Professor: 20-30 procent af alt det, vi gør for patienterne, giver ikke værdi

Klinisk forskning, der kommer overflødige og patientskadelige behandlinger til livs, kan spare sundhedsvæsnet for milliarder af kroner, men private fonde skævvrider forskningen i de medicinske specialers favør, siger professor. Sundhedsøkonom bakker op og ser god økonomi i flere midler til klinisk forskning.

I et presset sundhedsvæsen er vi nødt til at gøre tingene smartere, så vi ikke spilder ressourcerne, mener Anders Perner, professor på Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og overlæge på intensivafdelingen på Rigshospitalet. Og her er øget klinisk forskning en del af løsningen.

”Meget af det, vi gør i sundhedsvæsenet, er spild, hvilket skader både direkte og indirekte. Samfundet investerer ikke i den forskning, der sikrer effektive behandlinger. Nok 20-30 procent af alt det, vi gør for patienterne, giver ikke værdi. Problemet er, at vi har ingen proces for at finde de 20-30 procent,” siger Anders Perner. 

Mangler test- og evalueringsspor

Anders Perner mener, at vi mangler et test- og evalueringsspor i sundhedsvæsnet, hvor vi hele tiden undersøger, om det vi gør, giver mening for patienterne – og som minimum ikke skader dem.

”Mange patienter får hver dag behandlinger, hvor vi ikke kender den samlede værdi, fordi de ikke er blevet testet. Oven i kommer der nye behandlinger og teknologi, som heller ikke bliver testet, før de bliver indført. Jeg mener, at alt for meget behandling tages i brug, fordi man forventer, at det vil være godt, frem for at have evidens for, at det virker. Der har været og er skrappe myndighedskrav til ny medicin, men næsten ingen krav til alt det, der ikke er ny medicin,” siger han.

Han bakkes op af studier, der viser, at der mangler solid forskning i behandlingerne til nogle af de sygdomme, der slår allerflest danskere ihjel. Der er således kun god evidens for omkring otte procent af behandlingerne inden for kardiologi, og syv procent inden for intensiv medicin og blodforgiftning, viser forskning.

”Den her praksis, hvor der ikke bliver evalueret ordentligt på, hvad vi gør i sundhedsvæsnet, er gået, fordi der har været menneskelige og økonomiske ressourcer nok. Men nu løber vi tør for ressourcer, og så er vi bliver simpelthen nødt til at gøre noget andet og være smartere,” siger Anders Perner.  

Potentiale for milliardbesparelser

At 20-30 pct af de behandlinger, sundhedsvæsnet yder, er overflødige og i værste fald skader patienterne, er tal, der kommer fra OECD-rapporten Tackeling Wasteful Spending on Health. OECD estimerer, at potentialet for årlige besparelser ved at komme overflødige og skadelige behandlinger til livs ligger et sted mellem 30-40 milliarder kroner årligt for Danmark.

Sundhedsøkonom Jes Søgaard, professor og centerdirektør på Syddansk Universitet, mener, at der er meget at hente ved bedre viden om, hvad der virker, men at besparelsespotentialet kan være højt sat i en dansk sammenhæng.

”Jeg kunne godt tænke mig forskning i, hvad ville det reelle tal er i Danmark, for ingen tror helt på 30-40 milliarder. De tal baserer sig på det amerikansk sundhedsvæsen, der er meget mere defensivt, så man skal nok tage det med et stort gran salt. Lad os få lavet en udredning,” siger Jes Søgaard. Han understreger, at selv hvis besparingspotentialet ligger et godt stykke under de 30-40 milliarder, er der stadig mulighed for en meget stor økonomisk besparelse, og oven i det kommer et sundhedsvæsen, der vil fungere bedre.

”Jeg vil gerne give Anders Perner ret i, at det er utrolig dumt, når sundhedsvæsnet gør ting, der skader eller meningsløst. Han har helt klart en pointe i, at hvis man systematisk gik ind og undersøgte, ville vi finde ud af at meget vi gør, ingen virkning har,” siger Jes Søgaard.

Forskning der redder liv

Anders Perners erfaring er, at det kan være umådelig svært at finde midler til klinisk forskning, selv om det potentielt kan have stor effekt for patienterne.

”Et af de forskningsprogrammer, vi ikke kan få finansieret, handler om antibiotika. Det studie ligger og samler støv, og imens vi venter, bliver problemet kun værre. Antibiotikaresistens spejler klimaområdet, for vi ved, at det er essentielt at handle, men alligevel sker der alt for lidt,” siger Anders Perner.

