Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Efter år med strategier, budskaber og presseplaner skriver Line Visby nu for at finde en anden form for sprog – et sprog for sorg, kærlighed og det, der bliver tilbage.

Steno-chefkonsulent opsiger sit fuldtidsjob for at skrive roman

Skrevet af Henrik Reinberg Simonsen den . Skrevet i Sundhedspolitik.

Line Visby har i seks år stået i spidsen, når det kommer til at tegne Steno Diabetes Center Sjællands profil for omverdenen. Nu har hun sagt jobbet op for at hellige sig arbejdet på en roman om at være pårørende. 

Som kommunikationsansvarlig for Steno Diabetes Center Sjælland skriver man en masse.

Alligevel var det noget særligt for Line Visby, da hun sideløbende med sit fuldtidsjob blev optaget på Gladiators forfatterskole i København i september 2024. Forfatterskolen er et etårigt forløb, og her gik det op for den garvede kommunikatør og konsulent, at det med at skrive skønlitteratur måske skulle være noget mere end en hobby. Hun har derfor fra oktober måned opsagt sit job for at hellige sig arbejdet på en roman.

”Jeg har skrevet mange artikler, kronikker og andre journalistiske tekster, men her mærkede jeg, at der var en helt anden skrivemuskel, der blev aktiveret. Teksterne kom fra et andet sted i mig, fra en kraft, jeg pludselig ikke kunne holde tilbage. Da jeg begyndte at få input på forfatterskolen, gik det også op for mig, at her kunne der også være noget, andre måske også ville finde værd at læse,” fortæller Line Visby kort efter, at hun har annonceret sit markante jobskifte til kolleger og netværk.

Hendes roman udspringer af, at hun mistede sin far for to år siden.

”Det gav mig et nyt blik på sundhedsvæsenet og en følelse af, at der manglede litteratur om at miste som voksen i 30’erne. Der findes meget skønlitteratur om unge, der mister, om ældre der mister – men ikke om os midt imellem, der står i en hæsblæsende hverdag med job, skoldkopper og nissevenner og samtidig syge forældre oveni. Derfor begyndte jeg at skrive om det at være pårørende.”

Hun fortæller, at hun som pårørende oplevede stor omsorg i sundhedsvæsnet, men også en form for usynlighed:

”Når man mister i 30’erne, er det synd, men det bliver hurtigt relativiseret eller ignoreret – man er jo voksen. Alligevel føltes det mærkeligt at blive placeret i samme voksenkategori for pårørende som eksempelvis Tina på 58. Jeg havde brug for nogen at spejle mig i. Jeg følte mig på én gang alt for voksen i forhold til mine forældre og samtidig ikke i den rette alder til at miste.”

Ud af den erfaring er en roman ved at vokse frem. Line Visby understreger, at hun endnu ikke er nået til at tænke på forlag og udgivelse. 

”Det er ikke en roman om mig og min far, men en roman, der trækker på nogle af de oplevelser, jeg har haft med at miste. Jeg ved godt, at de færreste kan leve af at være forfatter på fuld tid. Men jeg har åbenbart svært ved at gøre ting halvt, og derfor valgte jeg at sige mit arbejde op for at skabe tid og rum til at se, hvad der kan komme ud af det her. Om det på den lange bane bliver fuldtid, deltid eller noget ved siden af sundhedsvæsenet, det må tiden vise.”

Hun fortæller, at hendes tekster på Gladiators forfatterskole ofte blev sammenlignet med minimalistiske forfattere som danske Helle Helle og amerikanske Raymond Carver.

”Det passer mig rigtig fint – jeg holder meget af begge forfattere, men jeg tør jo ikke selv udtale mig om, hvorvidt sammenligningen holder stik rent kvalitetsmæssigt,” siger Line Visby.