Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Chefredaktør Kristian Lund peger på markante forskelle i formuleringerne bag en dansk og britisk anbefaling.

Medicinrådet har meget at lære – rigtig meget

KOMMENTAR. Chefredaktøren for Medicinske Tidsskrifter, Kristian Lund, sammenstiller to anbefalinger fra Danmark og Storbritannien af samme lægemiddel. Den ene taler om håb, den anden om manglende dokumentation. Gæt, hvilken der kommer fra Danmark.

Aktuelt spirer en debat om det danske Medicinråd, som i stigende grad har nej-hatten på. Til ugunst for danske patienter og til stor fordel for regionernes økonomi.

Torsdag 29. januar var der høring i Proviantgården på Christiansborg (arrangeret af fem medicinalvirksomheder), hvor læger, patientforeningsrepræsentanter og ledere fra medicinalindustrien forsøgte at komme i tale med politikere fra Folketingets og Danske Regioners (kommende) sundhedsudvalg – det blev ved pirkeriet, desværre.

Mens mange læger og patienter er utilfredse med konstruktionen omkring det danske Medicinråd og gerne ser en ny model, kan danskerne finde inspiration i, hvad der foregår i udlandet.

Det er sjældent, at der kan findes inspiration til sundhedspolitisk debat i komparative litteraturstudier. Men måske denne gang.

Udgangspunktet er to pressemeddelelser fra det danske Medicinråd og deres britiske kolleger i NICE, og komparative litteraturstudie tager udgangspunkt i de to medicinorganers anbefaling af lægemidlet Dupilumab til patienter med svær KOL.

Inden du læser de to anbefalinger, kan det være nyttigt at vide, at listeprisen på Dupilumab er højere i Storbritannien end i Danmark, som får en særlig EU-debat. I Danmark er prisen 8.100,58 kr. per pakke – i Storbritannien er prisen 10.878,56 kr. per pakke (jo, det er mange penge). I den sammenhæng skal det nævnes, at listepriserne selvfølgelig skal forhandles – og sikkert med vekslende held i de to lande.

Det kan også være en god oplysning på forhånd at vide, at NICE anses for være blandt de mest nærige medicingodkendelsesforetagender i verden.

Her er teksten i den britiske anbefaling:

Nyt håb for personer med lungesygdommen KOL, da NICE godkender innovativ behandling

Gennembrudsterapi reducerer opblussen med næsten en tredjedel og kan lette presset på NHS-hospitaler.

26. januar 2026

Næsten 30.000 mennesker i England med en lungesygdom kaldet KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) kan få deres liv forandret, efter at NICE i dag anbefalede en ny målrettet behandling, der kan tages derhjemme.

Dupilumab, en enkel præfyldt pen, som folk injicerer sig selv med hver anden uge, er det første biologiske lægemiddel, der er rettet mod både symptomerne på KOL og en underliggende årsag til sygdommen. Det bringer sygdommen under bedre kontrol, hjælper med at reducere opblussen, forbedre vejrtrækningen og giver nyt håb til patienter med begrænsede behandlingsmuligheder.

I kliniske forsøg reducerede lægemidlet KOL-opblussen med omkring 30%. Deltagerne rapporterede også betydelige forbedringer i lungefunktionen og var i stand til at trække vejret lettere.

Op til 4 ud af 10 personer med KOL har en specifik type KOL-inflammation, der viser sig ved forhøjede niveauer af visse hvide blodlegemer (eosinofiler). Dupilumab er den første behandling, der er rettet mod denne type KOL, og den virker ved at blokere to proteiner, der forårsager symptomer og opblussen.

KOL-opblussen kan være ødelæggende og kræver ofte hospitalsindlæggelse og steroidbehandling, der kan have alvorlige bivirkninger. Patienteksperter fortalte NICE, at opblussen typisk varer en til to uger og kan være ekstremt invaliderende og påvirke folks evne til at arbejde og udføre daglige aktiviteter.

Til sammenligning er her den danske pressemeddelelse i samme anledning (tro det eller ej) - den fulde ordlyd er her.

Medicinrådet opfordrer til bedre dokumentation og lavere pris på lægemiddel til KOL-patienter

Lægemidlet dupilumab ser ud til at kunne nedbringe antallet af akutte sygdomsforværringer for patienter med KOL, men det er ikke dokumenteret, om behandlingen forlænger patienternes liv. Samtidig er dupilumab en dyr behandling. Derfor opfordrer Medicinrådet lægemiddelvirksomheden Sanofi til at vende tilbage med bedre dokumentation for effekten og en lavere pris, som står mål med lægemidlets begrænsede effekt.

Medicinrådet besluttede på rådsmødet onsdag 17. december, at lægemidlet dupilumab (Dupixent) ikke kan anbefales til patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), som har nedsat lungefunktion og risiko for alvorlige forværringer. 

"Patienter med KOL har brug for nogle bedre behandlingsmuligheder, end der findes i dag. Selvom dupilumab ser ud til at nedbringe antallet af akutte sygdomsforværringer, er det desværre ikke dokumenteret, at behandlingen faktisk forlænger patienternes liv. Samtidig er dupilumab en dyr behandling. Derfor opfordrer vi lægemiddelvirksomheden Sanofi til at vende tilbage med en lavere pris," siger Medicinrådets næstforperson Jannick Brennum.

Medicinrådet vurderer, at ca. 1.000 patienter med KOL på nuværende tidspunkt vil kunne være kandidater til behandlingen. Dertil kommer ca. 200 nye patienter om året.

Man spørger sig selv – hvor vil man helst være KOL-patient: Danmark eller Storbritannien?

Valget er nemt – men er det, hvad politikerne i Danmark ønsker sig? Eksemplet er et blandt virkelig mange.

Man får lyst til at minde om, at KOL er en sygdom, som virkelig prioriteres af regeringen – desværre har regeringen ikke øje for behandlingsmulighederne for patienterne.

 

 

 

SAVE THE DATE
Ånden i ordinationsretten
Medicinske Tidsskrifter inviterer til faglig debat om fremtidens vurdering og prioritering af ny medicin.

Torsdag den 19. marts kl. 14.00-18.00 – om de aktuelle udfordringer

Derefter politisk debat om samme emne

Onsdag den 25. marts kl. 15-17.30 – om løsningerne

Moderne medicin rummer nye muligheder for behandling, men en række udfordringer står i vejen for, at vi til fulde udnytter mulighederne for personlig medicin, skræddersyet behandling og rationel anvendelse af lægemidler.
Vi samler klinikere, videnskabelige selskaber, myndigheder, politikere, patientforeninger og andre nøgleaktører til en debat om, hvordan man skaber bedre og hurtigere veje til ibrugtagning af ny medicin, så faglighed og patientbehov inden for sundhedsvæsenets økonomiske rammer er i balance – i takt med at behandlingsmulighederne udvikler sig.
Vi håber, at du har lyst til at deltage, og du er velkommen til at dele invitationen med kolleger.