Samtidig med, at Anders Perner har svært ved at få finansiering til sin kliniske forskning, er der forskere, der nærmest svømmer i forskningsmidler.

”De store fonde som Kræftens Bekæmpelse, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden har hovedfokus på diabetes, hjernesygdomme og kræftsygdomme. Jeg er er intensivlæge og behandler nogle af de patienter, der falder ind under de områder, men ikke alle. Derfor har jeg sværere ved at få forskningsmidler end kolleger, der er diabeteslæger eller onkologer. Resultatet er, at der forskes mindre i intensiv end i eksempelvis diabetes,” siger Anders Perner.

Dansk forskning udliciteret til private fonde

En rapport fra Region Hovedstaden om forskningssamarbejde viser, at ekstern finansiering udgør over 58 procent af midlerne, og for flere af de adspurgte forskningsmiljøer op til 80-90 pct af det samlede budget. Samme tendens understreges af rapporten Spot på Publikationer, hvoraf det fremgår, at offentlige fonde halter langt efter de private fonde, når det kommer til investeringer.

Resultatet bliver, at det er ikke den forskning, der har potentiale til at komme flest patienter til gavn, der får flest forskningsmidler, men forskning inden for de områder, hvor der er store fonde og bliver udviklet ny medicin.

”Faktum er, at vi i Danmark har udliciteret forskningen til eksterne fonde og industrien. Vi må erkende, at lige nu er der nogen områder, der har det super. Det er de patientgrupper, som ikke har fokus, der ikke får forbedret deres behandling, fordi der mangler offentlige driftsmidler til forskningen,” siger Anders Perner.

Afsæt én procent af budgettet

I Frankrig og Storbritannien afsætter de én procent af sundhedsbudgettet til klinisk forskning og kliniske forsøg. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2021 brugt 150 milliarder til behandling i sundhedsvæsnet. En procent, svarende til 1,5 milliarder, vil, hvis brugt rigtigt, kunne vise sig at være god sundhedsøkonomi, mener Perner.

”Det gode i de lande er, at midlerne kommer alle til gavn, ikke kun de patientgrupper, der har fokus.  Jeg har en helt grundlæggende forventningen om, at en videninstitution som sundhedsvæsenet bruger ressourcer på forskning og udvikling, ligesom de gør i lægemiddelfirmaerne og hos Toyota, hvor alle dele af produktionslinjen selvfølgelig forbedres. Alle bør have driftsmidler til at forbedre hverdagen, så vi sikrer, at de mange milliarder, vi bruger, giver værdi for patienterne og i hvert fald ikke skader dem,” siger Anders Perner. Det vil stille større krav til forskerne, og nogle vil skulle omskoles.

”Vi skal opbygge en testkultur og test-infrastruktur. For nogle områder vil effekten komme inden for få år, for andre vil det tage lidt længere tid. Men vi har ingen tid at spilde, sundhedsvæsnets ressourceproblemer bliver kun værre,” siger Anders Perner.  

God idé – men tør politikerne?

Jes Søgaard mener, at en procent til klinisk forskning giver god mening.

”Kom der et borgerforslag om at afsætte en procent til sundhedsforskning, så skrev jeg under med det samme. Realiteterne i dag er, at der er meget få offentlige penge tilgængelige til interesseuafhængige forskning,” siger Jes Søgaard.

Til trods for, at der er et stort potentiale i at øge midlerne til den kliniske forskning, tvivler Jes Søgaard på, at der er politisk vilje.

”Der er ingen tvivl om, at den gode forskning og forskere, der tør stille en modig hypotese op, kan vise overraskende resultater, der kan have stor menneskelig og økonomisk effekt. Men lægerne har måske været for dårlige til at forklare politikerne, hvad klinisk forskning egentlig handler om,” siger Jes Søgaard.

Hans frygt er, at politikerne ser klinisk forskning som kolde hænder og som noget abstrakt, der foregår langt væk fra patienterne.

Anders Perners forskning kan her bruges som et illustrativt eksempel på, hvordan den kliniske forskning kan redde liv og spare penge. I 2019 blev hans forskningsindsats hædret af Kirsten og Freddy Johansens Fond for enestående præstation inden for sundhedsvæsenet. Baggrunden var, at vi i Danmark havde udviklet en tradition for en meget liberal anvendelse af plasmaekspandere til patienter med blodforgiftning. Hans forskning viste, at det var ekstremt skadeligt, da hver 13. patient døde af behandlingens bivirkninger. Som resultat af forskningen bruges denne behandling ikke længere, og flere patienter overlever.