været synlig i flere år.
Flere danskere lever længere med kroniske sygdomme. Patienter har ofte flere diagnoser samtidig. Behandlingsforløb går på tværs af sektorer, og hospitalerne presses af både aktivitet og personalemangel.
Løsningen i sundhedsreformen er klar: En større del af behandlingen skal foregå uden for hospitalerne.
Opgavebeskrivelsen konkretiserer den strategi. Almenmedicinske tilbud skal i videre omfang varetage opgaver som udredning af demens, opfølgning efter kræftforløb og håndtering af kroniske sygdomsforløb.
”Vores samlede mål er et sundhedsvæsen, hvor almenmedicinske tilbud spiller en endnu mere gennemgående rolle i patienternes sygdomsforløb med kontinuitet, tryghed og høj kvalitet”, siger Jonas Egebart.
Dermed bliver almen praksis ikke længere kun indgangen til sundhedsvæsenet. Den bliver i stigende grad stedet, hvor behandlingen faktisk foregår.
Hvad betyder det for patienterne?
For mange patienter vil ændringerne vise sig gradvist.
Flere kontroller og opfølgninger forventes at ske hos egen læge frem for på hospitalet. Patienter med kroniske sygdomme vil i højere grad blive fulgt samlet ét sted, og efter hospitalsbehandling skal opfølgningen oftere ligge i almen praksis.
Ambitionen er færre sektorovergange og større kontinuitet. Én læge skal have overblik over hele sygdomsforløbet.
For patienterne kan det betyde kortere afstand til behandling og mindre behov for hospitalsbesøg. Samtidig flyttes mere ansvar for komplekse forløb ud i lokale klinikker.
Hvad betyder det for praktiserende læger?
For praktiserende læger er konsekvenserne mere grundlæggende.
Arbejdet ændrer karakter. Klinikkerne skal følge patienter længere, koordinere mere og håndtere sygdomsforløb, som tidligere lå i hospitalsregi.
Samtidig får regionerne et tydeligere ansvar for planlægning og faglig ledelse af de almenmedicinske tilbud. Opgavebeskrivelsen giver regionerne et redskab til at arbejde mere strategisk med kapacitet, kvalitet og organisering. Det betyder, at almen praksis bevæger sig tættere ind i den samlede offentlige styring af sundhedsvæsenet. For nogle læger opleves det som en nødvendig modernisering. For andre som begyndelsen på mindre faglig selvstændighed.
Regionerne har åbnet økonomien – men kun midlertidigt
Da opgavebeskrivelsen var i høring i 2025, var lægesidens hovedkritik, at flere opgaver ikke måtte komme uden flere ressourcer.
Siden er situationen blevet mere kompleks.
I januar 2026 indgik Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn en særskilt økonomiaftale for almen praksis uden øvre økonomiloft. Aftalen giver plads til flere praktiserende læger og mere aktivitet allerede i 2026 og bliver af mange set som et klart signal om, at regionerne anerkender behovet for at udbygge praksissektoren.
Aftalen gælder imidlertid kun ét år. Den løser derfor ikke spørgsmålet om, hvordan den permanente udvidelse af almen praksis skal finansieres, når sundhedsreformen for alvor træder i kraft i 2027.
Netop derfor beskriver flere aktører 2026-aftalen som både et gennembrud og en overgangsordning.
Næstformand i Forum for Yngre Almen Medicinere Daniel Staal Nyboe pegede efter aftalen på, at der er kommet en ny samarbejdsvillighed fra regionerne og regeringen, og at fjernelsen af økonomiloftet fjerner en barriere i en tid med omfattende opgaveglidning.
Samtidig understregede både læger og økonomer, at frisættelsen ledsages af tættere økonomisk opfølgning. Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen har beskrevet aftalen som en model med ”livrem og seler”, hvor øget økonomisk frihed kombineres med mekanismer, der skal sikre kontrol med udgifterne.