Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Jeg er meget glad for, at vores model med 72 timer er blevet nationalt udbredt - og nu i udvidet version er en del af sundhedsreformen,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj.

Region Hovedstaden udvider behandlingsansvar til 96 timer

Region Syddanmark var i januar først i landet til at udvide behandlingsansvaret fra 72 til 96 timer, men kun for patienter udskrevet fra somatiske hospitaler. Region Hovedstaden er nu den første til at inkludere psykiatriske patienter.

Region Hovedstaden udvider i løbet af forsommeren aftalen om behandlingsansvaret for patienter, der udskrives til kommunal sygepleje. Det betyder, at hospitalerne i regionen fremover bevarer behandlingsansvaret i 96 timer efter udskrivelse, mod de hidtidige 72 timer. Udvidelsen omfatter også patienter fra psykiatrien, der hidtil har været undtaget fra ordningen.

Region Hovedstaden indførte i 2022 et 72 timers behandlingsansvar, som blev udviklet i samarbejde med regionens 29 kommuner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Hovedstaden. Aftalen skulle skabe bedre overgange mellem hospitaler, kommuner og almen praksis ved at give kommunale sundhedsprofessionelle direkte adgang til hospitalslæger i de første tre døgn efter en borgers udskrivelse.

Ordningen blev siden udvidet nationalt i forbindelse med regeringens Akutplan i 2023, og med sundhedsreformen bliver den nu permanent – og forlænget til 96 timer. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (Soc.) glæder sig over udviklingen:

"Vi arbejder i regionen på mange forskellige tiltag, der skal give borgere bedre forløb og allerhelst spare dem en tur ind på hospitalet. Men når de har været indlagt, så skal vi ikke blot hjælpe dem ud ad døren på hospitalet. Vi skal sikre os, at de hjælpes trygt ind af døren i eget hjem eller på plejehjem. Jeg er meget glad for, at vores model med 72 timer er blevet nationalt udbredt - og nu i udvidet version er en del af sundhedsreformen," siger han.

Behandlingsansvar for psykiatriske patienter

Mens det udvidede behandlingsansvar hidtil har været forbeholdt patienter udskrevet fra somatiske hospitaler, vil det fremover også gælde for psykiatriske patienter. Det betyder, at udskrevne psykiatriske patienter med kommunalt plejebehov eller bopæl på et botilbud i højere grad sikres en smidig overgang fra hospital til dagligdagen.

Region Hovedstadens Psykiatri har udarbejdet en plan for at sikre behandlingsansvar i 96 timer efter udskrivelse. Mange psykiatriske patienter modtager i forvejen ambulant behandling og opfølgning indenfor 24 timer efter udskrivelse, men den nye ordning vil inkludere en større gruppe af patienter. Forventningen er, at det vil reducere risikoen for genindlæggelser og sikre en mere stabil opfølgning efter indlæggelse. Med denne ændring bliver Region Hovedstaden den første region til at inkludere psykiatriske patienter i ordningen.

I januar 2025 udvidede Region Syddanmark som den første region behandlingsansvaret til 96 timer. Fra 15. januar gjaldt ordningen for alle patienter, der har været indlagt på et somatisk sygehus, uanset længden af indlæggelsen. Målet er at sikre bedre sammenhæng og reducere genindlæggelser. 

Selvom Region Syddanmark var den første region til at implementere 96 timers behandlingsansvar, gælder udvidelsen ikke for psykiatriske patienter. Politikerne i regionen har dog udtrykt interesse i at undersøge muligheden for en lignende ordning i psykiatrien, men en konkret plan er endnu ikke vedtaget.

følge Bo Libergren findes der allerede en række muligheder for behandling og rådgivning i samarbejde med patientens afdeling, efter de er udskrevet fra psykiatrien.

"Her taler vi f.eks. om mobil skadestue og akut psykiatrisk udrykningstjeneste. Men en egentlig aftale om et udvidet behandlingsansvar på tværs af psykiatrien, som man nu ser det i somatikken, indgår ikke i udvidelsen i første omgang," lød det fra regionsrådsformande i Fyens.dk i december. 

Fra forsøgsordning til national standard

Da Region Hovedstaden i 2022 indførte 72 timers behandlingsansvar, blev det først testet på patienter udskrevet til midlertidige døgnpladser, hvorefter det blev udvidet til også at omfatte plejecentre og borgere, der modtager kommunal sygepleje i eget hjem. Erfaringerne fra hovedstaden har siden dannet model for resten af landet.

Formanden for PLO Hovedstaden, Peder Reistad, har tidligere fremhævet, hvordan ordningen har lettet samarbejdet mellem praktiserende læger og hospitalerne:

"72 timers behandlingsansvaret har medført en positiv lettelse for os som praktiserende læger. Før var det ofte svært for os at svare på hjemmeplejens spørgsmål om, hvad der var foregået under en borgers indlæggelse, og hvorfor der for eksempel var ændret i den faste medicin, som vedkommende bruger. Dels kan vi som regel ikke læse det ud af epikrisen, dels kan man ikke se det ud fra patientens medicinkort. Nu kan kommunens personale henvende sig direkte til hospitalet og få svar," sagde han i 2023 til Medicink Tidsskrift.

Praktiserende læge Anders Dupont har desuden bemærket, at ordningen har givet alle udskrivelser et kvalitetsløft:

"Den fungerer generelt set helt upåklageligt. Det har løftet kvaliteten af udskrivelserne i væsentlig grad. Både for de patienter, som er omfattet af ordningen, samt som afledt effekt også de patienter, som ikke er omfattet af ordningen. Tidligere samlede almen praksis op, når der manglede recepter og planer, og sygehusene havde kun et lille incitament til at gøre noget ved det. Nu bliver sygehusene kontaktet ved mangler, og belastningen falder således tilbage på sygehuset," sagde han i samme artikel.

 

 

 

Fra Sundhedsreformen: Sygehuse skal have behandlingsansvar 96 timer efter udskrivning 

"Aftalepartierne er enige om at udvide den nuværende ordning om 72 timers behandlingsansvar. Det skal ske som led i det samlede løft af den regionale sundhedsindsats via sundhedsrådene. Målet er at skabe mere sammenhængende forløb ved at give sygehusene et større ansvar for borgerne efter udskrivelse og for at understøtte det almenmedicinske tilbud og sundhedspersonalet i kommunerne og borgerens hjem i det videre behandlingsforløb. Ordningen skal derfor udvides til 96 timer og til at omfatte en større gruppe patienter. Det kan eksempelvis være ældre patienter på akutmodtagelser og psykiatriske patienter. Det skal aftales nærmere mellem regeringen og relevante parter, hvilke patientgrupper ordningen skal udvides til, herunder i forhold til ansvar i forbindelse med afslutning på en sundheds- og omsorgsplads."

Kilde: Aftalen om Sundhedsreformen