Bolette Friderichsen stopper som formand for Dansk Selskab for Almen Medicin ved udgangen af 2025 for at fokusere på arbejdet i sin praksis. Nuværende næstformand Maria Krüger konstitueres som formand frem til repræsentantskabsmødet i marts.
DSAM-formand stopper: Vil hellige sig lægegerningen
Bolette Friderichsen stopper som formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) ved udgangen af 2025. Maria Krüger, som i dag er næstformand, konstitueres som formand frem til førstkommende repræsentantskabsmøde i marts.
Bag beslutningen om at stoppe som formand for DSAM ligger et stort ønske om at være hos sine patienter i de sidste år af sit arbejdsliv, forklarer Bolette Friderichsen i en pressetekst fra DSAM.
Lørdag 4. oktober i år opnåede Hobro-praksislægen ellers sit tredje genvalg som formand for DSAM med stående ovationer. Hun blev valgt første gang som formand i 2021. Hun var blevet genvalgt til sin tredje og ifølge reglerne sidste periode, men har altså nu med 14 dages varsel annonceret sin fratræden.
”Jeg har nået en alder, hvor jeg ikke har så mange år tilbage på arbejdsmarkedet, og her vil jeg gerne være fuldt ud i min praksis. Det er meningsfyldt, og det giver mig energi at være der som læge for mine egne patienter i mit lægehus, så jeg har besluttet at stoppe som formand for DSAM," siger Bolette Friderichsen.
Hun fortsætter:
”Arbejdet med forberedelsen af sundhedsreformen og den nationale opgavebeskrivelse er nået et godt stykke, og det har været vigtigt for mig at sætte et stort aftryk dér. Vi har nu fået landet en opgavebeskrivelse, der peger i den rigtige retning fagligt. DSAM får plads i Fagligt Råd og kommer dermed tættere på beslutningerne om fagets udvikling indenfor forskning, kvalitet, og efteruddannelse. Der er dygtige læger på alle poster til at bringe bestyrelsesarbejdet videre, og jeg er overordentlig glad og tryg ved, at Maria (Krüger, red.) konstitueres som formand.”
Netop hidtidig DSAM-næstformand Maria Krüger har fået fast plads i både Medicinrådet, og DSAM sidder også med i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, noterer den afgående formand sig.
”DSAM står stærkt. Og jeg tror, at almen praksis har en god fremtid i sundhedsreformen, selvom mange brikker ikke er på plads endnu,” udtaler Bolette Friderichsen.
På det sociale medie LinkedIn er der hyldest til den afgående formand:
”Kæmpe stor tak for en eminent og imponerende dygtig, flittig, fagligt velfunderet og helhjertet indsats til Bolette,” skriver praktiserende læge Gunver Lillevang. ”Tusind tak for din store indsats og engagement. Både på vores fags vegne og ved at inspirere unge kollegaer,” skriver Lui Näslund Koch, der er kommende speciallæge i almen medicin og bestyrelsesmedlem i Yngre Læger.
Hidtidig næstformand Maria Krüger er konstitueret formand fra den 1. januar 2026 frem til næste repræsentantskabsmøde, hvor der skal vælges en ny formand for selskabet. En ny næstformand konstitueres på næste bestyrelsesmøde.
”Jeg er klar til at påtage mig ansvaret og træde til som konstitueret formand for DSAM. Jeg er ydmyg over det store arbejde og ansvar, der ligger i at være formand. Jeg vil sammen med bestyrelsen gøre mit bedste til, at selskabet fortsat varetager medlemmernes interesser bedst muligt. Vi har en stærk og god bestyrelse og et dygtigt og kompetent repræsentantskab, så vi hviler på et godt fundament,” siger Maria Krüger.
